PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
De
seneste dage har jeg tilbragt i en lejlighed i Danmarks hovedstad, hvor jeg
stående på gulvet eller på en stige, bøjende mig og strækkende mig og kravlende
langsomt fremad eller baglæns sled skindet af mine handsker og huden af fingerspidserne
i en sådan grad, at mobiltelefonen ikke kunne genkende mit fingeraftryk.
Ud over sandpapir korn 40, 60, 80, 120 lige op til korn 150 og 180
anvendte jeg hammer, stemmejern, kniv, huljern og diverse skrabere for at
banke, skære, rive og slibe maling af dørkarme fra engang i slutningen af
1800-tallet.
Farverne, jeg sled mig igennem, var røde, brune, grønne, beige,
sorte og cremede. Noget må være smurt på med en halmvisk, andet med pensel dyppet
i sand, måske også med spartel eller med fingrene. Jackson Pollock kunne ikke
have hærget værre.
Imens gik radioen med musik og nyheder. De handlede om Danmark.
Det var lidt som at være i Amerika bortset fra, at nyhederne dér handler om
Amerika.
Da malingen langt om længe var slidt af, skulle der spartles og
slibes og spartles igen og slibes, og minsandten om ikke en tredje omgang i
visse dybe sprækker og huller og mishandlede fyldninger og mærker efter slag
med stumpe værktøj var uundgåelig. Affaldet efter arbejdet var små fem liter
malingsflager og et fint, hvidgråt pulver samlet i to støvsugerposer bortset
fra det, der havde lagt sig i hår og ansigt omkring støvmasken, slørede
brillerne og blev skyllet ud i vasken.
Min teint var blevet rødflammet, men karmene jævne og pæne.
Da jeg endelig var færdig og havde grundmalet tre gange med afslibninger
og finspartling imellem og bare manglede et par omgange med emaljeglans, var
tiden gået og jeg skulle tilbage til Finland.
Dansende i flyets lyskegler var sneen det første, der mødte mig i
lufthavnen. På parkeringspladsen havde den lagt sig som et dækken over bilen,
og i rabatterne lå den dynget sammen i enorme bunker.
Det var, som om det gråhvide pulver, der i den snævre lejlighed havde
taget plads i min bevidsthed og næsten fyldt den, blændet brillerne og proppet støvsugeren,
havde flyttet sig med mig og nu var dalet ned som et næsten halvmetertykt dække,
der hvirvlede imod mig på motorvejen hjem.
Sneploven havde skrabet en mur op langs indkørslen til huset. Her
skulle der arbejdes, og da jeg efter de første skovlfulde løftede hovedet og indsnusede
den skarpe, skære vinterluft, blev jeg opmærksom på brede flige af sne, der
hang ud over husets flade tag. Det havde jeg rent glemt, nu vidste jeg, at det
blev en lang aften med sneskovling før næste omgang sne, som bilradioen havde
fortalt var i vente.
Oppe på taget med sneskraberen gik jeg i nogle sekunder i stå,
mens jeg næsten fysisk sansede forskellen mellem det indelukkede og usundt
støvede i min danske selvglæde med centrum i en forsnævret verden, og så
følelsen af at være oppe under de høje himle, hvor verden udenfor blander sig
og stiller krav om at følge med, så snestorme ikke overrasker med fatale
følger.
Da jeg havde skubbet den sidste sne ned – én bunke på hver af
husets fire sider, og kom ind, åbnede jeg for de korte, finlandssvenske radionyhederne.
De tre første indslag kom fra den store verden: Frankrig, Brasilien og USA var
det vist, det sidste drejede sig om en ny sundhedsreform, som også i dette land
er under opsejling.
Endelig kunne jeg puste ud.
ANNONCE:
Læs min hjemmeside asgeralbjerg.fi
Ingen kommentarer:
Send en kommentar