GREEN GRASS MATTERS

Maputo, Zimbabwe

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

I min verden er en af de mest danske sange på svensk Sjungom studentens lyckliga dag fra 1852. Men bare første vers. Resten er svensk nationalromantisk patriotisme, som ikke ligger godt i min mund.

Teksten af Herman Sätherberg, men måske især musikken af Prins Gustav vækker i mig den livsglæde og fremtidstro som en ung student i en hestevogn i midten af tresserne overhovedet kan rumme uden at sprænges.

Livets første store hurdle er oversprunget, og håbet lover idel succes og laurbærkranse.  

Sjungom studentens lyckliga dag,
låtom oss fröjdas i ungdomens vår!
Än klappar hjärtat med friska slag,
och den ljusnande framtid är vår.
Inga stormar än
i våra sinnen bo,
hoppet är vår vän,
och vi dess löften tro,
när vi knyta förbund i den lund,
där de härliga lagrarna gro,
där de härliga lagrarna gro!
Hurra!

En anden sang, som er mig lige så kær, er Israel Kolmodins Den blomstertid nu kommer. Den er fra 1695, musikken er en bearbejdet svensk eller tysk folkemelodi. Teksten findes i flere varianter, og bearbejdelse er nødvendig, hvis Sommersalme skal bruges og forstås af nutidens mennesker.

Også Den blomstertid har indfødsret i den danske sangskat, jeg finder den i dansk oversættelse i for eksempel i Den Danske Salmebog og på nettet under rubrikken Gamle Danske Sange.

Nedenstående gengiver jeg en svensk udgave af første vers. Desværre finder jeg ingen steder præcis denne form, men for mig er det den rigtige. Det hænger sammen med, at jeg har sunget den talløse gange til mine børns skoleafslutninger før sommerferien og derfor lært den by heart. Og børnenes mor, som har sunget med hver gang, bekræfter det.

Den blomstertid nu kommer

med lust och fägring stor.
Nu nalkas ljuvlig sommar

då gräs och gröda gror.
Den blida sol uppväcker

allt vad som varit dött

Hon allt med grönska täcker
och allt blir återfött.

Død, genfødelse og grøn grøde i et mundret vers med en snert af gammelt sprogbrug – kan fortiden, nutiden og fremtiden favnes bedre? Den gudhengivne fortsættelse, der ser alle herligheder som tegn på Guds nåde, forfører mig ikke, alt det grønne har mening nok i sig selv.

I en klumme i Dagbladet Information henleder Karen Syberg læserens opmærksomhed på en studie i ugeavisen Die Zeit,

der omfatter en million mennesker, og som viser, at man, hvis man er vokset op med parker, enge og skov omkring sig, har 55 procents lavere risiko for at udvikle psykisk sygdom. En amerikansk undersøgelse har påvist en tydeligt mindre koncentration af stresshormonet kortisol, hvis deltagerne opholdt sig 30 minutter om dagen i det grønne.

[...]

Allerede i 1980’erne opdagede man, at patienter hurtigere fik det bedre, hvis de havde udsigt til noget grønt, og man fandt endda ud af, at mandlige fanger sjældnere faldt tilbage i kriminalitet efter endt afsoning, hvis de fra deres celle havde haft udsigt til marker og træer [...]

Naturen er vild og vidunderlig, den går lige i sjælen, løfter stemningen og gør livet rigere, enten vi fortrylles af den i ord, som viser os et billede af os selv, ser den i tv eller sanser den fra en kano eller i en trætop.

Ovenstående er på en af årets første sommerdage mit ringe bidrag til håb i en verden plaget af corona, uforstand og vold uden grænser.

Men ligegyldigt hvilket sprog, der er taler – dansk, svensk, tysk som her, og hvem der taler, læser eller skriver:

Green grass matters.

ANNONCE: