Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Sangens
første linjer var My Life Begins Again eller noget lignende, den var
lidt langsom i det og passede derfor godt til stretching efter
gruppegymnastikken.
Vi var i alt ni motionsgymnaster, ti med lederen, der stod skråt bag
højttaleren på sit dobbelte bordtennisbord på plænen foran svømmehallen. Herfra
viste hun os, hvordan de perfekt udførte øvelser så ud.
Mit spejlbillede i svømmehallens store ruder afslørede, at perfektion
langt fra lykkedes for mig. Jeg var for stiv. For langsom. For forsigtig. Men
bare det igen at bevæge sig i gruppe sammen med andre efter den ufrivillige
coronapause på elleve uger gav en stærk følelse af at være med, hvor det skete.
Selv om vi ikke var flere end ti. Og selv om jeg hørte til de
stærkt imperfekte.
Tak for i dag, og velkommen næste uge, så må vi være fyrre mere, afsluttede
lederen og slukkede for musikken.
Folk som flest i Finland kan ikke rose sig af at være udpræget
løsslupne i dagligdagen og da slet ikke i forbindelse med noget så seriøst som
motionsgymnastik. Det er alvorligt arbejde med det uskrømtede formål at holde
kroppen i gang på højst mulige niveau. Men denne aften var stemningen nærmest til
at dunke hinanden i ryggen – hvad vi jo ikke gjorde, fordi det var imod statens
officielle regler for omgang mennesker imellem. – Den mere håndgribelige eufori
må vente.
Men smil og venlig småsnakken synes dog i al almindelighed at være
blevet en del af dagligdagen her i Finland. Jeg har oplevet det under elleve
ugers daglige gåture i de omkringliggende skove, hvor motionister i deres egen
boble af anstrengelse nu i antal langt overgås af familier, der mere hygger end
anstrenger sig. Og hilser! Et nyt, markant indslag er også sønner og fædre på
mountainbikes. Og unge par.
I går, på min første tur til Helsingfors i over tre måneder,
oplevede jeg den i forhold til tidligere øgede samværsfølelse, somme tider
grænsende til snakkesalighed. Det skete i lokaltoget, i sportsbutikkens
skoafdeling, i kassekøen, i parken foran Sibeliusmonumentet, hvor jeg sammen
med andre nød min medbragte mad. Og naturligvis i forhold til frisøren. Om hun
også smilede med munden, ved jeg ikke, for hun bar maske.
Om alt dette og mere betegner en nærhed, som vil fortsætte efter,
at nedlukningen er ovre og glemt, og vi igen har lov til at færdes efter gamle
mønstre, er det ikke godt at vide.
For måske er det bare en måde, vi belønner hinanden på i farens
stund, og når den er ved at drive over. Som en kompensation for aleneheden. Den
lyser ud af min kalender, hvis sider i mange uger har stået skræmmende blanke,
men efter i går igen er ved at fyldes med aftaler.
Kan jeg tro på det? Kan jeg være sikker på, at krigen er slut,
uden at fjenden er slået og en fredsaftale indgået. Jeg vælger at være
pessimist, jeg vælger at tage kronikken i Dagbladet Information for
nogle dage siden til efterretning. Den er skrevet af Mai Villadsen, klima- og
naturordfører for Enhedslisten. Den
handler kort sagt om, at vi selv er skyld i coronakrigen, fordi vi stuver
mennesker og dyr stadig tættere sammen. Derfor er fremtidige pandemier højst sandsynlige.
Jeg citerer nogle afsnit.
Coronakrisen beskrives ofte som en udefrakommende
krise, der skyller hen over vores samfund og lammer den globale økonomi. Den er
anderledes end finanskrisen, får vi at vide, som var resultatet af uansvarlige
finansmarkeder og spekulative banker. Coronakrisen har ingen ophavsmænd.
Der er en vedholdende trang til at se på krisen som et
uheld, for det er næsten ikke til at bære, hvis vi selv er skyld i de i
skrivende stund 323.653 dødsfald på globalt plan, et potentielt tab for dansk
økonomi på 500 mia., et muligt fald i det globale BNP på op til fem procent,
millioner af arbejdsløse, fattigdom og kollapsede sundhedssystemer.
Rigtig meget peger dog på, at det netop er tilfældet.
At mennesket er skyld i opkomsten af denne globale krise. Og nægter vi at se
den kendsgerning i øjnene, bliver fremtidige ødelæggende globale pandemier kun
mere sandsynlige.
Årsagen til pandemier skal ofte findes langt inde i de
efterhånden så berømte kinesiske flagermusegrotter, i de tropiske skove på det
afrikanske kontinent eller i Amazonas regnskov. Årsagen skal findes i det
faktum, at vi mennesker med vores voksende storbyer, tiltagende luftforurening,
afskovning og minedrift presser de vilde dyr ved at ødelægge deres levesteder.
[...]
I årevis har en lang række forskere advaret om, at jo
mere af verdens skovareal, der ryddes, des større er risikoen for, at mennesker
kommer i kontakt med virusser, som vores immunforsvar ikke har erfaring med,
fordi disse virusser har været lukket inde i skovene i århundreder. I første
omgang gør det lokalbefolkningerne nær skovene særligt sårbare. Men med den
globale økonomi, vi befinder os i, kan rydning af regnskov ikke blot få lokale
konsekvenser, men hurtigt blive et verdensomspændende problem.
Det er på den måde, at en række af de mest dødelige og
ødelæggende epidemier er opstået igennem de seneste fire årtier. Både HIV,
ebola, zika, hendravirus, SARS, NERS og fugleinfluenza er hoppet fra dyr til
mennesker. I mange tilfælde kan virusserne spores tilbage til vilde dyr, der har
levet i økosystemer med en høj biodiversitet.
[...]
Vi skal med en større ydmyghed se os som en del af
naturen, og ikke bare som en forbruger af den.
Ydmyghed, det er ikke et ord, der normalt falder normale politikere i
munden. Men står det her til troende, betyder det kort sagt, at vejen frem –
ikke blot mod et bedre liv, men mod fortsat liv for mennesker i det hele taget,
er at udvise ærbødighed, respekt, beskedenhed og
lignende i forhold til den natur, som vi – alligevel! ikke havde krammet på.
At få dette til at lykkes anser jeg for langt vanskeligere end at få en hardcoremotionist til i fredstid at
smile til de forbipasserende og tage hensyn under en træningstur i
Frederiksberg Have.
Og på denne
måde har jeg igen slået skår i glæden. Forhåbentlig bliver jeg positivt
overrasket. Det er blandt andet det, pessimisme er til for.
Annonce:
