PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Jeg
indrømmer det blankt: min foregående blog var selvglad, nærmest højrøvet på den
særlige danske måde, som vibrerer af ironi og derved lader en bagdør stå åben,
som man kan forsvinde ud ad med et smørret grin. Det er en velkendt tradition,
og om man kan lide den eller ej er ikke bare en smagssag, men et udtryk for, om
man føler sig som en del af det ironiserende fællesskab. Her vil jeg gøre op
med traditionen ved at se emnet for sidste blog om den unge, danske pige, fra en synsvinkel, som en relativt ny,
nationalistisk tradition muligvis vil kalde udansk.
Er dette virkelig tilfældet, melder jeg mig hermed under fanerne
for det udanske. Hermed giver jeg også mig selv den gennemhegling, indirekte
ganske vist, som jeg truede med, men fravalgte at give dén formastelige, der
havde følt sig krænket over at skulle synge med på Den danske sang er en ung, blod pige ved åbningen af et møde på Copenhagen
School Of Business.
Udgangspunktet er, at den globaliserede verden, vi lever i, giver
anledning til en masse kultursammenstød, som man ikke kan hygge sig fra. For
kultursammenstød skabes af et reelt udenforskab, som går begge veje, og som der
i det konkrete tilfælde med Den danske
sang er en ung, blond pige ikke er den mindste grund til at forstærke.
Den omtalte krænkede følte sig som minoritetsrepræsentant ekskluderet
af det syngende fællesskab, hvilket nærmest pr. refleks affødte følelsen af
krænkethed hos majoritetsrepræsentanter fra statsministeren og ned.
Dér er konflikten.
Mit spørgsmål er her: Falder majoritetens verden sammen af, at en
minoritet føler sig krænket?
Svaret er nej!
Mit andet spørgsmål er, om der gøres det mindste skår i majoritetens
verden ved at en mellemleder på CBS i form af en undskyldning gjorde opmærksom
på, at sangvalget kunne have været heldigere?
Overhovedet ikke!
Herigennem blev der tvært imod – hvis jeg tør udtrykke mig lidt
patetisk – udvist den tolerance, som for mig sammen med frisind, åbenhed og
gæstfrihed står som noget overordnet og noget af det fornemste i dansk
kulturtradition, men som nye strømninger i rivende hast er i færd med at æde
store bidder af i et selvfedt defensorat for en lang række såkaldte umistelige
kulturværdier (frikadeller, juletræ, frit flagrende kvindehår, drukfester før jul og nytårsfyrværkeri), som
man i ånden skal se for sig ramle som dominobrikker, hvis den første falder. – Jeg
kan ikke forstå det anderledes, end at sådan et kultursyn er rodløst og står
svagt, fordi det må holdes oppe af en uendelig strøm af selvhævdende påstande
om, hvad der er dansk, og hvad der er udansk.
Dette kultursammenstøds konsekvenser set i et bredere perspektiv kommer
til udtryk i uroligheder, som det er let at ghettoisere som etniske, men hvis
sociale og klassemæssige baggrund er mindst indlysende. Engang var det forstædernes
hulkindede arbejdere, der udgjorde det sociale uromoment, i dag er det brunøjede
indvandrere, der for at føje spot til skade artsbestemmes som ghettoernes
udskud og derfor på forhånd udelukkes af det nationale, inkluderende vi.
Det er dette vi, som et
lands nationalsang pr. definition gør sit bedste for at udtrykke. Den danske
nationalsang, digtet som den er i 1819, har således 200 år på bagen. Det kan
alle, der kan subtrahere, blive enige om. Sangen er som sådan en umistelig del
af historien, men gælder det også fremtiden?
Da Der er et yndigt land
blev skrevet, var den moderne nationalstat med dens repræsentative demokrati
under konstruktion, og det er i den, sangen spejler sig. Denne statsform, som ved
systemskiftet i 1901 blev forbedret med parlamentarismen, som så vidt jeg ved
ingen forudså i 1849 – året for den første grundlov, havde sine historiske
præmisser. Men grundtanken har hele vejen igennem været forestillingen om
folkefællesskabets bedste. Kort sagt: grundtanken er fulgt med historien og har
forandret sig i takt med den.
På denne baggrund vil jeg gerne slå til lyd for, at den danske
sang, og her tænker jeg ikke specifikt på nr. 132 i Folkehøjskolernes sangbog, men på den sang, som danskere vælger at
synge sammen, også tager sit historiske ansvar og følger med tiden. For mit
eget vedkommende hænger det sammen med, at jeg personligt gerne undgår at krænke mennesker, medmindre jeg har
en hensigt med det, og der kommer noget godt ud af det. Det betyder, at jeg
engang imellem må tage listeskoene på. Og at andre med mig også gør det, er der
jo ikke noget nyt i.
For eksempel er jeg nået frem til, at bøgerne
om Pippi Langstrømpe ikke bliver mindre ringe af, at hendes far detroniseres
fra negerkonge på en sydhavsø til sydhavskonge. Det redder historierne i
familier, der ikke kan tåle N-ordet. Litteraturhistorikeren i mig sukker højlydt,
men han ved jo, hvad der står i originalen, og at det på sin tid var salonfæhigt,
hvorved han har fået sin lille belønning og er tilfreds.
Således skifter tider og sæder mildnes, som det for resten udtrykkes i Den danske sang er en ung, blond pige.
ANNONCE:
se min hjemmeside: asgeralbjerg@gmail.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar