STREGKODER



Uden stregkoder: Jacob og en kammerat på Zanzibar




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

  









Det der med stregkoder er ligesom gået i blodet. En hel generation er vokset op med dem. En elektronisk aflæser hen over sirligt ordnede streger og et bip, så står det, som ER prisen, på skærmen.
    Fra den tid, da denne teknik begyndte dominere,  husker jeg et par alvorlige protester.
    Vi boede den gang på Åland, den lille øgruppe med hjemmestyre mellem Sverige og Finland. Et par ældre damer slog alarm, fordi de opfattede stregkoder som djævelens værk. Det grinede de fleste ad. I dag kender jeg ingen, der ønsker stregkoderne væk, hurtige og effektive som de er. De passer til vores liv. Giver priserne troværdighed.
    På en strand på det østlige Zanzibar sluttede masaien Jacob sig til vort lille selskab. Det blev først til en længere snak om, hvor vi kom fra, og hvordan mon vejret var der i netop dette øjeblik. Vi fortalte om sne, som han kunne relatere til Kilimanjaro, der lå nær den landsby, hvor hans far, en gammel mand på 67, boede.
    Når vi ikke forstod hinanden, bøjede vi os og tegnede i sandet.
    Så, som ved et trylleslag, havde han sat en stor taske, vi ikke havde bemærket, ned foran os, og en-to-tre lå alle slags smykker bredt ud for vore øjne. Vi valgte to armbånd, to halssmykker og en skildpadde i mahogni, som en anden, pludseligt opdukkende masai lagde frem blandt masker og andre dyr.
    Samværet omkring hele handelen kan jeg kort beskrive med et digt fra Hvad nu (1983) af Ivan Malinowski.

        Her er handel
        ikke et koldt stipuleret bedrag
        med styring af behov
        og dikterede priser
        men en fornøjelse der kræver tid
        og talent og mange glas te.
        Profitten er et rent biprodukt.

Om en uge rejser vi hjem til stregkoderne. Føles det trygt?

- og med stregkoder...
Zebra i Mikumi Nationalpark, Tanzania


















ANNONCE:

SYD FOR ÆKVATOR






PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



En stiv østenvind står ind fra havet. Nu, kl. 18.05 mandag den 19. december, er dens varme stadig en del i overkanten. Det er sommer her nogle grader syd for ækvator på Mbuyuni Beach, Zanzibar. Havet er Det Indiske Ocean. Republikken, Zanzibar indgår i, er Tanzania.

JEG BABU
Jeg bor i en hytte med palmetag lige ved stranden og tiltales respektfuldt babu. Tiltalen er bestemt af min alder og værdighed og min relation til bibi, mine børns mor. Men centrum, den der navngiver sin mor og sin far, er og bliver den mindste af os. Hendes navn vil alle lære, og vil de tiltale hendes forældre, sætter de mami eller baba foran hendes navn.
Hun er fremtiden.
Det er herfra min  verden går. Sådan har familien og især den yngste overtaget definitionen af mig og mine nærmeste.

FERIELEKTURE
Det Finland, jeg forlod den 15. om morgenen, havde andre definitioner af mig. Her havde økonomien overtaget. Og når jeg vender tilbage, er Finland måske anderledes. EU anderledes. Verden ændret. Her ruller alting rundt om sig selv. Den eneste måde, jeg kommer ud af tiden på, er via læsning. Jeg har ansvaret for rejsens lille håndbibliotek med billedbøger og billigbøger, som fylder min gule Fjällräven rygsæk.
Med skam at melde har jeg endnu ikke læst Jakob Ejersbos Tanzaniatrilogi. Bogen jeg netop blev færdig med, er Lennart Hagerfors’ Valarna i Tangaynikasjön. (Tangaynika er det gamle navn for den del af det nuværende Tanzania, der ligger på fastlandet).
Romanen er Interessant.
Medrivende.
Fantasifuld.

IMPERIALISMEN PÅ VRANGEN
Den starter på Zanzibar med, at Stanley samler den ekspedition, der skal finde Livingstone, og den slutter da rigtignok med en svensk oversættelse af de berømte ord:

Dr. Livingstone, formoder jeg.

Men der er intet værdigt ved hverken rejsen eller de to hvide mænd.
Stanley er sadist og psykopat, og det er måske den virkelige grund til, at han har kunnet overleve det, der i skolebøgerne hed ”den farefulde færd ind i det mørke Afrika”.
Et mere dækkende ord for ”farefuld” er rædselsfuld. Det er æselpiskens regimente, der hersker gennem sumpe, krig og ulidelig varme, sygdomme, henrettelser, udstødelse af karavanen, der er den et hundrede procent visse død.
Og den Livingstone, Stanley endelig møder ved Tanganyikasøen, er et vrag af den berømte opdagelsesrejsende, som ikke ved noget om den verden, der omgiver ham, og  da slet ikke ved noget om den verden, han forlod.
Stanley, som ved at finde ham, har indskrevet sig i verdenshistorien, holder daglange foredrag for ham. Om Suezkanalen. Om The Pasific Railway. Preussens krig mod Danmark i Slesvig-Holstein.

Stanley talar länge och väl. Han är kunnig som en bok och vältalig som en parlamentsledamot. Livingstone, som sitter bredvid, plockar i sig matrester och river sig på benen. Han skrattar när Stanley skrattar och skakar på huvudet när Stanley bekymrat berättar om världens konvulsioner.

Jeg forstår Livingstone.
Lige nu har jeg det lidt som ham. 



ANNONCE:

 



IND OG UD AD HISTORIENS STORE SVINGDØR











PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det er altid en mærkelig fornemmelse knyttet til stater, der opstår, genskabes i en ny form eller ligefrem genopstår.

TRE EKSEMPLER
For eksempel er Republikken Finland et landområde, som fra middelalderen optræder som Sveriges østre rigshalvdel, ved Landdagen i Borgå i 1809 bliver ”ophøjet blandt nationernes tal” som russisk storfyrstendømme med navnet Finland og først med denne ophøjelse som det statsretslige grundlag for landets autonomi erklærer sig selvstændigt den 6. december 1917.
Tyskland, som vi kender det i dag, er på ingen måde identisk med det Preussen, som sammen med Østrig besejrede Danmark i 1864. Vi skal via det Tyske Rige fra 1871, hvor en lang række tidligere selvstændige, små tyske stater i det Nordtyske Forbund og det Sydtyske Forbund slutter sig sammen til et kejserdømme, og frem til Weimarrepublikken af 1919, før vi, med et halsbrækkende spring over nazismens diktatur og Tysklands adskillelse i DDR og BDR, har det geografiske og institutionelle grundlag for dagens Tyskland.
For da slet ikke at tale om Kongeriget Danmark, hvis geografiske område først efter Genforeningen i 1920 ligger fast. Så længe dét  varer. ”Engang du herre var i hele Norden, bød over England…”, som det hedder i eventyrdigteren H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”. Men det er ganske vist, og så har han oven i købet ikke fået plads til erobringerne i Østersøområdet og kolonierne i Asien, Afrika og Amerika. Blandt andet genopståelsen af Kongeriget Norge var et resultat af Danmarks formindskning.


HIMMEL OG JORD ENGANG FORGÅR
Om nogle dage ryster jeg den finske regn af min hat for at drage til Tanzania, hvor jeg er blevet lovet godt vejr og ikke under 30 grader i skyggen. Hver dag.
Min vane tro, når jeg skal danne mig et første, hastigt overblik over  noget geografisk eller historisk, griber jeg ud efter Gyldendals Opslagsbog, som har fulgt mig trofast i præcis et halvt århundrede. Men nej, naturligvis, her står der ingenting om Tanzania, der jo først opstod i 1964 gennem en forening af Tanganyika og Zanzibar.
Når jeg har siddet lidt under en palme i Zanzibars Stone Town, et langsomt smuldrende monument over kulturel og handelmæssig indflydelse fra afrikanske, arabiske, indiske og europæiske lande, må det være mig tilladt at have glemt EU’s og euroens og alverdens finanshuses igangværende kriser.
Som overgang kunne jeg jo sidde og nynne den gamle kanon:

Himmel og Jord engang forgår.
Himmel og Jord engang forgår.
Men musikanterne, men musikanterne,
men musikanterne evigt består.

Måske nogen kommer forbi og vil deltage i sangen. Den er firstemmig.

?????
Hvem ved, hvordan det står til med euroen og EU i et, to, tre eller flere spor og tempoer, når jeg vender tilbage?
Julen kan, også på politikkens område, være fuld af overraskelser. Hvem mindes ikke Rumænien julen 1989! Rumænien blev medlem af EU i 2007.


ANNONCE:

 


DEMOKRATI OG MENTAL SUNDHED



Tvangsfodring af gæs giver stor lever til foie gras.
Det er der penge i.









PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.




Det velansete finlandssvenske dagblad Hufvudstadsbladet havde den 28. november en notits, som fortjener at blive citeret i sin helhed:

Politikersprog trussel mod mental sundhed
Politikernes kragemål kan udgøre en trussel mod borgernes mentale sundhed. Det siger Pekka Sauri, formand for Centralforbundet for mental sundhed.
Pekka Sauri mener, at den politiske jargons største problem er, at midlerne spærrer udsigten til målene. Sauri fremhæver krisen i euroområdet som et eksempel.
- Den ustandselige nyhedsstrøm om et kollaps i euroområdet kombineret med det faktum, at den politiske debat bliver koncentreret om midlerne i stedet for om målsætningerne, undergraver mere end støtter borgernes mentale sundhed, siger Sauri.
Sauri påpeger, at politikernes sprog bliver stadig mere uforståeligt, fordi det vrimler med besværlige termer som euroobligationer og stabiliseringsmekanismer.
- Depression hænger sammen med manglende motivation og fremtidstro. Hvis politikerne har tabt sigtet mod et helhedsbillede af samfundet, bliver det svært for det enkelte menneske at kortlægge sit eget liv.

RÅDVILDHED
Der er jo en del andre områder end eurokrisens, der kan få almindelige mennesker til at sukke som madammen med moppen i H.C. Andersens eventyr ”Hjertesorg” (1953) og opgivende sige sit ”jeg er kun et Fruentimmer” – et udsagn, man i feministisk forstand ikke skal lægge noget odiøst i.
Hvad madammen giver udtryk for er den nød, hun som et skrivekyndig og derfor den gang forholdsvis dannet menneske er havnet i, når opgaven bliver overmægtig. I dette tilfælde at skulle stave til ”Generalkrigskommissær”. 
 Det er muligt, at de ansvarlige politikere i dagens eurokrise kan og ved bedre end madammen, selv om deres rådvildhed i længere tid har været åbenbar. Vi kan aflæse den af deres hektiske mødeaktivitet. Men også af synspunkter og forslag, der går fra en omsiggribende eurotræthed, udtrykt i fx den finske præsidentkandidat Paavo Väyrinens ønske om at trække Finland, EU-mønsterstaten, ud af eurosamarbejdet, til supereuropæernes velkendte mantra, her med Belgiens fhv. statsminister Guy Verhofstadt ord:

Gældskrisen begyndte i Grækenland, men den begyndte, fordi vi har sytten forskellige økonomiske linjer, men én valuta. Den eneste mulighed er en fuldstændig sammenslutning.

I mine øjne er det første synspunkt udtryk for en populisme, der trives godt i kølvandsstriben efter Sandfindlænderne (= Dansk Folkeparti light), mens det andet er udtryk for en ideologi uden praktisk forankring – med andre ord den rene dumhed.
Ja-så.
Jo, faktisk: Den rene dumhed! I lighed med fx en påstand om, at hvis sytten mennesker har svært ved at få ét stykke af en kage ned, så vil det gå meget lettere for dem at spise hele kagen. Jamen hvordan skulle dette kunne ske uden tvangsfodring? Gæs, hvis lever skal svulme for at blive optimal til produktionen af foie gras, tvinges til at finde sig i det.
Men hvordan vil borgerne i euroens sytten demokratiske stater reagere på tvangsfodringen med mere EU? Mon protesterne, som jo er i gang, kan udvikle en voldsomhed, der gør tankerne om EU som et fredens projekt helt til skamme? Hvem ønsker i den situation en EU-hær?

DEMOKRATIETS KOLLAPS
Vi er med andre ord ude i en alvorlig krise, som bygger på politikernes og finansfolkenes (se min blog om finansmarkedets aktører, ”Poltava før og nu”) manglende indsigt i, hvad de foretager sig, og hvis værste konsekvens er demokratiets kollaps. I Italien har man taget konsekvensen af det ved at give statsroret til en regering af teknokrater. Begrundelsen må jo være den, at almindelige mennesker og deres folkevalgte ikke har den fornødne indsigt og er ude af stand til at gennemskue noget som helst.
Det kan der, set fra det høje nord, tilsyneladende være fornuft i. Men i et demokrati drejer det sig altså ikke om at påtvinge andre stater en abstrakt fornuft. Kernen er og bliver, at borgerne i frihed vælger ud fra egne interesser, respekterer hinandens valg og samlet tager ansvaret.
Sådan var det i den græske bystat for mere end to tusinde år siden, og sådan genopstod tanken i og med Den store franske Revolution for godt to hundrede år siden.
Og det gælder stadig. Fx også for eurolandene, der ikke bare skal stikke halen mellem benene, når det p.t. går lidt skidt. Og det gælder for supereuropæerne, der ikke skal spille op med en totalisering af politisk, økonomisk og finansiel fornuft. I dagens EU-politik kommer man ikke længst ved at slingre mellem yderligheder, men ved at holde en støt og fælles kurs baseret på gennemtænkte beslutninger.
Men borgerne skal være med, og det kræver oplysning, oplysning og stadig mere oplysning. Uden oplysning kan vi ikke handle i frihed. Uden oplysning mangler vi motivation og havner i depression uden fremtidstro. Uden oplysning giver demokrati ingen mening.
Så får vi det som eventyrets moppe, der bliver sat på gulvet, mens madammen forsøger at stave til ”Generalkrigskommissær”:

[…] han knurrede; han var jo ogsaa taget med for sin Fornøielse og Sundheds Skyld, og saa skal man ikke sættes på Gulvet. Braknæse og Fleskeryg var hans Udvortes.


ANNONCE:


LYS I NOVEMBER







PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.




Novembermørket, som ligger kompakt over den sydlige del af Finland uden et snefnug til at lyse op, har mod forventning ikke påvirket mit humør.
Jeg er tvært imod lidt euforisk. Og en del selvglad. Det kan jeg lige så godt indrømme med det samme.

ET ARBEJDSLIV GÅR TIL PAPIRMØLLEN
Jeg går nemlig og rydder op. Ikke en hvilken som helst oprydning, men en gennemgang af alt det, jeg som underviser har været igennem i mit arbejdslivs ca. 40 år. Det drejer sig om næsten hundrede samlemapper. Plus det løse. Det var begyndt at fylde for meget i reoler og garderober og store stabler langs vægge og op i hjørnerne.
Udgangspunktet var selvfølgelig, at jeg aldrig mere ville få brug for det, og det var den tanke, der i næsten præcis et år både havde tilskyndet mig og holdt mig tilbage. For tænk, hvad der var nedlagt af arbejde i tilrettelæggelse af undervisningsforløb indenfor det område, som bredt formuleret hedder dansk sprog, litteratur, kultur og samfund. Og nu skulle det smides væk.
Det er naturligvis ikke blot mine egne planer, som fylder op, meget af det er materialesamlinger, kompendier med øvelser og litteratur, eksamensopgaver og oplæg fra studerende, eller det angår ekskursioner, seminarer, konferencer, kollegialt samarbejde og så videre.
Mere end 90 pct. ryger direkte i en stor kasse, som jævnlig må tømmes. Jeg kan naturligvis ikke genlæse alt, men orienterer mig koncentreret i det forgangne. Jeg kan se, at jeg engagerede mig. Engagement kan somme tider bøde på manglende kundskaber, men kun, hvis det smitter og får de studerende i gang med at tænke og arbejde selvstændigt. Og uden faglig substans i engagementet går det trods alt ikke.

SAVNET
I det forløbne år har jeg virkelig savnet én ting fra mit lange undervisningsliv. Det er den opstemthed, man kunne få efter en grundigt forberedt og vellykket udført lektion. Man har været nervøs, for jo mere forberedelse, jo mere opdager man somme tider, man ikke ved og kan. Og jo mere minutiøs planlægning, des større risiko er der for, at tingene ikke går, som de skal. Men når man så er midt i det og egensindigheden korrigeres af samværet med de studerende, som også møder forberedte, behøver det slet ikke altid at gå som tænkt for at gå godt.
Opstemtheden kan komme, når tavlen tørres ren, eller man går hjemad. Jæs, det lykkedes! siger man til sig selv. Det gav ikke blot løn og kundskaber, men også en retning for tanken. Det sidste er ikke det mindst vigtige.
I disse dage indfinder den savnede følelse sig somme tider igen, mens jeg smider væk for kun at gemme nogle få, ofte tilfældigt udvalgte pluk fra min virksomhed. Det er en lykkelig følelse, som jeg håber, at jeg kan bære med i de næste ti, tyve eller måske hele tredive år.
Og jeg er naiv nok til at tro, at det er en tanke, som jeg har fælles med alle lærere. Vi elsker den gode lektion. Det er den, vi samler på. Det er den, der giver – eller har givet os energi til at fortsætte.

”VI HAR SKRATTAT MYCKET TILLSAMMANS”
Blandt meget andet finder jeg kursuskritik, som jeg har været omhyggelig med at indsamle. Var den troværdig, korrigerede og ansporede den. Nu ryger det meste ud.
Nedenstående, indledningen til en kritik af et kursus i dansk lytteforståelse, faldt jeg lidt i staver over. Og gemte. Under overskriften ”Positivt”, markeret med et +, skriver den studerende:

+ Kursen har varit rolig, vi har skrattat mycket tillsammans.
+ Jag har lärt mig att förstå danska.

Jeg tror på den studerende. For hvordan virker en kursuskritik, der påstår, at kurset var kedeligt, og man lærte meget?
Sammen med kærlighed til de studerende og kærlighed til faget – eller i det mindste til faget, er latter det mest effektive undervisningsmiddel, der findes.

Erindringen om den studerendes kritik giver en god fornemmelse at blive gammel på.


ANNONCE: