PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
I
1976 flyttede jeg til Finland for at tiltræde en stilling som lærer i dansk.
Af den grund anskaffede jeg inden afrejsen blandt andet Ordbog
over det Danske Sprog i syvogtyve tykke og ét tyndt bind. Dertil Peter
Skautrups Det danske Sprogs Historie i fem næsten lige så tykke, men
noget større bind. Politikens Nudansk ordbog bd. I-II ejede jeg i
forvejen tillige med Retskrivningsordbogen med dens forskellige vejledninger.
Til dette kom et udvalg af grammatikker. På denne måde følte jeg, at jeg havde hele
det danske sprog med mig som både redskab og tilflugt.
Jeg kunne bo i det ved at bruge det hver dag og omgive mig med det
som et værn mod identitetstab. Samtidig kunne jeg tjene til føden ved at
undervise i det og udbrede det.
Min bagage gav mig en følelse af tryghed, alt var i sproget, som
det var, det var her, jeg havde hjemme, det var herfra, min verden gik.
Sådan kom sproget medbragt fra Danmark på en måde til at betyde
mere end landet selv med dets sunde og bælter, muldjord og fabrikker, bogtårne,
huse og landeveje. For alting fandtes jo i sproget umiddelbart tilgængeligt i
mit hoved, eller det kunne opsøges i bøger og rettes til ved hjælp af den
sprogskat om sproget, jeg netop har nævnt. Her fandt jeg betydning og stavning
og historie, så jeg aldrig følte mig hverken rådløs eller hjemløs.
Jeg skrev, at jeg tog sproget med mig, som det var. For som
sprogbruger i udlændighed følte jeg mig ikke længere selvskrevet til at bruge det
på nye og sjove måder. I årenes løb har jeg mødt ikke så få danskere i
udlændighed, som synes, at sproglige uregelmæssigheder er deres umistelige
privilegium, hvad der kun fører til ubehjælpsomheder lige fra ordvalg og udtale
til syntaks. Sprog formes og ændres – jeg har nær sagt, at det vil sprog gerne,
men det skal ske med udgangspunktet modersmålstalende sprogbrugere og almindelig
sprogbrug i sprogets moderland.
Begynder fx emigranter fra Danmark, der gerne kommer i flok, at
ændre sproget og skabe egne regler, bliver det af tilrejsende forskere fra
moderlandet registreret som udtryk for kuriøs ubehjælpsomhed og lignende.
Som sprogbruger i udlandet gælder det først af alt om at holde sig
på måtten. Det var jeg godt rustet til, da jeg forlod Danmark, og med tiden er
mulighederne for at holde sproget ikke blot intakt, men også at opdatere det på
sikker grund blevet voldsomt udvidet. Ikke alen kan man på få sekunder hente
alle slags værker om sprog på nettet, man kan også google på sprogbrug i korpusDK
eller ved en enkel googlesøgning få klarhed over, om et udtryk er accepteret af
andre sprogbrugere og dermed acceptabelt.
For eksempel undersøgte jeg netop forekomsten af udtrykket at holde
sig på sprogmåtten, som jeg for nogle øjeblikke siden havde lyst til at
anvende, men uden at få et eneste hit. Så jeg slettede sprog foran måtte
med den motivering, at det nok i virkeligheden lød mere privat og fjollet end
genialt og rammende. – Nå, nu har jeg brugt ordet, nu findes det på nettet og
venter på, at andre finder det, finder det godt og eventuelt bruger det.
At værne om det danske sprog som system og i udvikling burde være en
lyst for enhver bruger af dansk. For mig udgør sproget en måske uforholdsmæssig stor del af min
identitet, for andre kan det udgøre en mindre. For dem, der tilskyndet af blandt
andet Dansk Folkeparti var med til at flytte vogteren af det danske sprog, Dansk sprognævn, fra hovedstaden, hvor det
bruges mest mangfoldigt, til en lille provinsby på Fyn, må arbejdet med udviklingen
og registreringen af dansk være i nærheden af ligegyldig.
For vi har det jo, sproget. Det er skriftfæstet og på plads, synes
tankegangen bag udflytningen at være. Det lyder besnærende, for så vidt sprog ikke
var i udvikling. Men det er det jo, hele tiden, og det bliver sprogbrugerne inklusive
de bevilgende myndigheder nødt til at være opmærksomme på, for at vi skal kunne
forstå hinanden. - Et paradeeksempel: bjørnetjeneste havde indtil 1988
udelukkende betydningen en velment, men uheldigt udført hjælp. I dag
forbinder især unge sprogbrugere det med en stor tjeneste. Et dyk i
sproghistorien vil vise talløse ændringer i ords betydning, i morfologi,
syntaks med mere.
Dansk sprog skal ikke blot registreres, det skal også formidles, i
dag til mennesker med de forskelligste tungemål, som har taget ophold i Danmark.
Det var ikke tilfældet i 1976, da var formidling af dansk til ikke-danskere i
det store og hele forbeholdt universitetsundervisning ved udenlandske
universiteter.
At adgangen til dansk og behovet for dansk er øget voldsomt siden
1976 er godtgjort med ovenstående. Men det er ikke nok med det allerede opnåede.
Hvis dansk ikke skal miste terræn, udsættes for domænetab, må det holdes ikke
blot i form, men toptunes og gerne erobre nye områder. Sker det ikke, dør det
hen og ender som det almuesprog, det var dengang, da danske konger knap nok
kunne ét dansk ord, men talte tysk eller fransk.
Der skal fx udvikles sprogteknologi og oprettes databaser, der kan
kommunikere med andre databaser, som fremtidens robotter kan trække på. Det får
betydning for frembringelse af tekst og oversættelser, der kan indgå i
produktion af viden og i de forskelligste apparater og maskiner. Et eksempel er
robotter i ældreplejen. Lærer de ikke dansk, vil de ældre blive tvunget til at tale
fx engelsk med dem. Perspektivet er svimlende.
Alt sådan noget var utænkeligt, da jeg i midten af halvfjerdserne pakkede
Ordbog over det Danske Sprog og andre vigtige værker ned i papkasser for
at sende dem med fragtmand til Finland. Alle syvogtyve bind står trods diverse
flytninger stadig inden for to skridts rækkevidde, men i dag når alle ordene mig
via nettet helt uden, at jeg behøver at forlade min plads bag computeren. Jeg har
ikke planer om at give de fysiske bøger fra mig, men hvis jeg i dag i den samme
alder, som jeg havde dengang, skulle flytte til Finland, ville jeg garanteret
have stillet mig tilfreds med den digitale udgave.
Som underviser i dansk sprog har jeg aldrig set det som mit job at
være på forkant med sproget. Jeg har bare skullet kunne det. Dansk sprognævn
skal begge dele. I dag skal de gøre det fra Bogense med et skrumpende budget.
Skam over dem, der har taget den beslutning. De har nærmest sprogforvist
sig selv.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar