PROFIL

Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

På min finske nabos flagstang har Stars and Stripes nu i de seneste dage og nætter vejet på halv stang. Det havde der muligvis ikke været noget mærkeligt i, hvis vi var i USA, men nu er vi i Finland, hvor flagreglerne nogenlunde svarer til de danske. Flagning med andre nationers flag går ikke – heller ikke flagning om natten.
    I længden kunne jeg ikke tøjle min nysgerrighed. Var det en kær slægtning, en arveonkel eller begge dele i én og samme person, som havde forladt jordelivet? Var han pludselig blevet millionær, naboen, og var der måske derfor håb om, at han ville flytte?
    Hvilken lykke!
    For det ville betyde, at jeg hver dag i ro og mag og i tryg forvisning om ikke at blive antastet af hans idiotiske meninger om dit og dat kunne gå til postkassen og hente dagens avis.
    Jeg måtte have klarhed, og da jeg så, at han var hjemme, skyndte jeg mig til blomsterhandelen og købte, som finsk tradition byder for at vise deltagelse i sorgen, en buket hvide nelliker og løftede dørhammeren for at banke på. Han må have set mig komme, for døren blev åbnet, inden hammeren havde nået ambolten. Der stod han i sin blå og hvide træningsdragt, lettere stakåndet, med sved på panden og et forundret udtryk i ansigtet.
    – Øh, begyndte jeg noget overrasket over hans abrupte fremtoning. – Må jeg kondolere. Er der – er der nogen, der er død? Jeg rakte buketten frem imod ham.
    – Det må du nok sige! Svaret kom med en grimasse, der snarere udtrykte hån end sorg.
    – Ja, for du flager jo på halv, sagde jeg temmelig idiotisk. Og med det amerikanske flag. Er det i USA?
    – Ja, det må du nok sige! gentog han og sendte et blik halvt op ad flagstangen.
    – Er det en kær afdød? fortsatte jeg stædigt, – eller en slægtning, måske? Jeg vidste ikke, at du havde slægt i staterne.
    – Ja, det må du nok sige, gentog han igen og skulede til mig.
    Jeg vendte hovedet på skrå og så opfordrende på ham.
    Han tog blomsterne ud af hånden på mig, kastede et blik på dem, så igen op på flaget og mumlede i rivende hast, som om det var en lektie, han havde lært udenad og nu lirede af:
    – Følger du ikke med? Det er anstændigheden, der er død. I USA. Det er derfor, jeg flager på halv stang. Den døde, da den fhv. præsident blev frikendt ved rigsretssagen af en samling taburetklæbende senatorer, der mere tænker på deres egen røv end på den ed, de har svoret til nationen og demokratiet. Den blev  kvalt af nogle forbandede krystere, der skjuler sig bag prokuraturkneb for at sikre sig genvalg i skyggen af en mand, de elsker at frygte og hader at være på kant med. Senatorerne fatter ikke,  at de som valgte af folket har en forbandet pligt til at være uenige med netop folket, hvis folket kræver noget af dem, der strider mod deres pligt til at tjene demokratiet. Alle er født lige og frie, men med det følger en absolut pligt til at blive klogere. Det bliver man gerne i en ægte dialog, hvor meninger brydes. Det bliver man ikke ved at stikke halen mellem benene som de der elendige senatorer.
    Min nabo sukkede dybt og løftede endnu engang ansigtet mod flaget.
    – Republikanske skattelettelser. Det er det, det handler om. Follow the money. Men tak for blomsterne.
    Han vendte sig og gik ind.
    Og der stod jeg. Uden blomster. Avisen lå i postkassen og ventede.

 

ANNONCE: