BØF MED LØG

 

PROFIL

Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 Jeg var som sædvanlig på vej til postkassen for at hente avisen, da min finske nabo kom kørende i sin spritnye elbil. Sideruden gled ned, og han stak næsen så langt frem, at den næsten kom ud i kulden, hvor jeg stod.
    – Hvad er en bøf? spurgte han ikke så lidt inkvisitorisk.
    – En bøf? Jeg tænkte mig om et kort øjeblik og gav ham så en definition af den type, som jeg vidste, at min dansklærer i underskolen hadede:
    – En bøf? Jamen det er, når man er sulten.
    – Pjat! sagde han. – En bøf er en kulinarisk luksus, der er skyld i lige så meget CO2 som en tur til Paris i din gamle benzindrevne smadderkasse.
    – Paris, ja. Jeg vendte hovedet og så drømmende mod sydvest. – En bøf i Paris. Lige nu. Det ville være lykken. Men coronaen...
    Jeg ville have sagt noget mere, der skulle få ham til at forstå ironien i min bemærkning, men han afbrød mig tvært.
    – Skal du også have bøf i Paris, bliver det dobbelt op. 300 kg CO2. Bare så du ved det.
    Han trak næsen til sig, sideruden i hans bil gled op, og uden anden støj end den fra dæk mod sne gled han af sted og lod mig stå tilbage med en dårlig smag i munden.

    Hvad gør man i den situation? Der er intet bedre end at skovle sne, og den har vi masser af for tiden, så meget, at tagkonstruktionen kunne være i fare. Så jeg op på taget og i gang. Der var frosset sne i bunden, så det gik langsomt og var tungt. Men jeg (undskyld udtrykket) oksede på og fik efterhånden arbejdet mig frem til den del, hvor ventilationsrøret fra køkkenet stikker op.    Og hvad mærkede jeg? Jo, duften af øksekød, som steger. Jeg smed skovlen ned fra taget og hoppede efter ned i snebunken, der efterhånden nåede halvt op til taget.
    – Nå, der er du, sagde gemalinden, som også længes efter en god bøf i Paris. – Jeg tænkte jo nok, at duften kunne få dig ned fra taget.
    Jeg gav hende en forsvarlig knusetur, og som tak for hendes omsorg istemte jeg min yndlingsbøfsang, mens hun dekorerede bøfferne med bløde løg:

Det bedste, jeg ved, er at tænke på dig,
du som er selve livet for mig,
du mine drømmes største skat,
af længsel mit hjerte så ofte har grædt.
Lad os hviske hinanden ømt godnat.
Oh bøf! Bøf med løg!
Skysovs flod – oksernes blod.
Oh bøf! Kødets gang, kom til mig,
jeg elsker dig.

 Den lykke, du skænked’ mig, glemmer jeg ej,
nu, du for evigt tilhører mig,
dybt i mit indre du skal bo,
dit minde, du kære, skal spire og gro.
Hør mig hviske til dig engang endnu.
Oh bøf! Bøf med løg!
Skysovs flod – oksernes blod.
Oh bøf! Kødets gang, kom til mig,
jeg æder dig.

     Min fremførelse, kan desværre ikke formidles i dette medie, men vil man høre en suveræn tolkning, er det let at google på

https://www.youtube.com/watch?v=SrupForSMmM

    Det er Asta Kordt, som sammen med en vokaltrio og akkompagneret af Kjeld Nørregaard fremfører Bøf med Løg. Teksten af Sven Møller Kristensen er sat i musik af Bernhard Christensen. Sangen indgik Kl. 18 i jazzoratoriet De 24 Timer med urpremiere i Studenterforeningen den 4. december 1932.
    På dette tidspunkt var samvittighedsløse slyngler i Europa begyndt at marchere med skrårem og spidsbukser. Den gang var det gode tider for bøfspisere.

 

ANNONCE: