PJATSKID

 

 


PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


 – Hvilken slags dansker er du? spurgte min nabo. Han stod og tømte sin postkasse for reklameblade.

– Øh, sagde jeg i mangel af bedre svar.

– Er du en af dem, der strammer ballerne, kridter støvlerne og går med oprejst pande i farens stund?

– Jeg er vist ikke helt med. Jeg lagde nakken tilbage og kastede et blik mod septemberhimlens soldis. Jeg havde ikke set min nabo siden julis hedebølge, og ærligt talt, jeg havde ikke savnet ham.

– Eller måske hører du i stedet for til dem, han løftede det ene øjenbryn og gjorde en grimasse, – der kryber til korset med dårlig samvittighed og kolde fødder.

– Kolde fødder? Jeg tror ikke, jeg er rigtig med, sagde jeg og kastede et blik ned på mine indesko. Med dagens vejr var de helt ok til en tur til postkassen for at hente avisen. – Hvad er det, du forsøger at sige?

– At den, der ler sidst, ler bedst – og får mel i både pose og sæk, fastslog han med noget, der lå tæt på korrekt dansk udtale, og pludselig indså jeg, at alt, hvad han hidtil havde ytret, slet ikke var på svensk, som han ellers plejede at tale  med mig, men på dansk – eller i hvert fald på noget, der stærk lignede.

– Du har været på kursus, sagde jeg, idet jeg kom i tanke om, at det var derfor, jeg ikke havde set ham så længe. – I Danmark, jo. Jeg nikkede frem for mig.

– På kursus i Danmark. Jo. Det lød næsten,  som om han  vrængede ad mig. – For at lære dansk. Jo. Så jeg kunne blive integreret, nu jeg havde fået mit drømmejob i dit lille fædreland.

– Og konen var med, fortalte du vist. Pludselig så jeg for mig, hvordan de flyttede ud med alt, hvad der var deres for aldrig mere at vende tilbage. Jeg lod munden brede sig ud i et smil.

– Men det kommer aldrig att hända. Nu talte han igen svensk. – For der er for mange pjatskid’er i Danmark, og de gør det alt for farligt at leve der.

Jeg måbede ikke så lidt.

– Se på tallene, de siger alt. 476 smittede siden i går, og hvorfor?

Jeg sagde ingenting. Han fikserede mig med sammenknebne øjne.

– Fordi alt for mange danskere ikke forstår alvor. Der er krig, som du ved. På liv og død. Hvad vælger du?

– Så-så, små slag, små slag. Jeg viftede beroligende med den ene hånd.

– Der ser du, en typisk dansk bemærkning, som viser letheden i jeres indstilling. I startede med den store smedehammer  engang i marts og lukkede ned, før normale mennesker fik talt til tre.

– Og Finland fulgte efter, husker jeg. Med lidt forsinkelse. Fjorten dage, var det vist.

– Nemlig. For smitten kom jo lidt senere hertil. Men nu tror alt for mange i Danmark, at I kan danse jer ud af det. I danser bare ikke i den samme rytme. Lyt til vox populi i fjernsynet. Alle vil have, at deres egen lille niche tilgodeses til fordel for andres. Restauratørerne vil have skolerne lukket for selv at kunne holde åbent. Unge bliver fornærmede over, at de ikke må stå og hænge på en bar, indtil de falder om henad morgenstunden. Folk tror ikke, at de kan tale i mobiltelefon gennem et mundbind. I siger, at hvis man skal vente tre timer på en test, så kan man lige så godt lade være, det er jo spild af tid bare at stå og lave ingenting. Erhvervslivet råber på heldækkende handlingsplaner, der tager højde for smitteudviklingen. Det er nærmest kun kassedamer og rengøringskoner ...

Nu havde jeg fået nok. Oven i alt det andet var han blevet regelret sexistisk.

 – Hov-hov! Damer og koner. Det lyder ikke godt i moderne ører. Mænd kan da vel for pokker også tage imod betaling i kassen og gøre rent.

– Selvfølgelig, men jeg bruger bare det danske sprog, som jeg har været på kursus i. Og sådan siger I. Jeg har selv hørt det. På gaden og i fjernsynet. Og fra vores lærer. I er fyldt med flade, fortærskede udtryk og udenomssnak. I går ikke til benet og giver den hele armen i krigen mod Kong Corona. I stritter med alt for mange tossede ideer til, at det er sundt for en forsigtig finne at være midt iblandt jer. Så jeg bliver hjemme.

 – Og hytter dit skind.

– Nej, sagde han. – I Finland går vi i samlet trop og sluttede geledder, når nødens stund nærmer sig. Det har vi lært i livets hårde skole. Ikke som jer i ...

– Ja, ja, afbrød jeg ham og gav ham et iskoldt nik, idet jeg tog min avis ud af postkassen. – I er fjorten dag efter os, var vi vist enige om. Det er lang tid i disse coronatider. Jeg smækkede avisen mod håndfladen. – Til den tid kan vi se, hvem der er pjatskidder?

Jeg vendte mig og gik mod min gadedør. Lænestolen ventede.

 

ANNONCE:

 








 

 

SKRIDSIKRE SKO









PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.




SKRIDSIKRE SKO

Jeg elsker naturen mest
når jeg går i nye sko
med skarpe riller under sålerne
så ved jeg
hvor jeg har den
uden fare for at glide af
og ende
med alt for kort afstand til den

Naturen kræver perspektiv
den føler ikke med friluftstyper
med næsen i skovbunden

Så jeg går med åben pande
og øjnene på stilke
mellem fossilt brændsel
motionsløbere
og globale produktionskæder.

Skrider jeg ud
er det værst for mig selv

Falder jeg i staver
bliver det værst for dem efter mig

Naturen venter ikke
den bøvler på
med haletudser
næsehorn
og pandemier

Det springende punkt
mellem mig og naturen er
at komme videre
finde terrænet
sålerne forener sig med -
og undgå smattede klipper
slimede stier
og kviksand
kviksand
kviksand

Her hjælper ingen spejdersange
nøgne birkestammer
og skridsikre såler



ANNONCE: