EUFORI

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

MGP

Det var slet ikke ”I wanna fuck you”, han råbte, og det var absolut ikke noget, den hollandske studievært, sangerinden Mandy Huydts, skulle tage personligt.

Næ, Tim Schou fra ”A Friend in London” råbte såmænd bare ”I wanna fuck you Europe”, da gruppen ved melodigrandprixet nu i lørdags scorede 12 point fra Holland. I hvert fald ifølge Ekstrabladets netudgave.

En gammel vissenpind kan let forfalde til at kalde netop den måde  at artikulere sig på for vulgær og et udtryk for infantil omnipotens. Hvilket turde være ment stærkt nedsættende. Men mon det ikke slet og ret i Tim Schous mund var en ytring, der viste en feststemt mands henrykkelse og taknemmelighed over påskønnelsen.

På den måde ligner udtrykket det stadig gangbare ”Hold da kæft, mand”, som slet ikke behøver at være en opfordring til en mandsperson om at klappe i.

VM I ISHOCKEY

Feststemning var der sandelig også i Finland forgangen nat, da det finske ishockeylandshold, kaldet Løverne, besejrede Sverige med 6-1 og dermed blev verdensmestre. Sidste gang Finland blev det var i 1995.

Jeg havde så småt overvejet at tilbringe aftenen på et mere folkeligt værtshus i det centrale Helsingfors og på et tidspunkt løfte min Fanta og råbe ”Heja Sverige, friskt humör, spola kröken susen gör”. Hermed havde jeg ikke blot tilkendegivet min sympati for Sverige, men samtidig gjort opmærksom på, at sand glæde kommer af ikke at drikke alkohol.

Det blev ved tanken. Provokationen kunne have kostet mig liv og førlighed.

Sådan tænkte jeg i hvert fald før kampen og blev hjemme foran fjernsynet. Men havde jeg råbt det samme hen imod kampens slutning, da Finland øgede til 4-1 til 5-1 og til den helt eventyrlige gang bøllebank 6-1, kunne udfaldet måske være blevet et helt andet. Måske var jeg så som en anden landsbytosse, der hyldede et land på knæ, blevet trøstet med gratis øl og finske skulderklap.

De danske netaviser skrev naturligvis ingenting lige efter kampen. Vi fik jo bank af Finland og tabte snart efter interessen.

Den svenske avis Expressen havde overskriften ”PERKELE!”, hvilket er et grimt bandeord på finsk.

Aftonbladet i Sverige talte om nedslagtning.

Det finlandssvenske Hufvudstadsbladet udråbte de finske løver til at være ”BÄST I VÄRLDEN!”, hvilket p.t. ikke turde være en overdrivelse.

Og Helsingin Sanomat, Nordens største dagblad, fejrede sejren med at citere Finlands VM-slagsang fra 1995, ”Den glider in”, da landet sidst fik guldmedalje i ishockey.

KRITISK JOURNALISTIK

Den stærke oprømthed, som kikkelyttere rundt om i Norden og i Europa i de sidste dage har kunnet opleve på forskellige nationers vegne, var også til stede, da Sandfinlænderne fejrede sejren efter valget i Finland for præcis en måned siden. Partiet fik næsten 20 pct. af de afgivne stemmer. En sejr, der også var udtryk for en stærk nationalt bundet holdning med det finske sprog og en stærkt konservativ kulturopfattelse som fællesnævner.

Sejren har givet anledning til en del eftertanke, bl.a. har det førnævnte Hufvudstadsbladet indledt en serie artikler, der i et bredt perspektiv gransker forudsætningerne for de fremmedfjendske Sandfinlænderes succes. At det sker delvis i de finlandssvenske læseres egen interesse er givet, idet en del sandfinlændere mener, at svensk er et sprog, der slet ikke bør tales offentligt i Finland. – Dette set på baggrund af, at der har været talt svensk i Finland i mindst 800 år.

Hufvudstadsbladet har siden valget givet prøver på kritisk journalistik på højt niveau, og tak for det.

I det følgende tager jeg udgangspunkt i en artikel i søndagens udgave, hvor fremmedfjendske partier med repræsentanter i de nationale parlamenter indenfor EU samt i Schweiz og i Norge granskes. Udgangspunktet er, at fremmedfjendskhed af den type, som florerer nu, først voksede frem omkring femogtyve år efter afslutningen af Anden Verdenskrig med nazisternes forfølgelse af jøder og andre etniske minoriteter.

EN UTILSTEDELIG FORENKLING?

Da jeg læste artiklen, kunne jeg ikke bare mig for at tænke: Mon ikke det her kan koges ned til et enkelt tal, som i lighed med de førnævnte konkurrencer så kan ryge op på pointtavlen og i et blink fortælle om stillingen i europæiske nationalisters parlamentariske kamp mod etniske minoriteter.

 Jeg adderede kort sagt de nævnte fremmedfjendske partiers procentandel i de nationale parlamenter og dividerede med parlamenternes antal.

Fremgangsmåden er naturligvis kritisabel ud fra mange synsvinkler. Det gode ved den er, at den giver et resultat, der kan efterprøves på flere forskellige tidspunkter frem og tilbage i historien.

De deltagende lande er Belgien med 7,8 pct., Bulgarien med 9,4 pct., Danmark med 13,8 pct., Finland med 19 pct., Frankrig med 1,2 pct., Grækenland med 5,6 pct., Italien med 7,5 pct., Letland med 2 pct., Nederlandene med 15,5 pct., Norge med 22,9 pct., Schweiz med 21 pct., Slovakiet med 5,1 pct., Slovenien med 5,4 pct., Sverige med 5,7 pct., Ungarn med 16,7 pct. og Østrig med 26,2 pct.  Og op på lystavlen ryger resultatet:

                                     11,55

(Det bemærkes, at fremmedfjendskhed findes udtalt i fx Polen og Tyskland. Ligeledes at tallet for fx Frankrig må betragtes som lavt set i forhold til den opbakning, Front National nyder.)

I betragtning af, at udgangspunktet som sagt var 0, og at udviklingen mod fremmedfjendskhed først rigtig begyndte i halvfjerdserne, er 11,55 et tal, der måske kan mane til en del eftertanke.

Fx også i Danmark, hvor den kritiske journalistik stort set er afgået ved døden.

ANNONCE: