PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Jeg
tilstår det: Ingenting går op mod Trump som dagligt krydderi i min lilleverden
af politisk og menneskeligt teater.
Ganske vist har hundeslagsmålet om Brexit sine højdepunkter i dets
blanding af naivitet, heroisme og idioti, men det er langt mere lokalt end
globalt og som sådant ved at udvikle sig til en tragikomisk forestilling med
briterne som de store tabere, mens tilskuersmilene i kødranden omkring dem
stivner og efterhånden fader ud.
Ganske vist har de gule vestes demonstrationer mod, at de dårligere
stillede skal betale gildet for neddroslingen af klimaskadelige aktiviteter, et
brandvarmt politisk budskab om ulige ressourcefordeling til mennesker i den
mest energislugende del af verden, men de lider efterhånden af en markant
skrumpesyge, fordi de bliver imødekommet, ikke imødegået.
Ganske vist er Nikolás Maduros væren eller ikke væren som
Venezuelas præsident bare endnu et banalt eksempel på en mislykket socialistisk
omvæltning i Latinamerika, men som sådant har det lange rødder tilbage til især
USA’s infiltration i sydamerikansk politik og historie og bliver derfor også
fortællingen om den stærkes ret til at holde den svagere fast i uretfærdige sociale
og økonomiske strukturer.
Og ganske vist er Mark Zuckerbergs krumspring omkring Facebook og
menneskers drift mod at vise sig mere eller mindre afklædte gabende kedelige,
hvis det ikke lige var for de tragedier, der følger i kølvandet på den menneskelige
uforsigtighed og dumhed, der for forholdsvis få år siden blev fæstet på papir,
puttet i en konvolut med frimærke på og stensikkert nåede sin forudbestemte modtager
en dagstid eller to efter.
Men hvordan jeg end ser det, er alt dette småtterier sammenlignet
med den tiltrækningskraft, Amerikas 45. præsident daglig udøver på den læsende,
lyttende og billedslugende menneskehed. Når han ikke står øverst i min telefons
selvgenererende newsfeed med små og store lokale og globale begivenheder, kan
jeg næsten gribes af den absurde tanke, at han en dagstid har holdt sig i
skindet. Men nej, med samme pålidelighed som breve engang nåede frem til deres
adressat, finder også Trumps egenartede beslutninger og udtalelser sin vej, så deres
daglige modtagere undgår svære abstinenser.
I går vidste initierede kilder i Det hvide Hus således at fortælle
om præsidentens ustrukturerede kalender, at næsten tres procent af hans
arbejdstid er executive time, det vil
sige tid, hvor intet på forhånd er planlagt. Det giver en vis indsigt i, at den
gamle realitystjerne har masser af tid til at hitte på dit og dat og
iscenesætte sig for sit publikum af beundrere, for mennesker, der frygter for verdens
undergang, og for folk med sans for absurditeter.
Hele hans show foregår altid i nuet. Fortiden med den indsigt, som
erfaring kan følges af, er fraværende. Ligeledes er fremtiden, der som bekendt
følger af ikke blot historiens, men også af dagens beslutninger, indhyllet i
rosenrøde, uigennemsigtige tåger.
Hvor er perspektivet? spørger man i sin boble af fascination af manden
– hvis man da overhovedet har bevaret evnen til at forholde sig kritisk. Derfor
er det beroligende engang imellem at erindre, at hans nationale selvhævdelse,
racisme, understøttelse af polarisering i samfundet og mistillid til landets
kompetente elite har historiske rødder, men det er hverken selfmade eller har vist sig langtidsholdbart trods gentagne opsving
og forbilleder i både amerikansk 1900-talsisolationisme og i demagogen Joseph McCarthys
heksejagter i 1950’erne.
Isolationismen blev brudt på afgørende vis, da USA langt inde i de
to verdenskrige endelig stillede sig side om side med det europæiske liberale
demokrati, som landet historisk er en del af. Nu er isolationismen igen på den amerikanske
dagsorden støttet af socialt og politisk usikre vælgere med rod i patriarkalske
familiemønstre. Og McCarthyismens antiintellektuelle tradition, der står for
kompromisløshed, hæmningsløshed og manglende interesse for detaljer har med den
mentalt ustabile og uvidende Donald Trump fået en fuldblods afløser til de mere
eller mindre libertære populister, nationalister og demagoger som Barry
Goldwater, George Wallace og Sarah Palin.
Deres tid er forbi. Når Donald Trumps er det, vil verden miste et
frygtindgydende underholdende element. Men de 63.000.000 vælgere, der stemte
ham ind, findes stadig. De er ikke underholdende. De udgør det egentlige
problem.
ANNONCE:
læs min hjemmeside asgeralbjerg.fi
Ingen kommentarer:
Send en kommentar