GÅ

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Hvad ved vi moderne mennesker egentlig om at gå? Altså dette at bevæge sig jordnært og med en vis langsomhed, mens det ene ben flyttes foran det andet med kropsvægten hvilende på det andet og så fremdeles.

Før udbredelsen af cyklen tog sin begyndelse for mere end hundrede år siden, var almindelige mennesker henvist til at gå, hvis de ville komme fra et sted til et andet. Heste og vogne fandtes naturligvis, men det var en kostbar og eksklusiv transportform for velhavere.

Hvor hurtigt gik man og hvor langt? Hvor overnattede man? Hvad havde man med af bagage? Af mad og af drikke?

Det korte svar er, at man gik, til man nåede frem, og at det tog den tid, det tog. Var der plads i herberget, kunne man tiltinge sig en soveplads og et måltid, inden vandringen fortsatte uden, stort set, anden bagage end klæderne på kroppen.

For Ludvig Holberg var iflg. hans Første Levnedsbrev en dagsmarch på omkring 3-4 italienske mil skildpaddefart. Han skriver i brevet om en strækning nord for Turin i Italien under sin hjemvandring fra besøget i Rom. Omkring 5 kilometer bliver turen til i dagens mål (1 mil = 1.482 meter), og det tåler på ingen måde sammenligning med en dagsmarch for en fuldt rustet romersk legionær, der i de samme landskaber gik 20 mil vel at mærke med rustning, våben og andet udstyr med en vægt på op til 50 kg.

Strækningen fra Rom til Firenze tilbagelagde Holberg på 14 dage. Dagens antal kilometer er på omkring 300. Men mon ikke vejene var mere krogede og afstanden derfor længere på hans tid?

Vandring var dog på ingen måde synonym med rejse eller transport. Immanuel Kant i Königsberg, som han aldrig forlod, men som han bevandrede hver dag efter et bestandigt gentaget mønster, og Søren Kierkegaard i København er eksempler på filosoffer, der lod fødderne flytte sig i adstadig gang inden for begrænsede områder. Talløse forfattere har gjort sig bekendt med verden og fundet inspiration under vandreture.

I dagens verden er gang under demonstrationer noget, der kan give store overskrifter. Man går i samlet flok fra et sted til et andet og lytter til taler. Siden går man hjem – medmindre man går amok med knuste butiksruder og plyndringer som resultat. Det går som en leg, når man er tilstrækkeligt vred, men efter de flestes opfattelse er det at gå for langt. Der burde gå en alarm i hovederne på de vrede mænd og kvinder, de burde gå i sig selv og til myren for at blive vise, inden de går neden op og hjem, for det, de gør, går jo ikke an, det går alt for meget ud over andre, der ligefrem kan gå til af al vold og uorden.

Hvor mange af ovenstående udtryk, der er skabt af sprogglade hoveder under gang, kan ingen svare på. At der derimod er gang i gå-metaforer, at de er lette at gå til, og at brugen af dem går som en leg, kan ingen gå fejl af.

Når jeg selv går, er det så godt som altid for efter en time eller to at vende tilbage til mit udgangspunkt, rimeligt tom i hovedet, men med nye kræfter. Under gang tænker jeg ofte på dette at gå, bare gå og gå fordi ingen anden mulighed findes for at komme frem. For mig er det lidt ligesom at drømme. Når vågen tilstand indtræder, eller jeg kommer hjem til mad og drikke, en  bog, en lænestol og en seng, er alle tanker og indre billeder gået op i røg. Så klogere gør gang mig ikke - hverken på mig selv eller på det at gå.

Jeg lukker døren op, stiller gangstavene tilbage i krogen bag stumtjeneren og tjekker løbeuret, som typisk viser mellem 6 og 7 kilometer med en gennemsnitsfart på omkring 5,4 km/t.

Det går godt. Og det er godt at gå. Ren luksus, vil jeg gerne tilføje.

Men hvad ved jeg egentlig om det?

ANNONCE: