I MIN LYKKELIGE BARNDOM







PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



I min lykkelige barndom fandtes der stort set ikke plastik. Jo, legoklodsen var der, og det er svært at tænke sig denne geniale klods i utallige varianter uden plastik. Og morgenbrødet om søndagen kunne man få bragt ud i en plastikpose, hvis man stod så sent op, at fuglene havde nået at hakke hul i bagerens hvide papirpose.
I dag er fuglene af forskellige årsager færre i parcelhuskvartererne, og morgenbrød bliver, så vidt jeg ved, ikke længere bragt ud, man må hente det selv – også selv om man er så rig, at man har råd til en Tesla.
Søndagsrationen på 4 kryddere og 4 rundstykker blev i en del af min barndom bragt ud i plasticpose. Jeg tror ikke, at det var, fordi vi stod specielt sent op – i hvert fald jeg var tidligt kvik på hviledagen. Men min mor var glad for plastikposerne, som blev brugt utallige gange til meget forskelligt, inden de til sidst røg i skraldespanden. Blev en pose smudsig, blev den vasket af og med en klemme hængt til tørre på en snor tværs over gaskomfuret.
Læg mærke til, at jeg ikke sagde, at min barndom var lykkelig, fordi den stort set var uden plastik, men at den var lykkelig næsten uden. Stræben efter lykke, der siden den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 har stået som umistelig i vores vestlige samfund, og opnåelsen af den skal ikke findes i mængden af plastik.
Vor stræben efter lykke er i dag tvært imod truet af netop dette kunststof, der langt vildere end for eksempel skarven og hybenrosen har vist sig invasiv i den forstand, at det ved menneskets hjælp har spredt sig over store geografiske afstande til skade for de fleste arter. Det være sig mikroplast, som invaderer fødekæden, plastikposer i maverne på fisk og havpattedyr og plastmateriale af forskelligste art, som i forbindelse med monsterregn på grænsen mellem USA og Mexico skylles ind mod grænsehegn og skaber enorme damme, hvor dyrene drukner.
Og så videre over hele jorden.
Ikke engang Marianergraven, Verdens dybeste oceangrav, er i dag uberørt af plastikaffald, fortæller The Guardians netavis. Der var en video med artiklen. Den viste plastikaffald helt på bunden i elleve kilometers dybde. Formen på det genkaldte på min indre nethinde billedet af plastikposer, der hænger over min barndoms gaskomfur, mens varm luft fra madlavningen blæser dem op til en trekantet form.
Det er et billede, der giver mig den varme og tryghed, som hører sammen med tanken om en lykkelig barndom.
Men samtid viser dette erindringsbillede mig begyndelsen til den plastikæra, som nu er trængt ned til den dybeste grænse mod Jordens indre. Det er en udvikling, der har taget et par menneskealdre. Ingen ville den, det blev bare sådan.
Det er det foruroligende ved billedet.
Jeg ved af erfaring, at man sagtens kan leve lykkeligt uden dagens overflod af plastik, og dem, der forsker i problemet, ved, at vi på Jorden overlever bedre uden.



ANNONCE: 





















Ingen kommentarer:

Send en kommentar