 |
| Der var engang ... |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
I
skrivende stund – hvad formodentlig få danskere har bemærket, sidder det finske
Socialdemokrati efter det nyligt afviklede valg i landet og forsøger at danne
regering sammen med det gamle bondeparti (Centern), De gröna, Vänsterförbundet
og Svenska folkpartiet, de svensksprogedes parti.
Antti Rinne, formand for Socialdemokratiet og leder af forsøget på
at danne en regering, er pragmatiker.
Han startede med gruppearbejde på tværs af partierne om de mindre
spørgsmål, så man havde noget at være enige om, før man gik videre til større
beslutninger og så fremdeles, og det ser ud til at lykkes. Hvis ikke, går
depechen iflg. uskrevne regler til Riksdagens næststørste parti, Sandfinlænderne,
som sagt lidt flot er Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs under én
hat.
At det med finsk pragmatisme og det halvårlige formandsskab i EU
lige om hjørnet lykkes at danne en rödmylleregering
med et stærkt islæt af grøn politik og svensk sprog er givet og derfor ikke
særlig spændende.
Derimod er det uhyggeligt spændende i Danmark for tiden. Ikke pga
skærmydslerne på midten, hvor det gamle bondeparti Venstre og Socialdemokratiet
står og stikker til hinanden, men på grund af det totale værdiskred, som Rasmus
Paludan med sit parti Stram Kurs står for. Dagbladet
Information har foretaget en analyse af de synspunkter, der forfægtes af
Stram Kurs, af Dansk Folkeparti og af Nye Borgerlige og finder kun én grundlæggende
politisk forskel i forhold til indvandring, hvilket (skamfuldt nok) stort set
er synonym for muslimer.
Ifølge Rasmus Paludan (og Martin Henriksen ved en enkelt
lejlighed) bliver man aldrig dansker, med mindre man har den rigtige etnicitet.
Statsborgerskab, erhvervet gennem bl.a. sprogfærdighed og kendskab til landets kultur,
historie og love i teori og praksis, fast arbejde osv. tæller ikke. Han deler altså
ikke muslimer op i forskellige kategorier, hvor den, der er nyttig for fællesskabet
i Danmark, fx gennem uddannelse og job, og har dansk statsborgerskab,
accepteres som dansker. Han er ikke for gradvise stramninger som Venstres Inger
Støjberg, alt er under en hat og med et hug knyttet til afstamningen - helt på
samme måde som en adelsmands søn bliver adelig og en dronnings søn konge. Det
er blodet (eufemisme for sæd og æg), der definerer.
Da dette rigtig gik op for mig, måtte jeg tage et par dybe
vejrtrækninger og sætte mig, for den opfattelse af Danmark som en nation af
aristokrater hævet over andre dødelige (læs: muslimer) danner en fuldstændig
parallel til den tankegang, der gør dronningen og hele dronningehuset til noget
særligt.
Forestillingen om sådanne ophøjede individers privilegier faldt
som bekendt engang fra slutningen af 1700-tallet og fremefter som korthuse, da
demokratisk sindede borgeren havde held til at sætte intelligensens aristokrati
foran de af blodet privilegerede. Mange fra sidstnævnte kategori mistede hovedet,
og det er en meget sørgelig historie. Men det gode er, at den opfattelse
langsomt voksede frem, at man var en god borger i kraft af sit arbejde for sig
selv og for sit land, ikke i kraft af fødsel.
Fødslens alenerådende fortrin accepteres som bekendt af en kompakt
majoritet af danskerne i forhold til dronningen, der i kraft af dette er en af
de sidste rester af en svunden tid. Historikere taler om feudaltiden.
Og så er det, jeg spørger mig: er det denne svundne tid med
blodets aristokrati som alenerådende, vi med Paludan er på vej til at få
tilbage, idet han flabet pukker på det samme, som dronningen som et mønster på dannelse
og ordentlighed omfavner med hele sin person?
Mennesker som flest er gode til at gennemskue og kan godt se
ligheden på trods af forskellene mellem det flabede (partileder Paludan) og det
dannede (dronning Margrethe) og derved nå ind til kernen, som drejer sig om
fødselsaristokratiet, som enhver dansker iflg. Paludan er en del af. På den
måde tilsidesættes helt almindeligt menneskeværd som fælles for alle mennesker.
Der
er ingen over eller ved siden af danskerne. De er altid først.
Jeg er ikke langt fra på grund af netop denne elitære holdning at
spå Stram Kurs et godt valg.
Mon det gruppearbejde findes, der kan integrere en sådan holdning
i den traditionelle danske, politiske virkelighed, eller vil dens repræsentanter
ønske Paludan og hans fæller hen, hvor peberet gror? Og sætte magt bag?
Det kan i så fald blive en ganske omfattende deportation.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar