midtialt: april 2021

ORD UDEN FILTER

PROFIL

Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Somme tider kommer der så uventede og mærkelige ord ud af folk, at jeg som forklaring må tænke på nogle linjer fra en Peter Plys-bog:

          Det var ikke særlig klogt sagt, Plys, sagde Grislingen.
          Peter Plys: Det var klogt, da det var inde i mit hoved, men så skete der noget på vejen ud.

     Hør for eksempel, hvad præsten og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti Søren Krarup i 2008 siger til Jyllands-Posten:

Lad mig i al korthed sige, at menneskerettighedsideologien er i mine øjne et sværmeri, der som sådant udgør en trussel imod lov og ret og som i sin konsekvens fører til en totalitarisme, der fører tyranni og undertrykkelse med sig.

Hvordan var de oprindelige ord og tanker inde i hovedet på denne stridsmand, der lod sig vælge til Folketinget for at forvalte demokratiet?
Kunne de have set ud som nedenstående transskriberet fra en video, som jeg i dag fik et link til fra en gammel og meget troværdig ven. Han fortæller, at de er fremsagt af Eva Smidt, dr.jur. og professor emerita, og at han synes, at de er aktuelle og tankevækkende i forbindelse med dagens debat om børn i mellemøstlige fangelejre og deres mødre?

Jeg takker da himlen for, at vi tiltrådte Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Vi ville jo ikke have gjort det i dag. Aldrig nogensinde. Vi er nødt til at have menneskerettighederne til at sikre os, at vi holder os på sporet. Og at vi også behandler dem, vi ikke kan lide, ordentligt.
    Det er jo det, der er problemet, når statsministeren siger: Jamen det er jo de ordentlige mennesker, vi skal passe på.
    Jo, jo. Men hvem er ordentlig? Det er jo fuldstændig tilfældigt. Altså: Mandela stod på USA’s terrorliste indtil 2008. Hitler ville jo også have sagt: Menneskerettighederne, de kan jo ikke gælde for jøderne. De der ækle folk.
    Vi er nødt til at sige, de gælder for alle. Og et ordentligt samfund, det sørger jo altså også for dem, vi ikke kan lide. Du er ikke et retssamfund med mindre du behandler dem, du bryder dig allermindst om, ordentligt.

    Er disse ord i virkeligheden sognepræst og MP Søren Krarups u-transformerede ord inden, de forlod hans hoved, eller er de faktisk Eva Smidts? Tilsyneladende det sidste, for på videoen kommer de efter alt at dømme ud af munden på juristen.
    Mens de burde have været præstens.
    Med stor respekt for min troværdige ven og mine egne iagttagelser mener jeg alligevel, at det intrikate spørgsmål er relevant! Måske findes svaret i nogle interpersonelle bevidsthedstransformationsstrømme.

ANNONCE:

MÆND OG KØD

PROFIL

– Livet er som en agurk, begyndte min finske nabo, – den ene dag tager du den i munden, den næste dag sidder den i ...
    – Ja tak, ja tak, afbrød jeg ham, jeg kender den der ulækre arabiske talemåde alt for godt.
    – Jeg troede da, at den var dansk, svarede han med et grin.
    Med avisen under armen gjorde jeg mine til at gå ind til min lænestol.
    Han stillede sig med hænderne i lommen. – Agurken var bare en indledning. Det drejer sig om kød. Kødpølse.
    – Ulækkert, sagde jeg.
    – Dobbelt ulækkert, tilføjede han.
    Jeg nikkede og forsøgte at komme forbi ham på den smalle havegang.
    Han slog ud med armene. – To grunde til ulækkert, siger jeg. Men hvilke?
    – Øh, svarede jeg. Jeg fattede ikke, hvor han ville hen, men jeg ville ind.
    – Begge kommer ud som fæcalier. Men kødpølsens pølse er en dobbelt lort, for den er frembragt på basis af CO2, som er det værste lort. Kan du se det for dig?
    – Helst ikke, svarede jeg.
    Han nikkede.
    – På den måde er lort ikke bare lort, i hvert fald ikke, når man går et skridt tilbage i lortenes historie.
    – Til agurker og kødpølser? Men du glemmer helt, at pølsen er mandens grøntsag?
    – Det er gammeldags og en vrangforestilling! I min optik ser du lortene i deres virkelige skikkelser.
    Han tav. Jeg forsøgte at følge hans tankegang.
    – Forskellen er til at tage og føle på. Indrømmet, begyndte jeg. – Men hvis du endelig vil høre min mening, så er valget af lort ikke altid lige let. Kunne du, helt ærligt, tænke dig at stå og gnaske på en agurk med vennerne efter en fodboldkamp for ikke at komme til at skide dobbeltlort?
    – For de fleste kommer det til at tage sin tid at nå frem til agurken, men et sted på man jo begynde, sagde min finske nabo og tog et skridt til side, så jeg kunne komme ind med avisen til min kære lænestol.

ANNONCE:

HVERDAGENE ER BEDST, MEN HVAD ER DE EGENTLIG?

PROFIL

Der går gennem verden et langt skrig fra borgernes hjerter: Giv os hverdagene tilbage.
    Disse både højstemte og åndsforlade ord er kun halvvejs mine, de er en parafrasering af Babettes afsluttende replik i Karen Blixens fantastiske historie om madkunstneren Babettes gæstebud. Hvad Blixen løfter frem i sin lange novelle er nemlig ikke trivialiteter som borger og hverdag, det er den store kunstners evige drøm at kunne få mulighed for at yde sit ypperste, der netop transcenderer hverdagenes trivialiteter.
    Og så er det, at jeg tillader mig det kætterske spørgsmål: er der ikke også her tale om en cyklisk og evigt sig selv gentagende bevægelse, der om end på et højere plan er identisk med borgerens ønske om at kunne gentage hverdagenes trummerum, som den teede sig før coronatidsregningen med start foråret 2020?
    Men mit ærinde i dag er ikke at problematisere den store forfatters hang til det eneståendes evige genkomst for så vidt middagen, som Babette tilbereder i novellen, blot er en gentagelse af middage, hun i den franske elitens velmagts dage tilberedte på Café Anglais.
    Som bekendt antastede og nedbrød de borgerlige revolutioner feudalismens faste rammeværk, hvis klassiske figur er cirklen, for i stedet at dyrke det lineært fremadrettede med perfektioneringer, der peger i andre retninger end den forventelige. Et slående citat herfor har jeg fundet i Mogens Herman Hansens yderst læseværdige Tidens triumf. En historikers tanker om tid i historien (2010). Her refereres en samtale mellem historikeren og filosoffen Alexis de Toqueville (1805-59) og en amerikansk sømand.

Tocqueville spurgte, hvorfor amerikanerne byggede skibe, der kun kunne holde nogle få år. Amerikaneren svarede, at navigationen gjorde så store fremskridt nu om dage, at selv det bedste skib nærmest ville være ubrugeligt efter nogle få år.

Samtalen findes i kapitlet Hvordan ligheden bidrager til amerikanernes forestilling om menneskehedens uendelige perfektibilitet i værket De la démokratie en Amérique (1935-40). Her florerer som bekendt fremskridtet, som bryder de kendte grænser.
    For mig personligt er flyene, som nu igen og stadig hyppigere i rette linjer højt over trætoppene passerer forbi mit vindue på vej til eller fra lufthavnen i Helsingfors, et tegn på tilbagekomsten af den hverdag, borgeren sukker efter. I dem findes de fremskridt i navigation, som Tocquevilles amerikanske sømand ikke anede noget konkret om – bare anede. Samtidig er de skibe museale, som han kendte til og sejlede. Og mens privatpersoners rejser over lange afstande den gang var enestående og grænsebrydende hændelser i et personligt udviklingsforløb, regnes de i dag til den hverdag, mange ønsker tilbage. De er snarest trivialiteter i lighed med årstidernes skiften. Man mærker tiden gå, ikke mod et mål, der fører til nye mål og betinger en reel udvikling, men i en aldrig standsende gentagelse. Julerejsen til Thailand kan være et eksempel.
    Set i et globalt økologisk perspektiv og i lyset af, at pandemiske vira ynder at optræde som blinde passagerer under såvel lokale som globale flyrejser, er det nok værd at overveje, hvad der er så værdifuldt i hverdagene, at det er værd at tage med sig, når de snart igen skal begynde. Det enestående i Babettes hverdag, de fantastiske middage, blev skyllet bort af blod sammen med den Pariserkommue (1871), som hun flygtede fra. Hendes gæstebud i Berlevaag By bliver beskrevet som en sidste kraftpræstation, men måske var den snarere et nostalgisk suk i en tidsalder, som endegyldigt havde fundet sin afslutning.
    For hende blev hverdagene ikke, hvad de var. Mon de bliver det for os?

ANNONCE