Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Lad
mig i fortsættelse af min forrige blog citere de brudstykker fra Cyklerne,
Cyklerene, Cyklernes Kor, som jeg har adgang til:
Cyklerne, Cyklerne, Cyklernes Kor,
Hjulene runder den sjællandske Jord.
Fælgene flammer af Nikkel og Maling
råber af Friskhed og Ratebetaling.
[...]
Cyklerne, Cyklerne, Cyklernes Tog,
Klokkernes Kimen er Bækkenes Sprog
ude i Danmarks bedaarende Skove – ,
hvor Duerne kurrer og Droslerne sove…
[...]
Sving dig i
Sadlen paa Gadernes Ganger.
[Lyt dog til sangen, og hør, du er sanger.]
Efter således at have fulgt den klassiske filologis fremgangsmåde
ved først at etablere en forfatter- og genremæssig kontekst for derefter at
bringe en så autentisk tekst som muligt er jeg nu nået til den tredje og sidste
del, der består af kommentarer, som munder ud i en helhedsopfattelse. Det
ligger i sagens natur, at denne ikke kan være andet end foreløbig.
Som forventet bæres digtet af moderigtige henvisninger til teknik
og metal. Det bemærkes samtidigt, at digtet ånder friskhed og landlighed.
Hermed deler det rum med den naturlyrik, som med romantikken omkring hundrede
år tidligere i ofte sangbar form erobrede danskernes hjerter og sangbøger, og
som i skrivende stund har aflæggere i Danmarks Radios næsten naturpornografiske
billeder og referencer til dejlige Danmark.
Hvad angår naturens frembringelser i form af bække, skove, duer og
drosler er Bønnelycke ætsende kritisk til den tradition, han låner rum fra: Hvad
skal vi med sovende drosler? Og duers kurren er som kendt stærkt enerverende i
sin enstonede, påtrængende gentagelse af samme gutturale lyd. Hvad angår
bækkene – ja, mon ikke også fyrbødersønnen fra Århus i dansktimerne før sin præliminæreksamen
har stiftet bekendtskab med Johannes Ewalds højspændte digt Rungsteds
Lyksaligheder (1775), hvor naturen og naturfølelsen som aldrig tidligere får
stemme i dansk, lyrisk digtning.
Den uendeligt flotte og ofte citerede indledning til digtet lyder
(citeret efter hukommelsen):
I kølende skygger,
i mørke som roser udbrede,
hvor sangersken bygger
og kvidrende røber sin rede,
hvor sprudlende bække
snart dysse, snart vække
Camoenernes yndling, den følende skjald,
med steds ensrislende fald.
Enten brækker man sig ned i bækken – eller også lærer man som jeg digtet
udenad.
Eller man gør som Emil Bønnelycke: Giver bækken med dens steds ensrislende
lydtæppe en uppercut med et kor af kimende klokker.
Her er fuld valuta for det satiriske forhold til Danmarks
bedårende skove, som man oplever dem på Gadernes Ganger, et udtryk, der
forbinder romantik og ridderridt med den samtidighed af teknik og teknikbegejstring,
som er Bønnelyckes udgangspunkt.
Den sidste linje i min citatmosaik:
[Lyt dog til sangen, og hør, du er sanger.]
har
jeg ikke belæg for andre steder end i mit eget hoved. Hvis det er min egen
tildigtning, vil jeg trods alt hævde, at den passer godt til cyklens udbredelse
blandt godtfolk, der måtte betale af på vidunderet i rater, og hvis sang under den
vildt glade kørsel Sjælland rundt sikkert ikke stod mål med den kvalitet, som
sangere under ordnede forhold forventedes at leve op til.
Med andre ord: Sanger er hver og en, der cyklende synger af
fuldeste hals for at udtrykke sin glæde over den fantastiske fremdrift,
teknikken har givet kroppen.
Og det er vel egentlig det, cykling handler om.
ANNONCE:
