KALENDER I EN CORONATID

 

 

 

Kalenderen med den fatale kuglepen

PROFIL

Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Folk med hang til papir og orden i deres liv køber en kalender omkring den første januar. I år blev det først med to måneders forsinkelse til noget, for hvad er der at holde orden i andet end i hverdagen?
    Ikke, fordi jeg har noget imod hverdagen.
    Tværtimod.
    Havde jeg et motto, kunne det være

ER HVERDAGEN GOD, ER ALTING GODT.

    Og hverdagen er god.
    Men på vej ind i det andet coronaår fylder den efterhånden så meget, at der ikke er plads til andet i hovedet, og dér går den i tiltagende slowmotion.
    Aftaler, møder, middage, biografture, teaterbesøg, rejser, frisørbesøg, sport, gymnastik, sangkor, foreninger, koncerter, kunstudstillinger, bibliotek, besøg på restauranter, caféer og barer, hvor man træffer gamle venner og møder nye mennesker uden aftaler - alt det, som stod i kalenderen og voksede frem af det, der stod i kalenderen og speedede hverdagen op, så der kunne blive plads til den blandt alt det andet, er væk.
    Men nu skal det være, nu skal kalenderen fyldes med andre gøremål end dem, jeg allerede har i hovedet og glemmer med det samme, fordi de er de samme.
    Jeg sætter mig ved bordet med kalenderen foran mig og løftet kuglepen. Men noget er ikke rigtigt. Ideer har jeg nok af, men om de kan virkeliggøres, er det ikke til at komme efter.
    Jeg klager min nød til gemalinden, som sætter sig ved bordet og skænker et glas rødvin til os begge. Hun mener som før hende gumman Noah i en gammel vise af Bellman, at spiritus og spiritualitet er forbundne kar.
    Mens hun skyder det fyldte glas over imod mig, søger jeg med himmelvendte øjne inspirationen. Noget slår ned i mig. Jeg må straks notere det.
    I stedet for kalenderen rammer kuglepennen glasset, så det vælter, og mens kalenderen farves rød af vinen, går jeg i sort.
    Der har jeg siden været.
    Men jeg har kalenderen som en daglig påmindelse om, at jeg vil finde på det, jeg vil, og finde andre, der vil det samme.
    Det kan god være, at det tager tid, men daglig sidder jeg parat med løftet kuglepen. Jeg klikker spidsen frem, gang på gang.
    Jeg skal nok finde på det.

 

ANNONCE: