ALT HÅB ER UDE

 

 

 

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

 

  – ALT HÅB ER UDE!
    Min finske nabo stod på trappestenen til mit hus. Med et lille grin støttede han sig til et par koboltblå stave af den type, forstadsfruer har taget i flittig anvendelse efter nedlukningen af diverse træningscentre. Men de forfærdende ord fremkaldte straks efter indre billeder af druknende sømænd, delinkventer på vej til skafottet for ikke at tale om billederne fra Norditalien, hvor smitten for et år siden gik amok, og de døde blev kørt til massegrave i militærets lastbiler.
    Hans grin mystificerede mig, for sandt at sige plejer han ikke, hvad danskere (genialt fanget i et vers af Piet Hein*) ynder at fremhæve som et dansk, nationalt særkende, at skæmte med det alvorlige. Måske var han blevet sindssyg under påvirkning af selvisolation, afstande og håndsprit, hjemmearbejde uden kaffepause med kolleger, forsagede barbesøg og fantasier om kvælningsdød i en defekt respirator – ikke at forglemme fruens shoppingabstinensere og deraf manglende sexlyst og deres voldsomme skænderier for nedrullede gardiner.
    Kort sagt havde jeg mest af alt lyst til at lukke døren til mit lille kongerige med kaffe og filttøfler, den daglige avis, ild i brændeovnen og læsning af den klassiske litteraturs hovedværker. Så kunne han stå derude og have det så godt.
    Han satte foden i døren. Måske ikke bogstaveligt, men hans ansigtsudtryk og den tilbagelænede attitude han skiftede til, hindrede mig i mit forsæt. Der var noget, han ville dele med mig, fornemmede jeg, og trods alle velbegrundede aversioner mod hans alt for ofte påtrængende praksis, kunne jeg ikke lade ham stå derude med uforrettet sag. At invitere ham ind stred mod alle forskrifter og forsigtighedsregler, så i stedet for at lukke døren, åbnede jeg den lidt mere og nikkede dystert.
    – Det er for din egen skyld, sagde han med dramatisk hvisken. – Om nogen kender dine vaner, så er det mig. Og de er usunde.
    Jeg måbede – stod han ikke der på min egen trappesten og...
    Længere kom jeg ikke i min tankerække, før han ydmygt bøjede hovedet og med løftede øjne mumlede:
    – I tider som disse med en usynlig fjende, der angriber uden nåde, må vi stå skulder ved skulder og vise samfundssind. Det gælder i det store, og det gælder i det små, hvor det gode naboskab er på spil. Helt ærligt betyder du meget for mig, og på en sær måde er det gensidigt, ved jeg. Strengt taget kunne vi undvære hinanden, men vil vi det?
    Jeg sænkede blikket og rystede, lidt mod min vilje, på hovedet.
    – Så vil jeg, i samfundssindets og det gode naboskabs navn, bede dig tage dine støvler og en lun frakke på.
    – What! udbrød jeg ikke så lidt overrasket. – Du mener?
    – Jeg mener præcis det, jeg for nogle dage siden læste i et slogan på nettet. Så anskaffede jeg mig disse her gåpinde, men det går naturligvis også uden.
    – Og dit slogan?
    – Sid ikke inde, når alt håb er ude.
    Og igen kom det lille grin frem i ansigtet, som jeg for lidt siden helt havde misforstået.
    Nogle øjeblikke efter var vi på vej ad finske skovstier i det bakkede landskab, der ligger omkring vores huse. Han gik forrest, stagende sig frem. Jeg i behørig afstand efter.
    Imens følte jeg håbet vokse i mig. Hvis vi alle gik ind for hver enkelt af os, skulle det nok gå godt.

*Den, som kun tar spøg for spøg
og alvor kun alvorligt,
han og hun har faktisk fattet
begge dele dårligt.

 

ANNONCE