 |
| Fuglesamarbejde på højeste niveau. |
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
–
For almindelige mennesker drejer politik sig om retten til at være med til at
bestemme, indledte min nabo.
Jeg havde ikke set ham i flere uger og var så småt begyndt at
savne hans vilde påstande om dit og dat. I dag så han ud til at være rigtigt i
hopla, så jeg nikkede imødekommende. Men i mit indre var jeg skeptisk, for der
lå sikkert noget stærkt provokerende under hans fuldstændigt indlysende
påstand.
– Ja, for det er jo derfor, de demonstrerer i Hong Kong, fortsatte
han. – Du har vel også hørt om massedemonstrationerne i Chile, Ecuador og
Bolivia? I Tjekkiet demonstrerede en kvart million i sommer mod deres egen
præsident, hvad gi’r du, en kvart million! Og catalanerne – flere hundrede
tusinder på gaden i de seneste dage.
For hvert nyt land, han nævnede, slog han knips med fingeren.
– Og Greta Thunberg og grøn omstilling, forsøgte jeg mig med. Men
uden at knipse. – Skolestrejker om fredagen. Jeg ville vise, at jeg ikke var
helt tabt bag af en vogn. – Og det hun... Men han afbrød mig med et:
– Selvfølgelig, det ved alle! Men glem endelig ikke Irak, Libanon, Saudi ...
– Nå Saudi! Saudi-Arabien, formoder jeg, afbrød jeg ham lidt irriteret,
fordi han havde afbrudt mig lige, da jeg skulle til at fortælle, at Greta
Thunbergs projekt ikke bare var lokalt, men så radikalt globalt, at det nærmest
forsvandt ud på den anden side af atmosfæren. – Hvad vil de monstro i Saudi-Arabien?
– De protesterer mod en beskatning på et hundrede procent på
vandpiberygning på restauranter. I Ecuador blev priserne på benzin næsten fordoblet.
– Hvor vil du hen? Det her stritter jo ...
– Præcis, præcis, det stritter globalt totalt i alle retninger.
Det er jo derfor, jeg siger, at for almindelige mennesker drejer politik sig
om retten til at være med til at bestemme! Det fælles er ikke feminisme eller
fattige kontra rige eller vandpiberygning eller indvandring eller benzinpriser
eller grøn omstilling. Det fælles er protesten for retten til at være med til
at bestemme.
– Protesten for! sagde jeg ironisk.
– Netop! De tror på politik, de tror på deres egen stemme. Så går
de sammen.
– Og så bliver de mange, fortsatte jeg med skærpet ironisk
tonefald.
Men den nuance hørte han åbenbart ikke, for han fortsatte ufortrødent:
– Det er jo lige præcis det, demokrati går ud på. At alle har en
stemme, og at den bliver hørt. Og brugt.
– Alle stemmer? I alle retninger? Uden spærregrænser, når der skal
vælges parlament, for eksempel? I et proportionalt system?
Han nikkede ivrigt.
– Og Stram kurs i Danmark, som manglede 0,2 procent for at
komme i Folketinget?
– Havde de fået dem, var Danmark blevet et bedre sted at være,
svarede han roligt.
Jeg måbede.
– Jamen forstår du ikke, fortsatte han endnu ivrigere, – forstår
du ikke, at når denne her Rasmus’ synspunkter nyder opbakning, så vil dem, der
bakker ham op, også høres.For også deres idéer har ret til at blive prøvet i de
store og alvorlige politiske diskussioner i parlamentet, ikke bare på gaden. Det
har alle partier. Jo flere, des bedre.
– Jamen kan du ikke se, at så bliver Folketinget uhandlingsdygtigt?
Det var et godt ord, syntes jeg og gentog det, nu med udråbstegn: –
Uhandlingsdygtigt!
– Tvært imod. I et demokrati er politikere af vidt forskellig
observans valgt for at gennemføre deres idéer. Her bliver kaos konstruktivt, fordi
politik drejer sig om at skabe orden af kaos. Det er et ansvar, som politikerne
påtaget sig over for vælgerne. I et parlament, hvor meningerne stritter i alle
retninger, og der skal tre-fire partier til at skabe et flertal, er samarbejde
og kompromisser den eneste vej frem, ikkesandt? Intet andet fungerer, det ved
selv den mest tungnemme. Her giver man og tager man og finder ud af det. Det
kan ofte virke kaotisk, men det er vejen frem.
– Og mikropartierne. Dem, der i dag falder for spærregrænsen, men
ville komme ind uden.
– Deres stemme kan så høres i Folketinget af dem, der stemte på
dem. Og kommer der ikke noget ud af dét, kan det måske give anledning til, at
borgerne, der stemte på dem, må tænke om.
– Jeg tror nu, at jeg foretrækker store partier, sagde jeg. – De
er effektive, de kan få noget igennem. Der er ikke så meget snak og pjat.
– Tvært imod, sagde min nabo og så på mig med det blik, som jeg
hader mere end noget. – Tænk på Storbritannien med Brexit som det lærerige
skrækeksempel, her har de et valgsystem, hvor vinderen tager det hele. Derfor
har de ikke lært at finde ud af, hvad et fornuftigt kompromis er, for de store
partier tror, at de er store nok til at kunne det hele. Her er demokratiet
dybfrosset. Dybfrosset! Hører du efter?
Eller USA, fortsatte han efter en lille pause, – hvor de har et
valgsystem af samme skuffe, og de to enerådende partiers politik går ud på at
blokere for det andet partis forslag. Ikke at skabe kompromisser og komme
videre frem.
– Jamen, sagde jeg snu: Mener du ikke, at små partier blokerer for
en fornuftig diskussion? De har måske så mange tossede ideer, som man må bruge
al energi på at mane i jorden. Og så er tiden gået, og så er man ikke kommet så
meget som ét skridt videre.
– Som med Trump i USA, for eksempel. Som alle elsker at hade så
meget, at de hver dag længes efter nye, politiske stunts?
Jeg nikkede ivrigt.
– Men er det ikke folks egen fejl, at de er blevet trumpnarkomaner?
Behøver politikere og medier og godtfolk som dig og mig virkelig hele tiden at
endevende alle hans galskaber? Det giver en uhørt pr, som han ikke fortjener.
Og hvad værre er: Det tager tiden og energien, så hans modstandere aldrig
kommer i teten med deres egen politik. Forstår du ikke, at der her er tale om
en vanvittig politisk kultur, som fint matcher Trumps egen galskab, næsten
råbte han, og idet han vendte sig om for at gå ind til sig selv, sagde han
beklagende: – Jeg skal desværre nå et tog, men vi snakkes ved.
Og der stod jeg midt i oktobervejret og skuttede mig, mens en flok
drosler hvirvlede op i den rygende blæst. Hvorfra de kom, opfattede jeg ikke. Det
så kaotisk ud, inden de uden at støde mod hinanden fortsatte i samme retning.
Mon de var på vej mod syd – mod varme og fede regnorme? Mon de undervejs stødte
sammen i luften?
Garanteret ikke – lige meget hvor mange og forskellige, de er,
støder fugle aldrig sammen.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar