Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Vekselvirkningen
mellem byens rum og kroppens rum og mellem kroppene i et grænseoverskridende
flow – er det ikke det, vi længes efter i coronakrigen, som har vendt op og ned
på vores hverdag og på natten?
Døgn efter døgn, uge efter uge, måned efter måned har vi levet som
encellede organismer med en ubærelig længsel efter at komme ud og forene os.
Men, venner, nu skal dagene ikke længere være ens, nu skal natten
løfte den sagtmodige flyden hen ind i euforien, nu skal natmaskinen igen i arbejde
– nu, da caféer, barer, restauranter, natklubber, diskoteker, koncertsale skridt
for skridt skal åbne.
Så det igen kan blive som Michael Strunge digtede i Natmaskinen
– et digt til tiden.
NATMASKINEN
Langsomt oplades natten af byens lys.
Stjerneknapperne blinker
og på måneskærmen ses de første billeder.
Åh, jeg vugges som på en damper,
et tungt exprestog gennem mørket,
flyver højt i natmaskinen.
Skyerne af drømmedamp
hvisker hvidt til jorden.
Natmaskinen arbejder og absorberer menneskenes sjæle.
Mørket fyldes tæt af en summen af energi...
Jeg er til koncert i Rockmaskinen.
Ugens overlevende trænges om den lille scene
luften er hed af musik.
Vi er i trance og trang
transcenderende
grænserne mellem køn,
mellem dimensioner af virkelighed,
dansende i tranceformationer
et sted i den sovende by.
Vi er forkomne englebørn
med vinger af fremtidssang,
med barnet i blodet og smøgen i kæften.
Vi har hud af den sarteste drøm
og hjerter der lyser mere end neon.
Vi er kvæstede af dagens skarpe lyde,
blødende lyserød sne,
spiddet af avisoverskrifter.
Vi er en del af Natmaskinen
transformerer angst til venskab.
Vi bærer vore hjerner med stolthed
bytter drømme og cigaretter,
fylder os med rus og musik
bytter køn og masker...
Senere tager vi hjem hver for sig
drager gennem Natmaskinen med nye identiteter
ad offentligt fastlagte ruter.
Der falder sorte klumper af søvn
fra oliehimlen ned i vore øjne.
Vi sover ind som éncellede organismer
fra dengang jorden var hav.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar