HÅNDSKRIFT
















PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Det var i de dage, da røvfuldspædagogikken havde en selvfølgelig plads i den danske folkeskole. Eleverne rejste sig ved deres pult med front mod døren og tav stille, når læreren trådte ind i klassen. Tiltalen havde et obligatorisk hr., fru. eller frøken foran navnet. Da min første klasselærer frøken Petersen giftede sig, forsvandt hun ud af skoleverdenen, for nu var hun jo gift og skulle forsørges af sin mand. At der var tale om en mand var så selvfølgeligt, at tanken om andet end ikke blev tænkt. For hver og en, der satte spørgsmålstegn ved sædelighed og god moral, var uden for det gode selskab, sådan nogen blev der slået hårdt ned på.
Jeg kom til at mindes disse gamle dage, da jeg i går læste Karen Sybergs klumme i Dagbladet Information med overskriften Børn har godt af at skrive i hånden. Den handlede om den forbindelse mellem hånden, der former bogstaver og ord og sætninger, og så tanken, hvilket udgjorde et centralt element i filosofien bag hine tiders undervisning. Jeg er helt enig i synspunktet, at forbindelsen er positiv for indlæringen og ved fx notetagning, hvad Syberg bringer belæg for fra forskning i Tyskland og England. Derimod forringes tilegnelsen markant ved benyttelse af tastatur og skærm, en praksis, man ser på alle trin i dagens skoleverden.
Som lærer på de fleste niveauer har jeg selv altid svoret til tavle og kridt. Jeg benytter gerne lejligheden til at slå et slag for dets anvendelse i undervisningen, også i den såkaldt højere. Det gør jeg med et citat fra romanen Sfinksens datter, personen i fokus er hovedpersonen Amina, og vi ser hende under et seminar i selskab med studerende i molekylærbiologi:

Amina havde altid svoret til kridt, når hun underviste. Det var kreativt at stå foran tavlen og lade tanken føre hånden. Det var inspirerende ikke at vide alt på forhånd, men at skabe mening, mens man analyserede og diskuterede. Det blev måske ikke altid så gennemtænkt som de andres powerpoints. Risikofrie og kedelige. Det var heller ikke altid lige let at læse, når begejstringen over en ny tanke førte hånden hen over tavlen. Men det fængede de studerende som bevis på, at hun satte sig selv på spil og var til stede i et fællesskab med dem. Og det smittede gennem den entusiasme, hun lagde i formler og beregninger.

Jeg vil gætte på, at Karen Syberg, der så vidt jeg ved har undervist på akademisk niveau, har tilsvarende erfaringer.
I indledningen til klummen skriver hun småhumoristisk om dannebrogsflag som belønning for ikke at klatte med fjederpennen, når hun og hendes skolekammerater udfyldte fortrykte linjer med lange rækker af a’er, b’er, c’er osv. Så til slut i klummen efter at have redegjort for fordelene ved at kunne skrive i hånden konkluderer hun:

Så jeg kan altså nu konstatere, at jeg har været så heldig at modtage den allerbedste undervisning på min gammeldags, kadaverdisciplinære kommuneskole. Jeg vidste det bare ikke.

Jeg opponerer mig ikke imod, at undervisningen har været den bedste i forhold til resultatet. Men mener Karen Syberg virkelig, at hensigten helliger midlet?  
I hvert fald synes jeg, at hun kommer ikke så lidt for let om ved beskrivelsen af metoden, som jeg forstår har været det Herman Larsenske skrivesystem.
Denne måde at lære at skrive på fik jeg repeteret grundigt for nogle år siden, da jeg studerede Kamma Laurents og Robert Storm Petersens billedbog Spørge Jørgen (1944) i et bredere perspektiv. Via billedbogens typografi, en lidt fri variant af den Herman Larsenske skrivestil, førtes jeg til Knud Nathansens og Robert Storm Petersens billedbog Oledovenlars (1948). Den handler netop om indøvelse af håndskrift i danske skoler i den periode omkring 1950, da Herman Larsens metode var massivt fremherskende, og både den lille Karen og den lille Asger lærte at skrive.
Og jeg tilstår uden videre, at min næse igen blev fyldt med støv og panden med sved, da jeg i Diamantens lyse haller vendte tilbage til min barndoms skrivetimer. Jeg vil gerne give et indtryk af undervisningen ved at citere fra min bog om drengen, der som et udtryk for samtidens kulturelle praksis fik smæk af sin far. Det handler om det

Herman Larsenske skrivesystem, hvor alt fra elevens holdning til håndens mindste bevægelse blev dirigeret af lærerens kommandoord som klip, frit, nu, tæl, holdt, færdig, stop, løft, væk! Kommandoerne gjaldt hvert bogstavs særlige udformning, der var bestemt af syv elementer: Sidekast, Nedstreg, Venstrekreds, Højrekreds, I-Bue, N-Bue samt Rundingen.
[...]
Indpiskningen af Herman Larsens skrivesystem var skræmmende, bogstaverne tyranniske og tekststykkerne, som man skulle skrive om og om igen, til bogstaverne sad, var meningsløse – fx Aben har fire Hænder. Myren har travlt om Sommeren. Lossen har Haarduske på Ørerne. Og vé det stakkels barn, der ikke holdt takten eller fremstillede sine egne krummelurer og tegninger på det speciallinjerede papir. (Jeg citerer fra Hvorfor? Storm P, Spørge Jørgen og kampen om retten til at stille spørgsmål, Museum Tusculanums Forlag, 2015).

Ovenstående er langt fra en parodisk overdrivelse, det var sådan, det var – eller skulle være, hvad enhver kan overbevise sig om ved at gå til kilderne, som findes i skrivesystemets vejledning og øvehæfter gemt væk i Det Kgl. Biblioteks magasiner.
Målet med undervisningen var uden tvivl en flyvende håndskrift, der ikke flød ud i ulæselige kruseduller. Det er et godt mål med indlysende fordele.
Men der må være andre måder at nå det på vejledt af pædagoger, der ikke er ramt af traumer udsprunget af det Herman Larsenske skrivesystem.
Og så vil jeg da gerne slutte med at sige, at jeg for det meste læser Karen Sybergs klummer i Dagbladet Information med udelt positiv indlevelse. 


ANNONCE:
























Ingen kommentarer:

Send en kommentar