DEN UVURDERLIGE UVIDENHED

Trådløs transmission af morsesignaler var en forløber for radioudsendelser.






Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



I demokratiets og ytringsfrihedens navn har alle ret til en mening, og alle har ret til at få den hørt, uanset om den bygger på faktabaserede kundskaber, er grebet ud af luften eller er skabt mod bedre vidende. Ikke alene har man ret til sproglige ytringer, man har også ret til at stemme på den hæderskvinde eller hykler, man finder det opportunt, for at hun bagefter i embeds medfør kan bestemme over en selv og andre, der har stemt på hende – eller på en anden.
Det er ikke tilfældigt, at kravet om ytringsfrihed, som det blev formuleret i Europa og i Amerika for snart 250 år siden, kom til at hænge nøje sammen med retten til oplysning. Hvilket, ideelt set, blev udmøntet i en fri presse med redaktioner, der skulle garantere holdbarheden i det skrevne, og et alment uddannelsessystem.
Det var ikke nok bare at lade fantasien, munden og pennen løbe, den, der ytrede sig, skulle selv være inde i sagerne, subsidiært have tillid til eksperter – hvilket ord, af latinsk proveniens, betyder erfaren og tilkendegiver stor viden inden for et bestemt fagligt område.
Erfaren mand er, som ordsproget siger, god at gæste. Det turde være velkendt, mens ordsproget: Af erfaring bliver man klog, men sjældent rig, måske er mindre udbredt.
For at gå fra det abstrakte og historiske til det konkrete og nutidige, må det være ud fra troen på sandheden i det første ordsprog, at Radio24syv skrev sin ansøgning om at komme til at sende på den udliciterede DAB-kanal, og på denne måde blive en del af oplysningsprojektet i det danske demokrati. Men det var det andet ordsprogs sandhedsindhold, der ramte radiokanalen som en kødhammer i nakken og blev en øjenåbner for dem, der måtte se Radio24syv tabe til Radio Loud.
For den erfaring, Radio24syv havde oparbejdet gennem otte år, talte mindre end fremkastede ideer og løse projekter om tilfældige kollegianers uredigerede snak i et kollegiekøkken eller namedropping med en kapacitet, der end ikke havde deltaget i Louds planlægning.
Sat på spidsen i al sin elendighed fortæller valget af Radio Loud, at kundskab og planlægning og kompetence ses som suspekt og ekspertise som en del af en konspiration.
Virker det ikke lidt for meget som en afglans af amerikanske tilstande, hvor den øverste ledelse brillerer med løgn og uvidenhed, som hos nogle åbenbart står højt i kurs, og modparten ikke betragtes som værdige modstandere, men som deltagere i en heksejagt?
Velkommen til Radio Trump! Her er uvidenhed højt vurderet, eliten lort og dilettanten kejser.


 ANNONCE:

  


 

 
 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar