GRETA OG FRANS

For en grønnere verden

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Noget af det mest befriende og betydningsfulde, jeg længe har set i TV, er den svenske miljøaktivist Greta Thunbergs møde med pave Frans, den katolske kirkes overhoved. Det var så kort, at jeg måtte se det igen for at være sikker på, at jeg havde set og hørt rigtigt.

Greta Thunberg starter med at takke paven, fordi han står på klimaets side og siger sandheden. Hun belærer ham om that it means a lot.

Han beder Gud velsigne hende og opfordrer hende til at  fortsætte med at arbejde.

– Yes, svarer hun med løftet hoved og nikker.

Han rækker sin store hånd frem over barrieren, der adskiller dem. Lidt tøvende stikker Greta Thunberg sin lille op mod hans store, og han trækker den over på sin side af barrieren, mens han omslutter og ryster den.

– Go along. Go along, afslutter han.

– Yes, svarer hun igen, mens hun ser ham ind i ansigtet.

Forløbet for det godt femten sekunder lange møde mellem miljøaktivisten, der næsten er opstået af intet, og paven med en tusindår lang tradition i ryggen er så enkelt og dog så usædvanligt, at en kort analyse af det måske er beføjet:

På hver sin side af en barriere forenes de to af Greta Thunbergs budskab om en sandhed, som hun uforfærdet inkluderer paven i.

Jeg tvivler på, at han, Guds stedfortræder  på Jorden, er vant til at blive inkluderet og få at vide, at han, sandhedens inkarnation, taler sandt. Ikke alene er det unødvendigt, det er langt over grænsen til det fornærmende.

Men Guds stedfortræder lader sig ikke afficere. Hans første svar, som det er svært at høre på grund af den dårlige lydgengivelse, og som ikke er med i underteksten, er et thank you, hans andet at lyse Guds velsignelse over hende. Nu er det ham, som i sin paverolle har taget teten. Til slut mødes de på hans initiativ, men på hendes side af barrieren i en slags håndtryk, hvor han inkluderer hendes hånd i sin, mens han trækker den over på sin side af barrieren, hvor han med Greta Thunbergs godkendelse foretræder sandheden.

Ingen bøjer hovedet, de ser hinanden i øjnene – hun med solens lys på sit ansigt, han, der tog navn efter Frans af Assisi, Solsangens digter, med solens refleks fra hendes ansigt i sit. De har en sandhed, de er fælles om, og som hun har rost ham for at fremføre. I mødet, som næsten til mindste detalje viser et pingpong uden hverken vinder eller taber, er det Greta Thunberg, som giver bolden op ved at formulere sandheden, og paven, som bekræfter den med hele sin autoritets tyngde i sin tak, i sin velsignelse og i sin opfordring til at arbejde videre på deres fælles sag.

Kort sagt: Greta og Frans godkender hinanden på Gretas initiativ.

Med al respekt for køn, alder og traditionel status så jeg her et møde mellem to ligemænd.

Med sine godt femten sekunder var mødet med til at vise verden og til at ændre den på præmisser, som er barnets, hvilket går hånd i hånd med det kristent perspektiv, hvor barnet, Jesus, er Verdens frelser.

ANNONCE: