PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Det
var i de dage, da røvfuldspædagogikken havde en selvfølgelig plads i den danske
folkeskole. Eleverne rejste sig ved deres pult med front mod døren og tav
stille, når læreren trådte ind i klassen. Tiltalen havde et obligatorisk hr.,
fru. eller frøken foran navnet. Da min første klasselærer frøken Petersen
giftede sig, forsvandt hun ud af skoleverdenen, for nu var hun jo gift og
skulle forsørges af sin mand. At der var tale om en mand var så selvfølgeligt,
at tanken om andet end ikke blev tænkt. For hver og en, der satte
spørgsmålstegn ved sædelighed og god moral, var uden for det gode selskab,
sådan nogen blev der slået hårdt ned på.
Jeg kom til at mindes disse gamle dage, da jeg i går læste Karen
Sybergs klumme i Dagbladet Information med overskriften Børn har godt
af at skrive i hånden. Den handlede om den forbindelse mellem hånden, der
former bogstaver og ord og sætninger, og så tanken, hvilket udgjorde et
centralt element i filosofien bag hine tiders undervisning. Jeg er helt enig i
synspunktet, at forbindelsen er positiv for indlæringen og ved fx notetagning, hvad
Syberg bringer belæg for fra forskning i Tyskland og England. Derimod forringes
tilegnelsen markant ved benyttelse af tastatur og skærm, en praksis, man ser på
alle trin i dagens skoleverden.
Som lærer på de fleste niveauer har jeg selv altid svoret til tavle
og kridt. Jeg benytter gerne lejligheden til at slå et slag for dets anvendelse
i undervisningen, også i den såkaldt højere. Det gør jeg med et citat fra romanen
Sfinksens datter, personen i fokus er hovedpersonen Amina, og vi ser hende
under et seminar i selskab med studerende i molekylærbiologi:
Amina havde altid svoret til kridt, når hun underviste. Det var
kreativt at stå foran tavlen og lade tanken føre hånden. Det var inspirerende
ikke at vide alt på forhånd, men at skabe mening, mens man analyserede og
diskuterede. Det blev måske ikke altid så gennemtænkt som de andres
powerpoints. Risikofrie og kedelige. Det var heller ikke altid lige let at
læse, når begejstringen over en ny tanke førte hånden hen over tavlen. Men det
fængede de studerende som bevis på, at hun satte sig selv på spil og var til stede
i et fællesskab med dem. Og det smittede gennem den entusiasme, hun lagde i
formler og beregninger.
Jeg vil gætte på, at Karen Syberg, der så vidt jeg ved har
undervist på akademisk niveau, har tilsvarende erfaringer.
I indledningen til klummen skriver hun småhumoristisk om dannebrogsflag
som belønning for ikke at klatte med fjederpennen, når hun og hendes
skolekammerater udfyldte fortrykte linjer med lange rækker af a’er, b’er, c’er
osv. Så til slut i klummen efter at have redegjort for fordelene ved at kunne
skrive i hånden konkluderer hun:
Så jeg kan altså nu
konstatere, at jeg har været så heldig at modtage den allerbedste undervisning
på min gammeldags, kadaverdisciplinære kommuneskole. Jeg vidste det bare ikke.
Jeg opponerer mig ikke imod, at undervisningen har været den bedste i forhold til resultatet. Men mener Karen Syberg virkelig, at hensigten helliger midlet?
I hvert fald synes jeg, at hun kommer ikke så lidt for let om ved
beskrivelsen af metoden, som jeg forstår har været det Herman Larsenske
skrivesystem.
Denne måde at lære at skrive på fik jeg repeteret grundigt for
nogle år siden, da jeg studerede Kamma Laurents og Robert Storm Petersens
billedbog Spørge Jørgen (1944) i et bredere perspektiv. Via billedbogens
typografi, en lidt fri variant af den Herman Larsenske skrivestil, førtes jeg
til Knud Nathansens og Robert Storm Petersens billedbog Oledovenlars
(1948). Den handler netop om indøvelse af håndskrift i danske skoler i den
periode omkring 1950, da Herman Larsens metode var massivt fremherskende, og både
den lille Karen og den lille Asger lærte at skrive.
Og jeg tilstår uden videre, at min næse igen blev fyldt med støv
og panden med sved, da jeg i Diamantens lyse haller vendte tilbage til min
barndoms skrivetimer. Jeg vil gerne give et indtryk af undervisningen ved at
citere fra min bog om drengen, der som et udtryk for samtidens kulturelle
praksis fik smæk af sin far. Det handler om det
Herman Larsenske skrivesystem, hvor alt fra elevens holdning til
håndens mindste bevægelse blev dirigeret af lærerens kommandoord som klip, frit,
nu, tæl, holdt, færdig, stop, løft, væk! Kommandoerne gjaldt hvert bogstavs
særlige udformning, der var bestemt af syv elementer: Sidekast, Nedstreg,
Venstrekreds, Højrekreds, I-Bue, N-Bue samt Rundingen.
[...]
Indpiskningen af Herman Larsens skrivesystem var skræmmende,
bogstaverne tyranniske og tekststykkerne, som man skulle skrive om og om igen,
til bogstaverne sad, var meningsløse – fx Aben har fire Hænder. Myren har
travlt om Sommeren. Lossen har Haarduske på Ørerne. Og vé det stakkels barn,
der ikke holdt takten eller fremstillede sine egne krummelurer og tegninger på
det speciallinjerede papir. (Jeg citerer fra Hvorfor? Storm P, Spørge
Jørgen og kampen om retten til at stille spørgsmål, Museum Tusculanums
Forlag, 2015).
Ovenstående er langt fra en parodisk overdrivelse, det var sådan,
det var – eller skulle være, hvad enhver kan overbevise sig om ved at gå til kilderne,
som findes i skrivesystemets vejledning og øvehæfter gemt væk i Det Kgl.
Biblioteks magasiner.
Målet med undervisningen var uden tvivl en flyvende håndskrift,
der ikke flød ud i ulæselige kruseduller. Det er et godt mål med indlysende
fordele.
Men der må være andre måder at nå det på vejledt af pædagoger, der
ikke er ramt af traumer udsprunget af det Herman Larsenske skrivesystem.
Og så vil jeg da gerne slutte med at sige, at jeg for det meste læser
Karen Sybergs klummer i Dagbladet Information med udelt positiv
indlevelse.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar