DØDSKYSSET




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Jeg er lige kommet hjem fra en tur til Berlin, mit livs første. Så der var masser af grunde til at kuske rundt efter alle disse musts, som venner havde anbefalet. Blandt andet en restaurant, hvor man blev frataget synet ved indgangen, ikke bogstaveligt, men på den måde, at alt foregik i totalt mørke, lige fra man blev ledt hen til sit bord, til maden var spist, og man kom ud i lyset og så menuen. Her skulle en af pointerne ved besøget vise sig at være overraskelsen over, hvor usikkert man smager i totalt mørke.
Men den oplevelse venter jeg med til en anden god gang. For jeg var og er mest interesseret i at se. Det var en lyst, jeg til overmål fik tilfredsstillet i lørdags, da jeg i selskab med min veltrænede hustru var igennem alle attraktionerne på Museum Insel incl. domkirken og dens 270 trappetrin med udsigt over et Berlin i hastig forandring. Jeg talte ikke byggekranerne, der var formentlig ikke en for hvert trin, men måske halvdelen, og allerede det er mange.
Et af de billeder, der på postkort, posters, køleskabsmagneter og andet forfulgte mig, var det socialistiske broderkys fra 1979 mellem generalsekretæren i centralkomiteen for Sovjetunionens kommunistiske parti Leonid Bresjnev og Eric Honecker, Østtysklands regeringschef.
I mine øjne ser det ikke kønt ud, selv om det er mere appetitligt end fotoet fra 1959 af den tudegrimme generalsekretær Nikita Krustjov kurtiserende Hollywoods største sexsymbol Marilyn Monroe, som sender fotografen sit mest forførende smil. Bukken og hykleren, begge på deres egen måde i statens tjeneste.
Det billede, jeg ledte efter uden at finde det, var fotografiet af broderkysset - der siden fik navnet dødskysset, mellem førnævnte Erich Honecker og Sovjetunionens sidste generalsekretær Mikhail Gorbatjov, der allerede da var i gang med store reformer i sit hjemland. Det er fra efteråret 1989, på DDRs fyrre års fødselsdag, da landet var begyndt at komme i oprør. Kysset virker ikke lige så saftigt som det tidligere nævnte broderkys – den vanlige betegnelse for kysset mellem østledere, der således bekræfter samhørigheden mellem deres lande, men her åbent for en noget anderledes fortolkning, hvad der understreges af Gorbatjovs bemærkning til Honecker:

Den, der kommer for sent, bliver straffet af livet.

Hvorfor billedet af Honeckers og Gorbatjovs kys ikke har opnået popularitet i Berlins kiosker og museer, forstod og forstår jeg ikke, for set i bakspejlet indvarsledes her det gamles opløsning og det nyes indtog sammen med kolde krigs afslutning – noget, man i Berlin ikke er ophørt med at fejre.
Men der er så meget, man ikke kan forstå på en glohed dag i Berlin i slutningen af juni, hvor temperaturen sniger sig op imod 40 grader.
Set i sammenhæng med ovenstående kys fatter jeg heller ikke, hverken nu, lykkeligt hjemkommet, eller i Berlin, det dødskys, som den forhenværende formand for det danske Folketinget og nuværende værdikriger Pia Kjærsgaard gav sit parti og sig selv, da hun helt solo, men i en aldrig standsende flirt med seerne satte håneordet klimatosser i spil som en del af forklaringen på Dansk Folkepartis knusende nederlag ved det netop overståede folketingsvalg.
I stedet for en redningskrans er ordet blevet en møllesten om halsen på hende og det parti, hun med knusende dygtighed har været med til at skabe. One moment can change the game, som jeg engang læste i en reklame.
Et funklende slagord for den politik, der med massiv opbakning fra vælgerne endelig giver mening til frasen om Danmark i den grønne førertrøje, kunne sagtens være

Vi er alle sammen klimatosser,

eller måske - som en genklang af østtyskernes taktfaste råb i gaderne i oktober 1989 efter dødskysset mellem Gorbatjov og Honecker:

Wir sind das Volk.

Og så faldt den stat og det parti sammen, som allerede var ved at smuldre.


PS Rejsen Berlin t/r foregik med bus.


ANNONCE: 






















Ingen kommentarer:

Send en kommentar