PARADOKSERNE SOINI OG MAY


 


PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


 – Det var da et forvandlingsnummer, sagde min finske nabo. Han stod og støttede sig til sin kost efter at have fejet grus væk fra indkørslen. Et sikkert forårstegn.
– Hva’ba’? sagde jeg som sædvanlig på vej til postkassen for at hente dagens avis.
– Sandfinlænderne, fortsatte han med sit mest irriterende smil. – De vandt valget samtidig med, at de røg ud af Riksdagen.
– Der er da ingen, der både kan vinde og forsvinde, korrigerede jeg. – Det er altid et enten eller.
– Den intelligente strateg kan, og Timo Soini overgår dem alle.
– Men han var jo slet ikke med i valget. Desuden er han fra Blå fremtid, som han grundlagde samme år, han brød med Sandfinlænderne.
– Præcis. Hans plan var fra begyndelsen følgende: Jeg vil være udenrigsminister, og det blev han. Og han blev det, fordi han havde skabt Sandfinlænderne, og de fik så mange stemmer, at de ikke var til at komme udenom.
– Ok, sagde jeg. – Så langt er jeg med.
– Som du måske har hørt, har populistiske partier det tungt under magtens åg. De plejer at fordunste, sagde han med den belærende attitude, der understreger, at han er en klog og belæst finne, mens jeg er en dum og uvidende dansker.
– Dette skete med Landsbygdspartiet, fortsatte han. Dets medlemmer lugtede af kolort, og eliten hadede dem.
– Trods den overhængende risiko for, at Sandfinlænderne ville gå samme skæbne i møde som Landsbygdspartiet, som det udsprang af, gik Soini altså med i regeringen Sipilä. Er det det, du mener?
Min nabo gjorde en lang kunstpause og fortsatte.
– Da cirka halvdelen af regeringstiden var ovre, opstod der en masse ballade, der medførte, at Soini sammen med Sandfinlændernes ministre i regeringen Sipilä dannede partiet Blå fremtid, der stort set var en kopi af Sandfinlænderne. Det betød, at Sandfinlænderne uden for regeringen kunne fortsætte deres populistiske linje med fremmedhad og kærlighed til bajere, bøffer og biler. Helt i Soinis ånd. Men uden ham. På den måde sikrede han sine ideers overlevelse.
– Ofre sig for at leve videre som tanke og idé. Tror du, at han har et Jesuskompleks? sagde jeg, og det lød vist lidt hånligt, alligevel fortsatte jeg. – Død og opstandelse. En ren påskefortælling, altså, med katolikken Timo Soini i hovedrollen. God morgen skipper, siger jeg bare.
Min nabo trak på skuldrene og fejede lidt foran sine fødder.
– I hvert fald skabte Soini sit parti for at frelse Finland, ligesom Dansk folkeparti blev skabt for at frelse Danmark, ligesom Sverigedemokraterne ...
– Og Orban i Ungarn, afbrød jeg ham.
– Ikke helt, svarede han. – De mangler Soinis historiske erfaringer.
– Og tæft for at konspirere, formoder jeg.
– Men ikke Theresa May ovre i England. Alt, hvad hun har gjort, leder til en ny folkeafstemning, som remainsiden står til at vinde. Det var dén side, hun stod på før afstemningen for snart tre år siden. Hendes geni er, at hun har forpurret leavesidens krav, så brexit bliver et hul i jorden til at spytte i.
– Du mener altså, at May har modarbejdet sig selv som konservativ hele vejen gennem brexitprocessen, mens Soini ved at danne Blå fremtid har arbejdet for sig selv som sandfinlænder?
– Du kan formulere det! sagde min nabo anerkendende.
– Hvad så med den om, at Macron har været ude med tændstikkerne for at samle et splittet Frankrig+?
Min nabo nikkede frem for sig. – Ind til videre er det nok at gå lidt for vidt, afsluttede han og løftede hånden til hilsen.
Jeg hilste tilbage, vendte mig og gik ind med avisen, som heldigvis ikke plejede at være fyldt med den slags dumheder.


ANNONCE:














Ingen kommentarer:

Send en kommentar