DEN UVURDERLIGE UVIDENHED

Trådløs transmission af morsesignaler var en forløber for radioudsendelser.

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

I demokratiets og ytringsfrihedens navn har alle ret til en mening, og alle har ret til at få den hørt, uanset om den bygger på faktabaserede kundskaber, er grebet ud af luften eller er skabt mod bedre vidende. Ikke alene har man ret til sproglige ytringer, man har også ret til at stemme på den hæderskvinde eller hykler, man finder det opportunt, for at hun bagefter i embeds medfør kan bestemme over en selv og andre, der har stemt på hende – eller på en anden.

Det er ikke tilfældigt, at kravet om ytringsfrihed, som det blev formuleret i Europa og i Amerika for snart 250 år siden, kom til at hænge nøje sammen med retten til oplysning. Hvilket, ideelt set, blev udmøntet i en fri presse med redaktioner, der skulle garantere holdbarheden i det skrevne, og et alment uddannelsessystem.

Det var ikke nok bare at lade fantasien, munden og pennen løbe, den, der ytrede sig, skulle selv være inde i sagerne, subsidiært have tillid til eksperter – hvilket ord, af latinsk proveniens, betyder erfaren og tilkendegiver stor viden inden for et bestemt fagligt område.

Erfaren mand er, som ordsproget siger, god at gæste. Det turde være velkendt, mens ordsproget: Af erfaring bliver man klog, men sjældent rig, måske er mindre udbredt.

For at gå fra det abstrakte og historiske til det konkrete og nutidige, må det være ud fra troen på sandheden i det første ordsprog, at Radio24syv skrev sin ansøgning om at komme til at sende på den udliciterede DAB-kanal, og på denne måde blive en del af oplysningsprojektet i det danske demokrati. Men det var det andet ordsprogs sandhedsindhold, der ramte radiokanalen som en kødhammer i nakken og blev en øjenåbner for dem, der måtte se Radio24syv tabe til Radio Loud.

For den erfaring, Radio24syv havde oparbejdet gennem otte år, talte mindre end fremkastede ideer og løse projekter om tilfældige kollegianers uredigerede snak i et kollegiekøkken eller namedropping med en kapacitet, der end ikke havde deltaget i Louds planlægning.

Sat på spidsen i al sin elendighed fortæller valget af Radio Loud, at kundskab og planlægning og kompetence ses som suspekt og ekspertise som en del af en konspiration.

Virker det ikke lidt for meget som en afglans af amerikanske tilstande, hvor den øverste ledelse brillerer med løgn og uvidenhed, som hos nogle åbenbart står højt i kurs, og modparten ikke betragtes som værdige modstandere, men som deltagere i en heksejagt?

Velkommen til Radio Trump! Her er uvidenhed højt vurderet, eliten lort og dilettanten kejser.

 ANNONCE:

  

 

 

 

KAOS ELLER DYBFROSSET DEMOKRATI

Fuglesamarbejde på højeste niveau.

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

– For almindelige mennesker drejer politik sig om retten til at være med til at bestemme, indledte min nabo.

Jeg havde ikke set ham i flere uger og var så småt begyndt at savne hans vilde påstande om dit og dat. I dag så han ud til at være rigtigt i hopla, så jeg nikkede imødekommende. Men i mit indre var jeg skeptisk, for der lå sikkert noget stærkt provokerende under hans fuldstændigt indlysende påstand.

– Ja, for det er jo derfor, de demonstrerer i Hong Kong, fortsatte han. – Du har vel også hørt om massedemonstrationerne i Chile, Ecuador og Bolivia? I Tjekkiet demonstrerede en kvart million i sommer mod deres egen præsident, hvad gi’r du, en kvart million! Og catalanerne – flere hundrede tusinder på gaden i de seneste dage.

For hvert nyt land, han nævnede, slog han knips med fingeren.

– Og Greta Thunberg og grøn omstilling, forsøgte jeg mig med. Men uden at knipse. – Skolestrejker om fredagen. Jeg ville vise, at jeg ikke var helt tabt bag af en vogn. – Og det hun... Men han afbrød mig med et:

– Selvfølgelig, det ved alle! Men glem endelig ikke Irak, Libanon, Saudi ...

– Nå Saudi! Saudi-Arabien, formoder jeg, afbrød jeg ham lidt irriteret, fordi han havde afbrudt mig lige, da jeg skulle til at fortælle, at Greta Thunbergs projekt ikke bare var lokalt, men så radikalt globalt, at det nærmest forsvandt ud på den anden side af atmosfæren. – Hvad vil de monstro i Saudi-Arabien?

– De protesterer mod en beskatning på et hundrede procent på vandpiberygning på restauranter. I Ecuador blev priserne på benzin næsten  fordoblet.

– Hvor vil du hen? Det her stritter jo ...

– Præcis, præcis, det stritter globalt totalt i alle retninger. Det er jo derfor, jeg siger, at for almindelige mennesker drejer politik sig om retten til at være med til at bestemme! Det fælles er ikke feminisme eller fattige kontra rige eller vandpiberygning eller indvandring eller benzinpriser eller grøn omstilling. Det fælles er protesten for retten til at være med til at bestemme.

– Protesten for! sagde jeg ironisk.

– Netop! De tror på politik, de tror på deres egen stemme. Så går de sammen.

– Og så bliver de mange, fortsatte jeg med skærpet ironisk tonefald.

Men den nuance hørte han åbenbart ikke, for han fortsatte ufortrødent:

– Det er jo lige præcis det, demokrati går ud på. At alle har en stemme, og at den bliver hørt. Og brugt.

– Alle stemmer? I alle retninger? Uden spærregrænser, når der skal vælges parlament, for eksempel? I et proportionalt system?

Han nikkede ivrigt.

– Og Stram kurs i Danmark, som manglede 0,2 procent for at komme i Folketinget?

– Havde de fået dem, var Danmark blevet et bedre sted at være, svarede han roligt.

Jeg måbede.

– Jamen forstår du ikke, fortsatte han endnu ivrigere, – forstår du ikke, at når denne her Rasmus’ synspunkter nyder opbakning, så vil dem, der bakker ham op, også høres.For også deres idéer har ret til at blive prøvet i de store og alvorlige politiske diskussioner i parlamentet, ikke bare på gaden. Det har alle partier. Jo flere, des bedre.

– Jamen kan du ikke se, at så bliver Folketinget uhandlingsdygtigt? Det var et godt ord, syntes jeg og gentog det, nu med udråbstegn: – Uhandlingsdygtigt!

– Tvært imod. I et demokrati er politikere af vidt forskellig observans valgt for at gennemføre deres idéer. Her bliver kaos konstruktivt, fordi politik drejer sig om at skabe orden af kaos. Det er et ansvar, som politikerne påtaget sig over for vælgerne. I et parlament, hvor meningerne stritter i alle retninger, og der skal tre-fire partier til at skabe et flertal, er samarbejde og kompromisser den eneste vej frem, ikkesandt? Intet andet fungerer, det ved selv den mest tungnemme. Her giver man og tager man og finder ud af det. Det kan ofte virke kaotisk, men det er vejen frem.

– Og mikropartierne. Dem, der i dag falder for spærregrænsen, men ville komme ind uden.

– Deres stemme kan så høres i Folketinget af dem, der stemte på dem. Og kommer der ikke noget ud af dét, kan det måske give anledning til, at borgerne, der stemte på dem, må tænke om.

– Jeg tror nu, at jeg foretrækker store partier, sagde jeg. – De er effektive, de kan få noget igennem. Der er ikke så meget snak og pjat.

– Tvært imod, sagde min nabo og så på mig med det blik, som jeg hader mere end noget. – Tænk på Storbritannien med Brexit som det lærerige skrækeksempel, her har de et valgsystem, hvor vinderen tager det hele. Derfor har de ikke lært at finde ud af, hvad et fornuftigt kompromis er, for de store partier tror, at de er store nok til at kunne det hele. Her er demokratiet dybfrosset. Dybfrosset! Hører du efter?

Eller USA, fortsatte han efter en lille pause, – hvor de har et valgsystem af samme skuffe, og de to enerådende partiers politik går ud på at blokere for det andet partis forslag. Ikke at skabe kompromisser og komme videre frem.

– Jamen, sagde jeg snu: Mener du ikke, at små partier blokerer for en fornuftig diskussion? De har måske så mange tossede ideer, som man må bruge al energi på at mane i jorden. Og så er tiden gået, og så er man ikke kommet så meget som ét skridt videre.

– Som med Trump i USA, for eksempel. Som alle elsker at hade så meget, at de hver dag længes efter nye, politiske stunts?

Jeg nikkede ivrigt.

– Men er det ikke folks egen fejl, at de er blevet trumpnarkomaner? Behøver politikere og medier og godtfolk som dig og mig virkelig hele tiden at endevende alle hans galskaber? Det giver en uhørt pr, som han ikke fortjener. Og hvad værre er: Det tager tiden og energien, så hans modstandere aldrig kommer i teten med deres egen politik. Forstår du ikke, at der her er tale om en vanvittig politisk kultur, som fint matcher Trumps egen galskab, næsten råbte han, og idet han vendte sig om for at gå ind til sig selv, sagde han beklagende: – Jeg skal desværre nå et tog, men vi snakkes ved.

Og der stod jeg midt i oktobervejret og skuttede mig, mens en flok drosler hvirvlede op i den rygende blæst. Hvorfra de kom, opfattede jeg ikke. Det så kaotisk ud, inden de uden at støde mod hinanden fortsatte i samme retning. Mon de var på vej mod syd – mod varme og fede regnorme? Mon de undervejs stødte sammen i luften?

Garanteret ikke – lige meget hvor mange og forskellige, de er, støder fugle aldrig sammen.

ANNONCE: