Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
For at undgå coronasmitten er min finske nabos og mine næsten
daglige samtaler over hækken til min store glæde fuldstændig ophørt. Når jeg
går til postkassen for at hente dagens avis iført grønt mundbind og blå
gummihandsker forsøger jeg at forstærke hans smittefrygt yderligere ved at slæbe
fødderne efter mig i håb om at ligne en, der er dødeligt ramt af den
smittefarlige sygdom.
Men ak, kun i
nogle dage er jeg sluppet for hans uovervejede overvejelser, elendige råd og
vanvittige påstande. Årsagen til ophøret er hans opdagelse af, at jeg har WhatsApp
på min telefon.
Nu ringer
den, jeg svarer automatisk uden at tænke mig om, og der står han i egen
selvgode person i noget, der ligner et klædeskab.
– Og det skete
i de dage i Wuhanprovinsen, begynder han med en røst, som stod han i
Peterskirken og talte til et stopfyldt kirkerum, – at to virusvarianter
blandede arvemasse i en flagermus, som blev spist af en slange og endte på en
kinesers middagsbord.
Jeg sætter
min mest afvisende mine op, så han skifter straks emne – i hvert fald tilsyneladende.
– I dagens
situation må vi gøre noget hver især: i stedet for at føle os ensomme, når vi
er alene, må vi lære at være alene uden at føle os ensomme. Det er det nye
fællesskab.
– Ok, siger
jeg temmelig forbløffet over denne moralfilosofiske belæring fra hans side. Tydeligvis
opmuntret af mit ok fortsætter han med løftet pegefinger:
– I tider som
disse er det både tankeløst og hensynsløst ikke at vise samfundssind. Det er
ikke bare en national, det er den nye globale udfordring. Koordination er det
nye nøgleord for at praktisere den solidaritet, verden venter på.
– Jeg er vist
ikke rigtig med, siger jeg. Er samfundssind, som du siger, og solidaritet, som
du også siger, det samme? Taler du ikke som en lidt forvirret politiker?
– Jeg kender
forskellen mellem liberalisters og kommunisters ordvalg, afbryder han mig. –
Men det er småtterier, nu menneskeheden GLOBALT SET er truet. Vi er, forstår du,
i samme båd, og i den båd har vi mere end nogensinde i menneskehedens historie brug
for en læge.
– En læge??
– Nå ja,
eller et sundhedssystem. Et globalt sundhedssystem, der trækker på samme hammel:
udveksler informationer, samordner forskning, uddeler medicin, plejer syge og
byder de helbredte velkommen tilbage med skånejobs.
– Javel, siger
jeg, det lyder som noget af en foranstaltning. En ændring af menneskehedens
globale grundindstilling med andre ord. Familiebåden og nationens båd kan jeg
se frem for mig. Men en global båd?
– Præcis, siger
han og lyser op. – Jeg er glad for, at du er på vej til at forstå mig. Vor
runde, fortvivlede klode er netop sådan en global båd. Og for at fortsætte min
tankegang, så er det i min optik klart, at der ikke bare er tale om at have den
generelle folkesundhed for øje, der skal vises særlige hensyn til verdens mest sårbare.
Dét er
udgangspunktet.
I et forsøg
på at få orden i hans rodede tankegang nikker jeg frem for mig, hvad han åbenbart
tager som en opfordring til at fortsætte.
– Ja, og de
sårbare er jo ikke først og fremmest de halvgamle som os to. Han griner og dasker
sig selv på skulderen, som om det havde været min skulder, – det er først og
fremmest børnene, der er i centrum.
Jeg siger
ingenting. Hvor er hans pointe?
– Når børnene
kommer ud af deres coronakarantæne, hvor de lige nu sidder og udfører digital læringsboksning
med kammerater og undervisere, står vi foran en radikal fornyelse af
undervisningssystemet. Skoleundervisningen i bygninger med klasselokaler skal
drosles ned til fordel for skærmundervisning i det virtuelle rum.
– Jeg er vist
ikke rigtig med.
– Jamen kan
du ikke se, at vi netop nu er inde i det største pædagogiske eksperiment
nogensinde? Tænk på, at alle børn lige nu er sendt hjem med hver sin skærm. Og
på, at hjemme hos sig selv sidder deres lærere og servicerer dem. Og på, at i
det omfang, lærerne ikke kan gøre det – og det omfang vokse efterhånden, bliver
der udviklet heldækkende læringsprogrammer, der underviser og tester børnene og
efter et splitsekund fortæller dem, om de har svaret rigtigt eller forkert på de
opgaver, som de klogeste hoveder – meget klogere end deres egen lærere, har arbejdet
frem.
Kan du ikke se
det for dig, fortsætter han med rivende hast: – Børnene sidder hver for sig
uden at være alene og kan arbejde og samarbejde på alle tider af døgnet. Tænk
på, hvad vi sparer af transport og bygninger og spildtid. Det her er
samfundsnytte, der vil noget.
– Jo, siger
jeg, jeg kan se det for mig, men det tager nok lidt tid, inden det er
gennemført. Måske på den anden side af evigheden.
– Ikke hvis
der kraftigt investeres i computere og skærme og programmer. Dét er det nye mål
for de kloge investorer, der vil løfte aktiemarkedet og skabe en gylden fremtid
på børserne.
Jeg skal lige
til at råbe et ironisk halleluja, men tager mig i det. I stedet nikker
jeg et høfligt farvel med en alvorlig mine, trykker på off og sender min
egen trosbekendelse angående skolens to grundpiller en venlig tanke:
Den ene er at
lære børnene at passe tiden.
Den anden er
at lære børnene at omgås mennesker af forskelligste slags.
Alt det
andet, fra Luthers Lille Katekismus til atomteori, økologi og klimaforandringer
har deres afgrænsede tid i skolens og menneskehedens historie, og det skal børnene
nok lære og få nytte af, hvis bare fællesskabet er i topform. Og det er
det kun, hvis de lærer at være sammen og at passe tiden.
Men at dette
fællesskab skal kunne fremmes ved, at det digitale fællesskab erstatter det
fysiske, – det kan jeg ikke få ind i mit
hoved. De stærke vil klare sig, det gør de altid, mens de svage vil få tæsk, og
uligheden øge.
Her er min
nabo som så ofte før ude, hvor han ikke kan bunde. Og det er det, der gør mig
så træt af ham. Han skaber flere problemer, end han løser, og sætter fluer i
hovedet på mig med sit tankespind.
Jeg folder
dagens avis ud, men får straks den tanke, at postbuddet måske er smittet. Jeg skynder
mig ud i køkkenet og vasker hænder, fortryder det, vasker omhyggeligt vasken af
med en svamp, som jeg tager med ud på badeværelset, hvor jeg vasker både den og
hænder, hvorefter jeg tørrer hænderne med en papirserviet.
Så tager jeg mine
gummihandsker på for på den måde at slippe for at vaske avisen og kan endelig
sætte mig til rette for i fred og ro at læse gårsdagens nyheder, som for en
stor del er en opfordring til at være alene i fællesskabet uden at føle sig
ensom.
ANNONCE:
