PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Min
nabo har en forkromet flagstang på forskærmen af sin bil. Fra den vajer en Union
Jack-vimpel. Han har haft den i nogen tid, endelig i dag fik jeg mulighed for at
standse ham for at spørge om, hvad i hele hule han mente.
Mens vimplen blafrede i snestormen, kikkede han med en lidt
overbærende mine ud ad det halvt nedrullede vindue.
– Jeg flager for at hædre Storbritannien og især dets premierminister
Theresa May, sagde han og gjorde mine til at køre videre.
– Jamen det kan du da ikke mene, sagde jeg og skuttede mig i
kulden. – De er jo komplet vanvittige derovre. Helt ude af trit med tidens
tand. Den rene katastrofekurs. De går ned med mand og mus. To år har de haft
til at samarbejde om en løsning, og hvad er det blevet til i The House, som de siger? En
skyttegravskrig, der ikke er set værre siden Første Verdenskrig. Ikke alene har
May tabt alt, hvad hun kan tabe, hun nægter til og med at krybe til korset og
indrømme det.
Jeg var blevet helt stakåndet af mine mange, velvalgte ord, og
ånden stod som en fane ud af munden på mig helt ind i hans lune bil.
– Theresa har gjort, hvad enhver kvinde bør gøre, og en mand ikke
kunne have gjort bedre, sagde min nabo og lagde hånden på gearstangen.
– What! udbrød jeg og stak min nyhentede avis halvt ind gennem
vinduet. Hvis han ville flygte fra mine kloge ord med den, var det ok for mig,
for i avisen stod sandheden, at May for længst burde være afgået, at The House burde afskaffe sig selv som et
forum for kværulanter, og at englænderne i det hele taget burde lære at opføre
sig ordentligt og finde en middelvej, der byggede på saglig oplysning i
samklang med det Europa, de var en del af.
– Har du nogen sinde tænkt på, sagde han og sendte mig det
overbærende smil, som jeg hader mere end noget andet smil. – Har du nogen sinde
tænkt på, hvad der plejer at ske, når stater bryder ud af unioner? For eksempel,
da de amerikanske sydstater forlod unionen i 1861.
– Øh, sagde jeg og bevægede avisen op og ned i håb om, at lidt
lærdom ville strømme fra den og diffundere ind i hans grødhoved, så jeg kunne
slippe for hans udenomssnak.
– Nej vel, sagde han blidt. Vi er, blandt andet takket være EU, så langt inde i en periode af fred, at mange
har glemt, hvad krig er, og derfor ikke anser den for en mulighed eller frygter
den.
– Hvilken krig mener du? spurgte jeg.
– Præcis den krig, som opstår, når et land bryder sig ud af en
union.
Jeg stak avisen helt ind og viftede kraftigt med den.
– Tænk på Kalmarunionen, foreningen af de nordiske lande, som
opstod efter, at Margrethe I af Danmark og Norge vandt Sverige. I 1397, i
Kalmar, lod hun sin slægtning Erik krone til konge i de tre riger, og en
forfatning blev udarbejdet.
– Du taler som et leksikon, sagde jeg og mente det som en hån.
– Men svenskerne ville ikke indordne sig, som du sikkert husker,
hvilket medførte ufred, oprør, krig og kaos, og som om dette ikke var nok, blev
punktummet for Kalmarunionen et veritabelt blodbad i 1520. I de følgende århundreder
røg de to broderlande gang på gang i totterne på hinanden.
– Jamen det er alt sammen så længe siden, indvendte jeg.
– Det er det, sagde han og skubbede min avis ud af sin bil.
Og mens han langsomt rullede vinduet i, afsluttede han:
– Hvor man før kæmpede til sidst blodsdråbe, helst de andres, når stater
trådte ud af unioner, taler man sig i dag hæse for at nå en overenskomst. Derfor
er Theresa min helt. Dialog til døden!
– God save the queen and her people, tænkte jeg og skyndte mig ind
med min avis, mens mange tanker som sneflokke dansede rundt i hovedet på mig.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar