DEN DANSKE SANG ER EN DEJLIG DAME, fortsat











PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



 Jeg indrømmer det blankt: min foregående blog var selvglad, nærmest højrøvet på den særlige danske måde, som vibrerer af ironi og derved lader en bagdør stå åben, som man kan forsvinde ud ad med et smørret grin. Det er en velkendt tradition, og om man kan lide den eller ej er ikke bare en smagssag, men et udtryk for, om man føler sig som en del af det ironiserende fællesskab. Her vil jeg gøre op med traditionen ved at se emnet for sidste blog om den unge, danske pige, fra en synsvinkel, som en relativt ny, nationalistisk tradition muligvis vil kalde udansk.
Er dette virkelig tilfældet, melder jeg mig hermed under fanerne for det udanske. Hermed giver jeg også mig selv den gennemhegling, indirekte ganske vist, som jeg truede med, men fravalgte at give dén formastelige, der havde følt sig krænket over at skulle synge med på Den danske sang er en ung, blod pige ved åbningen af et møde på Copenhagen School Of Business.   
Udgangspunktet er, at den globaliserede verden, vi lever i, giver anledning til en masse kultursammenstød, som man ikke kan hygge sig fra. For kultursammenstød skabes af et reelt udenforskab, som går begge veje, og som der i det konkrete tilfælde med Den danske sang er en ung, blond pige ikke er den mindste grund til at forstærke.
Den omtalte krænkede følte sig som minoritetsrepræsentant ekskluderet af det syngende fællesskab, hvilket nærmest pr. refleks affødte følelsen af krænkethed hos majoritetsrepræsentanter fra statsministeren og ned.
Dér er konflikten.
Mit spørgsmål er her: Falder majoritetens verden sammen af, at en minoritet føler sig krænket?
Svaret er nej!
Mit andet spørgsmål er, om der gøres det mindste skår i majoritetens verden ved at en mellemleder på CBS i form af en undskyldning gjorde opmærksom på, at sangvalget kunne have været heldigere?
Overhovedet ikke!
Herigennem blev der tvært imod – hvis jeg tør udtrykke mig lidt patetisk – udvist den tolerance, som for mig sammen med frisind, åbenhed og gæstfrihed står som noget overordnet og noget af det fornemste i dansk kulturtradition, men som nye strømninger i rivende hast er i færd med at æde store bidder af i et selvfedt defensorat for en lang række såkaldte umistelige kulturværdier (frikadeller, juletræ, frit flagrende kvindehår, drukfester før jul og nytårsfyrværkeri), som man i ånden skal se for sig ramle som dominobrikker, hvis den første falder. – Jeg kan ikke forstå det anderledes, end at sådan et kultursyn er rodløst og står svagt, fordi det må holdes oppe af en uendelig strøm af selvhævdende påstande om, hvad der er dansk, og hvad der er udansk.
Dette kultursammenstøds konsekvenser set i et bredere perspektiv kommer til udtryk i uroligheder, som det er let at ghettoisere som etniske, men hvis sociale og klassemæssige baggrund er mindst indlysende. Engang var det forstædernes hulkindede arbejdere, der udgjorde det sociale uromoment, i dag er det brunøjede indvandrere, der for at føje spot til skade artsbestemmes som ghettoernes udskud og derfor på forhånd udelukkes af det nationale, inkluderende vi.
Det er dette vi, som et lands nationalsang pr. definition gør sit bedste for at udtrykke. Den danske nationalsang, digtet som den er i 1819, har således 200 år på bagen. Det kan alle, der kan subtrahere, blive enige om. Sangen er som sådan en umistelig del af historien, men gælder det også fremtiden?
Da Der er et yndigt land blev skrevet, var den moderne nationalstat med dens repræsentative demokrati under konstruktion, og det er i den, sangen spejler sig. Denne statsform, som ved systemskiftet i 1901 blev forbedret med parlamentarismen, som så vidt jeg ved ingen forudså i 1849 – året for den første grundlov, havde sine historiske præmisser. Men grundtanken har hele vejen igennem været forestillingen om folkefællesskabets bedste. Kort sagt: grundtanken er fulgt med historien og har forandret sig i takt med den.
På denne baggrund vil jeg gerne slå til lyd for, at den danske sang, og her tænker jeg ikke specifikt på nr. 132 i Folkehøjskolernes sangbog, men på den sang, som danskere vælger at synge sammen, også tager sit historiske ansvar og følger med tiden. For mit eget vedkommende hænger det sammen med, at jeg personligt gerne undgår at  krænke mennesker, medmindre jeg har en hensigt med det, og der kommer noget godt ud af det. Det betyder, at jeg engang imellem må tage listeskoene på. Og at andre med mig også gør det, er der jo ikke noget nyt i.
For eksempel er jeg nået frem til, at bøgerne om Pippi Langstrømpe ikke bliver mindre ringe af, at hendes far detroniseres fra negerkonge på en sydhavsø til sydhavskonge. Det redder historierne i familier, der ikke kan tåle N-ordet. Litteraturhistorikeren i mig sukker højlydt, men han ved jo, hvad der står i originalen, og at det på sin tid var salonfæhigt, hvorved han har fået sin lille belønning og er tilfreds.
Således skifter tider og sæder mildnes, som det for resten udtrykkes i Den danske sang er en ung, blond pige.


ANNONCE:

se min hjemmeside: asgeralbjerg@gmail.com



















Ingen kommentarer:

Send en kommentar