SMÆK OG BØRNEKONVENTION

 

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Jørgens far gav Jørgen nogle velfortjente smæk i billedbogen Spørge Jørgen fra 1944 om drengen, der spurgte for meget. Bogen regnes for Danmarks mest udbredte billedbog, så der er god grund til at tro, at smæk var konventionel visdom og en del af dansk kultur i hine tider.

Bogen om den nysgerrige dreng er blevet elsket af både børn og voksne, og med god grund. Den voksne elskede teksten som et udtryk for retfærdig straf. Barnet elskede den på grund af billederne, der viser et sundt og frisk barn med fantasi, kreativitet, nysgerrighed og et ukueligt gåpåmod.

Teksten af Kamma Laurents er på den voksnes side, mens billederne af Robert Storm Petersen uden forbehold er på barnets. Dette og meget andet angående billedbogen og dens kontekst i såvel Storm P.s liv og billedverden, i Kamma Laurents’ og i samtidens pædagogik og historie kan man læse meget mere om i Hvorfor? Storm P., Spørge Jørgen og kampen om retten til at stille spørgsmål (2015).

I bogen har jeg nogle afsnit om vold mod børn. Dem fik jeg under et interview på Bokkalaset 2019 i Ekenäs lejlighed til at hente nogle facts fra. Spørgsmålet drejede sig om om, hvordan forholdet mellem børn og voksne har udviklet sig i min egen levetid, der er næsten lige så lang som bogen om Jørgen er gammel. En del af mit svar var, at man var gået fra generationskamp med slag og skældud til gensidighed og samarbejde. Og at alle spørgsmål er legitime og kræver svar.

Nogle årstal kan illustrere den vold mod børn, som i 1900-tallet har været lovlig:

– Husbonds revselsesret over for piger under 16 år afskaffes i 1921.

– Mestre må prygle lærlinge til 1937.

– Skolebørn må fra 1967 ikke længere revses legemligt.

– Forældres ret til at slå deres børn afskaffes i 1997.

Jeg kender ikke den tilsvarende finske lovgivning, og ingen i publikum gjorde det. Heller ikke danskere kender normalt den danske lovgivning angående voksnes ret til at slå børn.

FN’s Børnekonvention fyldte forgangen uge 30 år. Den fastslår, at alle børn i verden har de samme rettigheder, bl.a. ret til beskyttelse, til at lege, til at gå i skole, til at få mad, til at blive hørt og til ikke at blive slået.

I 1991 blev Børnekonventionen ratificeret i Danmark, men Danmark halter efter for eksempel Finland, hvor loven er skrevet ind i den finske lovgivning. Det er den ikke i den danske. Det enkle spørgsmål, som Jørgen kunne have stillet, er:

HVORFOR?

ANNONCE:

 

 

 

 

MINSKYMOMENTET

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Al tale om klimaets tipping point indgyder alvor. Vender Golfstrømmen, og går afsmeltningen i Arktis ind i en irreversibel fase, betyder det totalt ændrede temperaturforhold for eksempel langs Norges lange Atlanterhavskyst, og en så høj vandstand over Amagers sølle diger, at Kastrup lufthavn forvandles til en landingsplads for vandflyvere.

 Jeg  fik for nogle dage siden en demonstration af både legen og alvoren i netop fænomenet tipping point. Det var en bekendt klimaaktivist, der stod for den. En stol blev stillet frem, og et let tryk på rygstødet løftede dens forreste ben. Da trykket forsvandt, indtog den sin foregående position.

– Når trykket ikke bliver for stærkt, finder både stol og natur tilbage til sit vanlige ståsted, sagde kvinden, som stod for demonstrationen.

Hun vippede igen stolen, nu lidt dristigere, slap, og igen faldt den ned på de forreste ben.

Den tredje gang pressede hun stoleryggen så langt tilbage, at stolen i et kort sekund balancerede uden at falde. Trods gentagne forsøg fandt hun ikke en varig balance for den. Så, med et smil og efter et helt ubetydeligt skub, trak hun hånden til sig, og stolen væltede bagover.

– Det er som at skyde verdens sidste næsehorn, sagde hun og børstede hænderne af mod hinanden, efter at hun igen havde stillet stolen på højkant. – Men næsehornet kommer aldrig tilbage.

Jeg fik nogle dage efter denne lille demonstration den samme følelse af indsigt, da jeg havde læst en bagsideleder i Dagbladet Information.

Det var begrebet Minskymomentet, jeg blev fascineret af.

Lederens tema var ophøret af lånefinansiering af fossile energiprojekter. I front herfor står Den Europæiske Investeringsbank, der omtales som verdens største offentlige finansinstitution. I stedet for i fossil energi skal der investeres i bæredygtighed og i tiltag, der kan stabilisere klimaet. Lederen opregnede desuden en lang række store spillere på investeringsmarkedet, som trækker i samme retning, og som herved er med til at vælte økonomien for stenkul, olie, tjæresand og andre fossile produkter.

Her kom jeg til at tænke på det netop omtalte tipping point. Men så lærte jeg et nyt begreb: Minskymomentet. Det er en term fra økonomien og beskriver det øjeblik, da det såkaldte marked, der som bekendt styres af en samling nervøse kællinger, gribes af panik.

Fremtrædende bankfolk i England og Frankrig har, stadig iflg. lederen i Information, advaret om, at dette moment kan indebære en destabilisering af hele det globale finansielle system.

Jeg forstår processen mod Minskymomentet både som en gåsegang, hvor den forreste gås bestemmer retningen, og som et lemmingtog, hvor alle myldrer af sted mod afgrunden.

Eller hvorfor ikke, for at komme bort fra disse dyremetaforer, simpelthen tænke på 1920-ernes store børskrak, hvis sammenhæng med Anden Verdenskrig er uomtvistelig. Ikke så lidt af en mavepuster for alle, der lever med et stille håb om, at den nødvendige kursændring er stærkt på vej og uden problemer kun fører godt med sig.

Vi må kort sagt forberede os på, at alt ikke alene  bliver anderledes, men også meget svært.

ANNONCE:      

                  

 

 

PILFINGEREN I KONTROLTÅRNET

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

– Det er egentlig ikke på grund af hans løse fingre, begyndte min nabo.

– Hvem? Hvad mener du? svarede jeg. Jeg stod godt tildækket af min gamle poncho fra et amerikansk overskudslager og var næsten færdig med at lappe forhjulet på min cykel. Mine fingre var valne og stive i novemberregnen. Havde vejret været normalt for årstiden, ville de have været stivfrosne – eller rettere: jeg havde ikke lappet cyklen før til foråret, for man skal være mere tosset end selv en dansker har lov til at være i Finland for at sætte liv og helbred på spil på isglatte veje. Hvad der for resten har været ret svært i de sidste vintre, hvor det har regnet mere end sneet.

– Jeg mener ham, du godt ved, svarede min nabo og afbrød mine tanker om regn og kulde i vinterhalvåret.

– Nåe, sagde jeg og ledte efter en undskyldning, så jeg i en fart kunne komme ind og derved slippe for at lægge øre til det sludder, der sikkert om lidt ville vælte ud af munden på ham. Men jeg fandt ingen undskyldning. Så jeg trak hænderne ind under ponchoen og forsøgte at gnide dem tørre mod min lodne sweater. Den var dejlig at røre ved, men uld tager som bekendt ikke mod væde.

– Altså jeg hentyder ikke til den der velkendte grab them by their piiib–udtalelse, sagde han og forsøgte at imitere et amerikansk fjernsynsprogram, hvor såkaldte obskøne ord blev erstattet af en kort hyletone. – Løse hænder og kløen i fingrene har ethvert ordentligt mandfolk engang imellem. Og det er som bekendt ikke bare deres fejl, at de havner de forkerte steder, kvinder har sgu da også en slags ansvar.

– Nåe, gentog jeg og stak hurtigt mine egne hænder ud af ponchoens ærmegab. Demonstrativt slog jeg spidserne mod hinanden for at få liv i dem, inden jeg pressede det sidste af dækket under kanten af fælgen, skruede ventilgummiet fast og pumpede slangen op. Made in China, havde jeg set, at der stod på den.

– Næ du, det er ikke sexaben, jeg tænker på. Det er heller ikke først og fremmest det, at han sidder i det der hvide hus med en masse røde knapper og opfører sig like a 12–year–old boy in an air traffic control tower, som en eller anden har skrevet.

– Nåe, sagde jeg for tredje gang og indså, at jeg ikke slap væk, med mindre jeg ville virke uhøflig.

– Det farlige er alt det hykleri, han nyder godt af og bogstaveligt talt overlever på.

– Det var som! udbrød jeg. Men da jeg ikke vidste, hvad det var som, holdt jeg inde og fortrød, at jeg ikke for fjerde gang bare havde sagt nåe.

– Nemlig. Tag for eksempel ham der – hvad hedder han nu, IS-kaliffen, der blev aflivet.

– Abu Bakr al-Baghdadi, indflettede jeg.

– Ja, sådan noget lignende. Han var helt sikkert en forbryder ud over det almindelige med meget forfærdeligt på samvittigheden. Men var han i grunden ikke også en latterlig stakkel, der ikke havde magt, som han havde agt?

– Hvad mener du?

– At al hans ondskab ikke kom videre end til enkeltpersoner og sådan – altså, jeg vil jo ikke forklejne ham og hans hjælpere.

– Det synes jeg virkelig heller ikke, at du skal, sagde jeg bestemt.

– Næ, nej, men alligevel, det jeg mener er, at han aldrig har været en trussel mod verdensfreden og menneskeheden og alt det der. Som en af ørkenens sønner levede og døde han i sin ørken. Totalt opblæst.

– Ok, men hvor vil du egentlig hen?

– Jeg vil præcis derhen, hvor – . Min nabo så usikker hen mod sin bil, som han egentlig havde været på vej hen til.

– Jo, forstår du, fortsatte han lavmælt, – jeg så i aftes et program i tv, hvor kloge folk sad og glædede sig over ham kaliffens død, og at det var godt, at Trump havde aflivet ham, så at sige, og at verden nu var et bedre sted. Men det er jo ikke andet end løgn og forbandet hykleri. Og det ved de godt. Det er ikke kaliffen, der var en fare for verdensfred og klimaforandringer, det er ikke ham, der sidder med atombomber og løse fingre og handelskrige, han tænder og slukker for, som om han sad ved kontrolpanelet til en elektrisk togbane i legeværelset. Det, han gør, kommer til at gøre mere ondt på flere mennesker, end kaliffen nogensinde havde kunnet drømme om. Det er jo ...

Jeg løftede hånden med cykelpumpen. Den er sort og ligner lidt en politistav. Han så forskrækket på mig og holdt inde.

– Her skal der ikke aflives flere, hverken i ord eller i handling, sagde jeg oprigtig fortørnet. Vi lever i et retssamfund. Med lov og dom.

– Du har ret, sagde han. – Lad os bare vente. – Verden er jo ikke gået under siden Syndfloden, og det gør den nok heller ikke i denne omgang. Trods hyklere og pilfingre. Eller også gør den, netop på grund af hykleriet.

Jeg lod ham få det sidste ord, mens jeg i mine gummistøvler plaskede hen til postkassen efter dagens avis. Der stod sikkert ikke noget opmuntrende i den. Hverken om de levende eller de endnu ikke døde.

ANNONCE: