PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
I
min lykkelige barndom fandtes der stort set ikke plastik. Jo, legoklodsen var
der, og det er svært at tænke sig denne geniale klods i utallige varianter uden
plastik. Og morgenbrødet om søndagen kunne man få bragt ud i en plastikpose,
hvis man stod så sent op, at fuglene havde nået at hakke hul i bagerens hvide papirpose.
I dag er fuglene af forskellige årsager færre i
parcelhuskvartererne, og morgenbrød bliver, så vidt jeg ved, ikke længere bragt
ud, man må hente det selv – også selv om man er så rig, at man har råd til en
Tesla.
Søndagsrationen på 4 kryddere og 4 rundstykker blev i en del af
min barndom bragt ud i plasticpose. Jeg tror ikke, at det var, fordi vi stod
specielt sent op – i hvert fald jeg var tidligt kvik på hviledagen. Men min mor
var glad for plastikposerne, som blev brugt utallige gange til meget
forskelligt, inden de til sidst røg i skraldespanden. Blev en pose smudsig,
blev den vasket af og med en klemme hængt til tørre på en snor tværs over
gaskomfuret.
Læg mærke til, at jeg ikke sagde, at min barndom var lykkelig,
fordi den stort set var uden plastik, men at den var lykkelig næsten uden. Stræben
efter lykke, der siden den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 har
stået som umistelig i vores vestlige samfund, og opnåelsen af den skal ikke
findes i mængden af plastik.
Vor stræben efter lykke er i dag tvært imod truet af netop dette
kunststof, der langt vildere end for eksempel skarven og hybenrosen har vist
sig invasiv i den forstand, at det ved menneskets hjælp har spredt sig over
store geografiske afstande til skade for de fleste arter. Det være sig
mikroplast, som invaderer fødekæden, plastikposer i maverne på fisk og
havpattedyr og plastmateriale af forskelligste art, som i forbindelse med
monsterregn på grænsen mellem USA og Mexico skylles ind mod grænsehegn og
skaber enorme damme, hvor dyrene drukner.
Og så videre over hele jorden.
Ikke engang Marianergraven, Verdens dybeste oceangrav, er i dag
uberørt af plastikaffald, fortæller The
Guardians netavis. Der var en video med artiklen. Den viste plastikaffald helt
på bunden i elleve kilometers dybde. Formen på det genkaldte på min indre
nethinde billedet af plastikposer, der hænger over min barndoms gaskomfur, mens
varm luft fra madlavningen blæser dem op til en trekantet form.
Det er et billede, der giver mig den varme og tryghed, som hører
sammen med tanken om en lykkelig barndom.
Men samtid viser dette erindringsbillede mig begyndelsen til den
plastikæra, som nu er trængt ned til den dybeste grænse mod Jordens indre. Det
er en udvikling, der har taget et par menneskealdre. Ingen ville den, det blev
bare sådan.
Det er det foruroligende ved billedet.
Jeg ved af erfaring, at man sagtens kan leve lykkeligt uden dagens
overflod af plastik, og dem, der forsker i problemet, ved, at vi på Jorden
overlever bedre uden.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar