PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Vi
sad på en klippeknold, forpustede og med passende coronaafstand til hinanden.
–
Tror du, at vi overlever? begyndte min finske nabo samtalen og så ned.
–
Du mener overleve hvad? svarede jeg og så samme vej. Hældningen var faretruende
stejl og dyb, måske ti meter.
–
Jeg mener coronaen, fortsatte han med et skævt smil.
Jeg
nikkede. Selvfølgelig gjorde vi det. Hvis vi fulgte reglerne og passede ekstra
på.
Han vædede læberne som for at lægge an til en længere bemærkning.
Imens lod han blikket glide op langs et par enorme grantræer nogle meter fra
os. De begyndte nede i slugten og fortsatte op mod himlen over os. Men i stedet
for at sige noget trak han et sammenfoldet stykke papir op af mavelommen på sin
anorak. Han holdt det frem imod mig. Under to temmelig barnlige tegninger stod
der to ord med versaler:
EQUALITY og EQUITY.
–
Se, sagde han og pegede på billedet på den venstre halvdel.
Her
stod tre personer af forskellig højde på tre kasser foran et plankeværk. På den
anden side udspillede der sig en sportskamp. Den mindste til højre nåede trods
kassen ikke i øjenhøjde med plankeværkets kant og så ingenting. På billedets
højre halvdel havde den lille fået den stores kasse at stå på, mens den
mellemste havde beholdt sin. Nu var de alle tre på højde med hinanden med
hovederne godt over plankeværket.
–
Og så? sagde jeg.
–
Og så ikke andet, end at det her er billedet på vores chance for at overleve
pandemien. Ikke din og min chance, men menneskehedens. Vi, de
superprivilegerede, vi har friheden til at leve isoleret på vores klippetop i
vores egen natur og vil sikkert overleve, hvis vi spritter af og holder
afstand. Men bare at overleve vil vi jo ikke blive ved med. Vi vil leve!
Og det kræver, at vi kan bevæge os fra isoleringen på klippeknolden og ned i
fællesskabet.
Jeg
nikkede. Hans billedsprog var langt fra elegant, men jeg fattede meningen.
–
Ok, fortsatte han. – Tag ordet lighed. Equality, som der står. På
billedet til venstre har hver person sin egen kasse. Men det gør dem ikke lige.
Den store og stærke til venstre er helt åbenbart – som grisene i Orwells roman – den mest lige. Og det har,
hvis vi genkalder os det gamle slagord om frihed, lighed og broderskab,
ikke noget med virkelig lighed at gøre, før broderskabet bliver
virkeliggjort.
–
Med andre ord? spurgte jeg, nu lettere forvirret.
–
Med andre ord er lighed et tomt begreb, hvis det ikke er forbundet med
retfærdighed.
–
Du mener altså, at lyst til fælles oplevelser og fællesskab gør det nødvendigt,
at den lille får to kasser.
–
Som du kan sige det! Og retfærdighed er ikke bare et udtryk for ret og
billighed – rimelighed, hvis du vil – set i lyset af, at de og vi vil
være sammen om en fælles oplevelse, for eksempel en sportskamp. Det er en
nødvendighed, selvfølgelig også i et globalt perspektiv.
–
Mener du virkelig, at det her er et billede på pandemien og vores mulighed for
ikke blot at overleve den, men at leve?
–
Hvis ikke vi lokalt, men også globalt står skulder ved skulder, han slog med
let hånd på billedet, inden han lod det glide ned i anorakkens mavelomme, – og
sørger for, at alle får deres del af den vaccine, der er så forbandet
nødvendig, så kommer vi, de overlevende i den rige verden, bare til at overleve.
Men aldrig til at leve, som vi gerne vil.
Han
greb sine stave. Jeg nikkede og fulgte forsigtigt efter ad den stejle
nedstigning. På det her tidspunkt af vinteren plejede han og fruen at opholde
sig i Sydafrika, hvor de har en timesharelejlighed. Var det for at komme ned
til den, han så generøst ville dele gratis vaccine i rigelige mængder ud til alverdens
fattige og ubemidlede?
Det
kunne han have fortalt mig hjemme i stedet for at lokke mig ud i skoven for at sætte
mig på en klippeknold og vise mig et billede!
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar