PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Det
virker somme tider, som om Danmarks nyvalgte politikere ført af journalister
ikke har noget højere mål end at genoplive gamle riddertidsidealer. Sådanne
idealer kan genopfriskes i folkevisen om rivalerne hr. Lave og hr. Jon med strofe
9’s og strofe 17’s punchlinjer
Jeg først, sagde Jon
og
Lig dér, sagde Jon
som
emblematiske for den holdning, der kendetegner uforsonlige antagonister. De
skal ud til siden og ned med nakken, skal de.
Det var den gang, magten sad i spydstagen.
Den ydmyghed, som hører demokratiet til, og som kommer af, at
magten kun er til låns og skal udøves i samarbejde mellem vinderne og i respekt
for taberne, virker i dagene efter valget d 5. juni som blæst bort. Ord som ultimativ,
kamp til stregen, iskold nervekrig, de radikales nåde er i
mine skriftlige og mundtlige kilder fra den politiske verden gangbar mønt for
at købe sig vej til magten.
I Storbritanniens parlament med en flere hundrede år gammel
tradition bag sig er de antagonistiske modsætninger mellem højre og venstre
kørt fast i en farce med verbale bråvallaslag, som har knust enhver fornuft. Det
samme sker i USA. Det danske demokrati er yngre, men godt på vej til at gøre ikke
konsensus, men kanøfleri til sit varemærke.
Modbilledet for mig er fuldstændig konkret – nemlig et billede af glade
finske toppolitikere på vej i en sporvogn til Ode, Helsingfors’ spritnye
centrumbibliotek, hvis arkitektoniske status i den finske hovedstad ligger op
ad det berømte operahus i Sidney.
Hvad skal de – formænd og forkvinder for Venstreforbundet,
Socialdemokratiet, Miljøpartiet, Svenska folkpartiet og Centerpartiet? Såmænd
ikke andet end med godt humør (og i finsk politik er godt humør normalt en
frygtelig mangelvare) præsentere det grundlag, Finland skal regeres på i de
næste fire år. Spændet går fra det yderste venstre til en klassisk
konservatisme med rod i bondebevægelsen. Eller med en rimelig oversættelse til
danske forhold: Fra Enhedslisten til Venstre, Danmarks liberale parti.
Kunne man tænke sig et regeringsgrundlag i Danmark byggende på en
lignende alliance?
Mine damer og herrer! Næsten inden ordene er udtalt, går samtalen
op i en spids med navnene Mette og Lars som konkurrenter til
statsministerposten. Og så er den ikke længere, fordi politik nu ikke handler
om ideer, men om personer.
Lars eller Mette?
Det er en feudal, og ikke en demokratisk holdning, der her stikker
næsen frem i dronningeriget Danmark, hvor selveste dronningen er en rest (om
end en elsket) af en svunden tids magthierarki.
Sådan må det for mig gerne forblive i fremtiden, det er staffage,
det gør mennesker lykkelige, og det er uden væsentlig betydning for måden at
regere landet på. Men personpræferencer i stedet for faglige diskussioner er et
fortidslevn, der i de senere år har indtaget den danske, politiske virkelighed.
Mette eller Lars? Sidstnævnte talte på valgnatten smukt om sine
fine ideer og vred dem sådan, at de næsten lød socialdemokratiske. Og som den
ældste, klogeste og mest erfarne skulle det naturligvis være ham, der sad ved
rorpinden.
Men han ku’ ha’ det, for Mette ville ikke lege med ham til højre,
men med dem til venstre.
Stemningen i Folketingssalen mellem partilederne på valgnatten var
forsonlig. Men dagene efter blev i presseomtalen uenighederne personificeret og
kørt op i en spids med de vigtigste emner først, og så var grøftegraveriet i
fuld sving.
Jamen hvad ellers, sådan er det jo bare!
Nix, der findes flere veje til magten.
Den finske model ved regeringsdannelsen, som fra starten virkede
umulig, men som efter nogle få uger lykkedes og skabte glade miner, er rundkredspædagogikmodellen.
Den går i sin rørende enkelhed ud på, at lavere rangerende
partimedlemmer fra de forskellige partier suppleret med kyndige embedsmænd
bliver sat i gang med at finde løsninger på lavere rangerende problemer. Med
disse løsninger i bagagen går man til et højere niveau og så fremdeles, indtil
man kommer til de virkelige knaster, der i dagens Danmark vil handle om økonomien
i grøn omstilling, hvilket er et reelt problem, og indvandring.
Hvis Mette Frederiksen for eksempel ringer til Antti Rinne, også
han socialdemokrat, og spørger, hvor lang tid det tog at løse de sidste,
afgørende problemer og få et par gode råd med på vejen, ville hun få et svar,
som handlede om alt andet end at slå med navne, bruge pressen som våben eller bure
sig inde i et sort tårn.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar