FEM MILLIONER DANSKE ARISTOKRATER


 
Der var engang ...


 





PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


I skrivende stund – hvad formodentlig få danskere har bemærket, sidder det finske Socialdemokrati efter det nyligt afviklede valg i landet og forsøger at danne regering sammen med det gamle bondeparti (Centern), De gröna, Vänsterförbundet og Svenska folkpartiet, de svensksprogedes parti.
Antti Rinne, formand for Socialdemokratiet og leder af forsøget på at danne en regering, er pragmatiker.
Han startede med gruppearbejde på tværs af partierne om de mindre spørgsmål, så man havde noget at være enige om, før man gik videre til større beslutninger og så fremdeles, og det ser ud til at lykkes. Hvis ikke, går depechen iflg. uskrevne regler til Riksdagens næststørste parti, Sandfinlænderne, som sagt lidt flot er Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs under én hat.
At det med finsk pragmatisme og det halvårlige formandsskab i EU lige om hjørnet lykkes at danne en rödmylleregering med et stærkt islæt af grøn politik og svensk sprog er givet og derfor ikke særlig spændende.
Derimod er det uhyggeligt spændende i Danmark for tiden. Ikke pga skærmydslerne på midten, hvor det gamle bondeparti Venstre og Socialdemokratiet står og stikker til hinanden, men på grund af det totale værdiskred, som Rasmus Paludan med sit parti Stram Kurs står for. Dagbladet Information har foretaget en analyse af de synspunkter, der forfægtes af Stram Kurs, af Dansk Folkeparti og af Nye Borgerlige og finder kun én grundlæggende politisk forskel i forhold til indvandring, hvilket (skamfuldt nok) stort set er synonym for muslimer.
Ifølge Rasmus Paludan (og Martin Henriksen ved en enkelt lejlighed) bliver man aldrig dansker, med mindre man har den rigtige etnicitet. Statsborgerskab, erhvervet gennem bl.a. sprogfærdighed og kendskab til landets kultur, historie og love i teori og praksis, fast arbejde osv. tæller ikke. Han deler altså ikke muslimer op i forskellige kategorier, hvor den, der er nyttig for fællesskabet i Danmark, fx gennem uddannelse og job, og har dansk statsborgerskab, accepteres som dansker. Han er ikke for gradvise stramninger som Venstres Inger Støjberg, alt er under en hat og med et hug knyttet til afstamningen - helt på samme måde som en adelsmands søn bliver adelig og en dronnings søn konge. Det er blodet (eufemisme for sæd og æg), der definerer.
Da dette rigtig gik op for mig, måtte jeg tage et par dybe vejrtrækninger og sætte mig, for den opfattelse af Danmark som en nation af aristokrater hævet over andre dødelige (læs: muslimer) danner en fuldstændig parallel til den tankegang, der gør dronningen og hele dronningehuset til noget særligt.
Forestillingen om sådanne ophøjede individers privilegier faldt som bekendt engang fra slutningen af 1700-tallet og fremefter som korthuse, da demokratisk sindede borgeren havde held til at sætte intelligensens aristokrati foran de af blodet privilegerede. Mange fra sidstnævnte kategori mistede hovedet, og det er en meget sørgelig historie. Men det gode er, at den opfattelse langsomt voksede frem, at man var en god borger i kraft af sit arbejde for sig selv og for sit land, ikke i kraft af fødsel.
Fødslens alenerådende fortrin accepteres som bekendt af en kompakt majoritet af danskerne i forhold til dronningen, der i kraft af dette er en af de sidste rester af en svunden tid. Historikere taler om feudaltiden.
Og så er det, jeg spørger mig: er det denne svundne tid med blodets aristokrati som alenerådende, vi med Paludan er på vej til at få tilbage, idet han flabet pukker på det samme, som dronningen som et mønster på dannelse og ordentlighed omfavner med hele sin person?
Mennesker som flest er gode til at gennemskue og kan godt se ligheden på trods af forskellene mellem det flabede (partileder Paludan) og det dannede (dronning Margrethe) og derved nå ind til kernen, som drejer sig om fødselsaristokratiet, som enhver dansker iflg. Paludan er en del af. På den måde tilsidesættes helt almindeligt menneskeværd som fælles for alle mennesker.
Der er ingen over eller ved siden af danskerne. De er altid først.
Jeg er ikke langt fra på grund af netop denne elitære holdning at spå Stram Kurs et godt valg.
Mon det gruppearbejde findes, der kan integrere en sådan holdning i den traditionelle danske, politiske virkelighed, eller vil dens repræsentanter ønske Paludan og hans fæller hen, hvor peberet gror? Og sætte magt bag?
Det kan i så fald blive en ganske omfattende deportation.


ANNONCE:

















I MIN LYKKELIGE BARNDOM







PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



I min lykkelige barndom fandtes der stort set ikke plastik. Jo, legoklodsen var der, og det er svært at tænke sig denne geniale klods i utallige varianter uden plastik. Og morgenbrødet om søndagen kunne man få bragt ud i en plastikpose, hvis man stod så sent op, at fuglene havde nået at hakke hul i bagerens hvide papirpose.
I dag er fuglene af forskellige årsager færre i parcelhuskvartererne, og morgenbrød bliver, så vidt jeg ved, ikke længere bragt ud, man må hente det selv – også selv om man er så rig, at man har råd til en Tesla.
Søndagsrationen på 4 kryddere og 4 rundstykker blev i en del af min barndom bragt ud i plasticpose. Jeg tror ikke, at det var, fordi vi stod specielt sent op – i hvert fald jeg var tidligt kvik på hviledagen. Men min mor var glad for plastikposerne, som blev brugt utallige gange til meget forskelligt, inden de til sidst røg i skraldespanden. Blev en pose smudsig, blev den vasket af og med en klemme hængt til tørre på en snor tværs over gaskomfuret.
Læg mærke til, at jeg ikke sagde, at min barndom var lykkelig, fordi den stort set var uden plastik, men at den var lykkelig næsten uden. Stræben efter lykke, der siden den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 har stået som umistelig i vores vestlige samfund, og opnåelsen af den skal ikke findes i mængden af plastik.
Vor stræben efter lykke er i dag tvært imod truet af netop dette kunststof, der langt vildere end for eksempel skarven og hybenrosen har vist sig invasiv i den forstand, at det ved menneskets hjælp har spredt sig over store geografiske afstande til skade for de fleste arter. Det være sig mikroplast, som invaderer fødekæden, plastikposer i maverne på fisk og havpattedyr og plastmateriale af forskelligste art, som i forbindelse med monsterregn på grænsen mellem USA og Mexico skylles ind mod grænsehegn og skaber enorme damme, hvor dyrene drukner.
Og så videre over hele jorden.
Ikke engang Marianergraven, Verdens dybeste oceangrav, er i dag uberørt af plastikaffald, fortæller The Guardians netavis. Der var en video med artiklen. Den viste plastikaffald helt på bunden i elleve kilometers dybde. Formen på det genkaldte på min indre nethinde billedet af plastikposer, der hænger over min barndoms gaskomfur, mens varm luft fra madlavningen blæser dem op til en trekantet form.
Det er et billede, der giver mig den varme og tryghed, som hører sammen med tanken om en lykkelig barndom.
Men samtid viser dette erindringsbillede mig begyndelsen til den plastikæra, som nu er trængt ned til den dybeste grænse mod Jordens indre. Det er en udvikling, der har taget et par menneskealdre. Ingen ville den, det blev bare sådan.
Det er det foruroligende ved billedet.
Jeg ved af erfaring, at man sagtens kan leve lykkeligt uden dagens overflod af plastik, og dem, der forsker i problemet, ved, at vi på Jorden overlever bedre uden.



ANNONCE: