midtialt: februar 2021

PROFIL

Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

På min finske nabos flagstang har Stars and Stripes nu i de seneste dage og nætter vejet på halv stang. Det havde der muligvis ikke været noget mærkeligt i, hvis vi var i USA, men nu er vi i Finland, hvor flagreglerne nogenlunde svarer til de danske. Flagning med andre nationers flag går ikke – heller ikke flagning om natten.
    I længden kunne jeg ikke tøjle min nysgerrighed. Var det en kær slægtning, en arveonkel eller begge dele i én og samme person, som havde forladt jordelivet? Var han pludselig blevet millionær, naboen, og var der måske derfor håb om, at han ville flytte?
    Hvilken lykke!
    For det ville betyde, at jeg hver dag i ro og mag og i tryg forvisning om ikke at blive antastet af hans idiotiske meninger om dit og dat kunne gå til postkassen og hente dagens avis.
    Jeg måtte have klarhed, og da jeg så, at han var hjemme, skyndte jeg mig til blomsterhandelen og købte, som finsk tradition byder for at vise deltagelse i sorgen, en buket hvide nelliker og løftede dørhammeren for at banke på. Han må have set mig komme, for døren blev åbnet, inden hammeren havde nået ambolten. Der stod han i sin blå og hvide træningsdragt, lettere stakåndet, med sved på panden og et forundret udtryk i ansigtet.
    – Øh, begyndte jeg noget overrasket over hans abrupte fremtoning. – Må jeg kondolere. Er der – er der nogen, der er død? Jeg rakte buketten frem imod ham.
    – Det må du nok sige! Svaret kom med en grimasse, der snarere udtrykte hån end sorg.
    – Ja, for du flager jo på halv, sagde jeg temmelig idiotisk. Og med det amerikanske flag. Er det i USA?
    – Ja, det må du nok sige! gentog han og sendte et blik halvt op ad flagstangen.
    – Er det en kær afdød? fortsatte jeg stædigt, – eller en slægtning, måske? Jeg vidste ikke, at du havde slægt i staterne.
    – Ja, det må du nok sige, gentog han igen og skulede til mig.
    Jeg vendte hovedet på skrå og så opfordrende på ham.
    Han tog blomsterne ud af hånden på mig, kastede et blik på dem, så igen op på flaget og mumlede i rivende hast, som om det var en lektie, han havde lært udenad og nu lirede af:
    – Følger du ikke med? Det er anstændigheden, der er død. I USA. Det er derfor, jeg flager på halv stang. Den døde, da den fhv. præsident blev frikendt ved rigsretssagen af en samling taburetklæbende senatorer, der mere tænker på deres egen røv end på den ed, de har svoret til nationen og demokratiet. Den blev kvalt af nogle forbandede krystere, der skjuler sig bag prokuraturkneb for at sikre sig genvalg i skyggen af en mand, de elsker at frygte og hader at være på kant med. Senatorerne fatter ikke, at de som valgte af folket har en forbandet pligt til at være uenige med netop folket, hvis folket kræver noget af dem, der strider mod deres pligt til at tjene demokratiet. Alle er født lige og frie, men med det følger en absolut pligt til at blive klogere. Det bliver man gerne i en ægte dialog, hvor meninger brydes. Det bliver man ikke ved at stikke halen mellem benene som de der elendige senatorer.
    Min nabo sukkede dybt og løftede endnu engang ansigtet mod flaget.
    – Republikanske skattelettelser. Det er det, det handler om. Follow the money. Men tak for blomsterne.
    Han vendte sig og gik ind.
    Og der stod jeg. Uden blomster. Avisen lå i postkassen og ventede.

ANNONCE:

VERDENS SMUKKESTE ORD LIGE NU

Det bli'r forår igen

PROFIL

Ligesom skygge ikke findes uden lys, og ondt er forudsætningen for oplevelsen af godt, lever de smukke ord i sproget et dobbeltliv.
Ordene

begejstret, Waldeinsamkeit, fluffy, sødmefuld, amour

har jeg netop plukket fra nettet som ord, andre ser skønhed i, og det kræver ikke store sprogkundskaber at finde deres antonymer.
Oftest er de store følelser i spil i de smukke ord: vi glædes og såres, bedåres og græder med smerte i hjertet.
Men også saglige ord kan overraske med følelser og usigelig skønhed. Jeg hørte et i dag – eller hele to, faktisk. De blev udtalt af Danmarks statsminister.

”Vi kan tage de ældre elever tilbage i skolen, når vi har en – en fuldstændig epidemikontrol,”

sagde hun i forbindelse med et besøg i en skole i Lejre, hvor børnene havde svaret et fuldtonigt JAAAAAAAAA til spørgsmålet, om de havde glædet sig til at komme i skole igen.
Hun udtalte ikke ordene med indstuderet patos, hun søgte lidt efter dem, hvad citatet viser.
Men lige meget! Ordene var:

FULDSTÆNDIG EPIDEMIKONTROL.

    Kan nogen lige nu finde smukkere ord?
    Desværre, ved vi, udtrykker ordene jo endnu kun et håb!
    Også håb er et smukt ord. Antonymet – det er ikke svært at finde følelsen for det, og det er uden tvivl dagens dominerende.

ANNONCE:

BØF MED LØG

PROFIL

Jeg var som sædvanlig på vej til postkassen for at hente avisen, da min finske nabo kom kørende i sin spritnye elbil. Sideruden gled ned, og han stak næsen så langt frem, at den næsten kom ud i kulden, hvor jeg stod.
    – Hvad er en bøf? spurgte han ikke så lidt inkvisitorisk.
    – En bøf? Jeg tænkte mig om et kort øjeblik og gav ham så en definition af den type, som jeg vidste, at min dansklærer i underskolen hadede:
    – En bøf? Jamen det er, når man er sulten.
    – Pjat! sagde han. – En bøf er en kulinarisk luksus, der er skyld i lige så meget CO2 som en tur til Paris i din gamle benzindrevne smadderkasse.
    – Paris, ja. Jeg vendte hovedet og så drømmende mod sydvest. – En bøf i Paris. Lige nu. Det ville være lykken. Men coronaen...
    Jeg ville have sagt noget mere, der skulle få ham til at forstå ironien i min bemærkning, men han afbrød mig tvært.
    – Skal du også have bøf i Paris, bliver det dobbelt op. 300 kg CO2. Bare så du ved det.
    Han trak næsen til sig, sideruden i hans bil gled op, og uden anden støj end den fra dæk mod sne gled han af sted og lod mig stå tilbage med en dårlig smag i munden.

    Hvad gør man i den situation? Der er intet bedre end at skovle sne, og den har vi masser af for tiden, så meget, at tagkonstruktionen kunne være i fare. Så jeg op på taget og i gang. Der var frosset sne i bunden, så det gik langsomt og var tungt. Men jeg (undskyld udtrykket) oksede på og fik efterhånden arbejdet mig frem til den del, hvor ventilationsrøret fra køkkenet stikker op.    Og hvad mærkede jeg? Jo, duften af øksekød, som steger. Jeg smed skovlen ned fra taget og hoppede efter ned i snebunken, der efterhånden nåede halvt op til taget.
    – Nå, der er du, sagde gemalinden, som også længes efter en god bøf i Paris. – Jeg tænkte jo nok, at duften kunne få dig ned fra taget.
    Jeg gav hende en forsvarlig knusetur, og som tak for hendes omsorg istemte jeg min yndlingsbøfsang, mens hun dekorerede bøfferne med bløde løg:

Det bedste, jeg ved, er at tænke på dig,
du som er selve livet for mig,
du mine drømmes største skat,
af længsel mit hjerte så ofte har grædt.
Lad os hviske hinanden ømt godnat.
Oh bøf! Bøf med løg!
Skysovs flod – oksernes blod.
Oh bøf! Kødets gang, kom til mig,
jeg elsker dig.

Den lykke, du skænked’ mig, glemmer jeg ej,
nu, du for evigt tilhører mig,
dybt i mit indre du skal bo,
dit minde, du kære, skal spire og gro.
Hør mig hviske til dig engang endnu.
Oh bøf! Bøf med løg!
Skysovs flod – oksernes blod.
Oh bøf! Kødets gang, kom til mig,
jeg æder dig.

Min fremførelse, kan desværre ikke formidles i dette medie, men vil man høre en suveræn tolkning, er det let at google på

https://www.youtube.com/watch?v=SrupForSMmM

Det er Asta Kordt, som sammen med en vokaltrio og akkompagneret af Kjeld Nørregaard fremfører Bøf med Løg. Teksten af Sven Møller Kristensen er sat i musik af Bernhard Christensen. Sangen indgik Kl. 18 i jazzoratoriet De 24 Timer med urpremiere i Studenterforeningen den 4. december 1932.
På dette tidspunkt var samvittighedsløse slyngler i Europa begyndt at marchere med skrårem og spidsbukser. Den gang var det gode tider for bøfspisere.

ANNONCE: