PRIVAT DANSK KRIGSFØRELSE?





PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Det danske firma Dan-Bunkering er involveret i en sag om leverance af 30.000 tons jetbrændstof, der er anvendt til russiske kampflys missioner i Syrien.
Leverancen svarer til 6.000 missioner.
Den har fundet sted i strid med EU’s sanktioner mod Rusland.
Afsløringen blev i den forgangne uge bragt af Danmarks Radio på baggrund af research i oplysninger fra danske myndigheder og amerikanske retsdokumenter.
Som det er almindeligt kendt, har russiske bombardementer i Syrien siden 2015 været stærkt medvirkende til at sende strømme af mennesker på flugt fra de bombede syriske byer.
Dette er en tragedie for hver enkelt af de hundredtusindvis af flygtninge, deres pårørende, som blev, og de mange dræbte og lemlæstede.
Flygtningestrømmene skabte problemer i EU’s enkelte stater, hvor en EU-kritisk højrepopulisme vandt frem. Sammenholdet EU-staterne imellem blev også sat på prøve.
Et svagt og splittet EU ønskes af blandt andre Ruslands Vladimir Putin.
Med udgangspunkt i, at oplysningerne fra DR er troværdige, bør en dansker, der ønsker ret og rimelighed, så kalde sin landsmand, Dan-Bunkerings ejer, milliardæren Torben Østergaard-Nielsen, for krigsforbryder?
Er det rigtigere at sige, at han har forbrudt sig mod menneskeheden?
Eller at han har blandet sig i storpolitik på en måde, der ud fra en traditionel EU-norm er uhensigtsmæssig?
Eller er han bare en uheldig mand, fordi Danmarks Radio har opdaget, at han ikke har overholdt EU’s sanktioner mod Rusland?
Er Dan-Bunkerings ejer Torben Østergaard-Nielsen  ansvarlig i henhold til et eller flere punkter i ovenstående, rejser spørgsmålet sig, hvilke følger det bør få.
At Dan-Bunkering og dets ejer Torben Østergaard-Nielsen skal anvende alle til rådighed stående midler til at genopbygge det, de  har været med til at ødelægge, kunne være et minimum.


ANNONCE:













Ingen kommentarer:

Send en kommentar