SKINKTRÖTT OG LAVABRÄND






Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


– Är du skinktrött? spurgte min finske nabo. Han var lige krøbet ud af sin tøndesauna med et håndklæde om livet og trætøfler på fødderne.
Jeg studsede et øjeblik over både hans hudfarve og ordet skinktrött, hvis (sagt i forbifarten) forled skinke uden tvivl skulle henvise til juleskinken, der som bekendt er finnernes julegås, juleflæskesteg og juleand i ét. Angående hudfarven var den sidste saunabader jeg så med så dybrød en farve en gammel ven, der var midt i en skilsmisse. Det var naboen åbenbart ikke, for bag ham kravlede hans kone ud, om muligt endnu mere rød end gemalen, og plaskede ned i deres swimmingpool, der trods årstiden var uden is.  
Skinktrött? Jeg smagte på ordet. – Næ, du. Og jeg lider heller ikke af skinkeskam.
Han nikkede og kløede sig i de grå hår på brystet. – I morgen skal min kone smygflyga til Stockholm. Han så sig forsigtigt over skulderen mod poolen,
Smygflyga? Jeg forstod ikke helt ordet.
– Det indgår i Greta-effekten, at hun ikke vil være ved sine flyrejser. Derfor skal jeg få alle til at tro, at hun tager toget, så jeg kan tågskryta med hende.
Jeg nikkede og så diskret i en anden retning end poolen, hvor nabokonen var ved at kravle op. Alligevel kunne jeg ikke undgå at se hendes balder. De var, hvad jeg med en blanding af finsk og af finlandssvensk dialekt ville kalde lavabrända.
I et forsøg på at tænke på noget andet end hendes dybrøde bagdel spurgte jeg dumt – og noget uhøfligt, hvad hun mon skulle i Stockholm?
– Til lunch med gamle veninder. Og som CO2-kompensation for rejsen bliver det på en restaurant, hvor de kun serverer växtbaserat kött.
Jeg rystede på hovedet, nikkede farvel og var et øjeblik glad for, at jeg ikke var på vej mod Sverige, hvor man åbenbart – både i sprog og virkelighed – var ved at lægge an til det rene klimatdiktatur – et ord, som jeg for nogle dage siden hørte i svensk tv, men som jeg gerne ville have overhørt i betydningen været døv for.
Men nu havde jeg altså hørt ordet og en del andre med tilknytning til klimaet, som i nydelig oversættelse snart vil indgå i det danske sprog som skinketræt, smugflyve, Greta-effekten, togprale, plantebaseret kød, CO2-kompensering og klimadiktatur. Helt på samme måde som et væld af andre svenske ord, der har fået indfødsret i dansk.
Ikke nær så mange ord er gået den anden vej. Hvorfor mon?
Skulle det virkelig være, fordi svenskerne er mere fremme i skoene end danskerne?
Jeg nægter at tro det!!



ANNONCE: 


 
 
 





DE ÄLDRES RÅD

Sløret billede af skarpe debattører

 Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Det er slut med De ældres råd.
Eller De äldres råd for at benytte det sprog, svensk, som rådsmedlemmerne har brugt i den finlandssvenske radio om mandagen efter radionyhederne i snart sagt umindelige tider.
Hver af de fire deltagere er store personligheder. Alligevel ser jeg ingen grund til at nævne dem ved navn. For det er ikke individerne som sådanne, der har gjort programmet til et af radiokanalens mest interessevækkende og vedkommende. Det er forskellene imellem dem på bl.a. en politisk højre-venstreskala og den måde, de håndterer forskellene på i en aldrig ophørende dialog om de mest forskellige emner inden for især politik og kultur.
De ældres vigtigste bidrag her er ikke blot deres omfattende almenviden, for de følger levende med i stort og småt i den finske nation og i verden som sådan. Det vigtigste er sammensmeltningen af dette med et historisk perspektiv, der indbefatter selvoplevet virkelighed og belæsthed om den både lidt fjernere og meget fjernere fortid.
Aktualiteter set i et dybt og bredt perspektiv er ikke hverdagskost. Og bliver det endnu mindre nu, da de ældre efter eget ønske trækker sig tilbage.
De dyrker en bramfri udtryksform, men med den vigtige begrænsning, at de skal være i stue sammen også den følgende mandag. På den måde udgør de et ideal for det samfund og den verden, som er dagens: Vi er sammen. Vi skal leve sammen. Vi kan slet ikke slippe for det. Lige meget hvor forskellige vi er.
Derfor er tolerance med hinandens synspunkter noget af nerven i de ældres frit bølgende samtale. Jeg forestiller mig, at det er gået omtrent sådan til i 1700-tallets klubber og kaffehuse, der var fora for datidens frie samtale. Her skabtes den borgerlige offentlighed, som efter smertefulde fødsler og mange tilbageslag udviklede sig til dagens samfund med fri meningsudveksling, respekt for anderledes tænkende og for de rettigheder, som mennesker har alene af den grund, at de er mennesker. – At alt kan blive meget bedre er jeg klar over. Men i et sammenlignende perspektiv med den gang virker dagens samfund næsten perfekt.
Jeg har hørt de ældres råd kritiseret for, at deltagerne er forvirrede oldinge, der snakker i munden på hinanden. Fraset det aldersracistiske aspekt, som der ikke er grund til at hæfte sig ved, så er der grund til at gøre opmærksom på, at diskussioner drevet af sand entusiasme somme tider kan løbe af sporet. Jeg tager det som et udtryk for, at der i enhver oprigtig diskussion kan forekomme lidt ævl. Det, som tæller, er guldkornene. Og de er så mange flere.
Modsigelsesløs speedsnak er ikke de ældres udtryksform. I deres muntert-humoristiske samtale prøver de sig frem for at komme så nær som muligt til det, jeg med en patos, som de ældre ikke dyrker, vover at kalde sandheden.
Der er grund til at savne dem.


ANNONCE: