PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Der
går gennem verden et langt skrig fra borgernes hjerter: Giv os hverdagene
tilbage.
Disse
både højstemte og åndsforlade ord er kun halvvejs mine, de er en parafrasering
af Babettes afsluttende replik i Karen Blixens fantastiske historie om madkunstneren
Babettes gæstebud. Hvad Blixen løfter frem i sin lange novelle er nemlig ikke
trivialiteter som borger og hverdag, det er den store kunstners
evige drøm at kunne få mulighed for at yde sit ypperste, der netop transcenderer
hverdagenes trivialiteter.
Og
så er det, at jeg tillader mig det kætterske spørgsmål: er der ikke også her
tale om en cyklisk og evigt sig selv gentagende bevægelse, der om end på et
højere plan er identisk med borgerens ønske om at kunne gentage hverdagenes
trummerum, som den teede sig før coronatidsregningen med start foråret 2020?
Men
mit ærinde i dag er ikke at problematisere den store forfatters hang til det eneståendes
evige genkomst for så vidt middagen, som Babette tilbereder i novellen, blot er
en gentagelse af middage, hun i den franske elitens velmagts dage tilberedte på
Café Anglais.
Som
bekendt antastede og nedbrød de borgerlige revolutioner feudalismens faste
rammeværk, hvis klassiske figur er cirklen, for i stedet at dyrke det lineært
fremadrettede med perfektioneringer, der peger i andre retninger end den
forventelige. Et slående citat herfor har jeg fundet i Mogens Herman Hansens
yderst læseværdige Tidens triumf. En historikers tanker om tid i historien
(2010). Her refereres en samtale mellem historikeren og filosoffen Alexis de
Toqueville (1805-59) og en amerikansk sømand.
Tocqueville spurgte, hvorfor amerikanerne byggede skibe, der kun
kunne holde nogle få år. Amerikaneren svarede, at navigationen gjorde så store
fremskridt nu om dage, at selv det bedste skib nærmest ville være ubrugeligt
efter nogle få år.
Samtalen
findes i kapitlet Hvordan ligheden bidrager til amerikanernes forestilling
om menneskehedens uendelige perfektibilitet i værket De la démokratie en
Amérique (1935-40). Her florerer som
bekendt fremskridtet, som bryder de kendte grænser.
For
mig personligt er flyene, som nu igen og stadig hyppigere i rette linjer højt over
trætoppene passerer forbi mit vindue på vej til eller fra lufthavnen i Helsingfors,
et tegn på tilbagekomsten af den hverdag, borgeren sukker efter. I dem findes de
fremskridt i navigation, som Tocquevilles amerikanske sømand ikke anede noget
konkret om – bare anede. Samtidig er de skibe museale, som han kendte til og
sejlede. Og mens privatpersoners rejser over lange afstande den gang var enestående
og grænsebrydende hændelser i et personligt udviklingsforløb, regnes de i dag
til den hverdag, mange ønsker tilbage. De er snarest trivialiteter i lighed med
årstidernes skiften. Man mærker tiden gå, ikke mod et mål, der fører til nye
mål og betinger en reel udvikling, men i en aldrig standsende gentagelse.
Julerejsen til Thailand kan være et eksempel.
Set
i et globalt økologisk perspektiv og i lyset af, at pandemiske vira ynder at
optræde som blinde passagerer under såvel lokale som globale flyrejser, er det
nok værd at overveje, hvad der er så værdifuldt i hverdagene, at det er værd at
tage med sig, når de snart igen skal begynde. Det enestående i Babettes hverdag,
de fantastiske middage, blev skyllet bort af blod sammen med den Pariserkommue
(1871), som hun flygtede fra. Hendes gæstebud i Berlevaag By bliver beskrevet
som en sidste kraftpræstation, men måske var den snarere et nostalgisk suk i en
tidsalder, som endegyldigt havde fundet sin afslutning.
For
hende blev hverdagene ikke, hvad de var. Mon de bliver det for os?
ANNONCE
 |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar