Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Er
det bare et forfængelig håb, at nogen har ventet utålmodigt på tirsdagens blog?
I så fald kan jeg love, at jeg har ventet ikke mindre utålmodigt på at skrive
den.
Men der kom noget i vejen: en manglende sang. Og den spærrede så
meget, at jeg ikke kom ét skridt videre.
Jeg kunne nogle linjer udenad, jeg huskede melodien, som -apropos min
foregående blog Gå, er god at gå efter, men også at trampe i en cykels
pedaler efter – og det er netop det, sangen handler om: at cykle.
Min erindring om brudstykker af den, min besathed i
efterforskningen af den på nettet og i egne sangbøger, antologier og
digtsamlinger, førte mig til en bestemmelse af digter, digtsamling og årstal og
til at fastslå komponistens navn og årstallet for kompositionen. Desuden til en
del sangbøger, hvor den forefindes i indholdsfortegnelsen. Men så ikke længere.
Jeg mailede til Det kgl. Bibliotek for at få hurtig hjælp i form
af en mailet kopi. Men ak, hvis jeg ville læse digtet, måtte jeg gå via mit
lokale universitetsbibliotek, som da ville få værket tilsendt i fysisk form fra
et magasin i den anden ende af København. Elektroniske kopier ville ifølge
gældende dansk lov om ophavsret ikke kunne sendes. – Hvor længe skulle jeg
vente? Min erfaring sagde mig mindst 14 dage.
Forespurgte venner i Danmark ejede ikke bogen, ejheller sangbøger,
hvori digtet forekommer.
Hvad gør man så, når verden venter på min blog? Skriver om et
andet emne, fx om mine livretter og yndlingsdrinks. Men nej, i stedet
ventede jeg den ene dag efter den anden dumstædigt på et positivt svar fra
vennerne, mens jeg, besat af forskningsiver, googlede videre mindst ti minutter
morgen, middag og aften.
Så er det, jeg kommer til at tænke på det berømte Bibliotek i
Alexandria, der rummede oldtidens mesterværker blandt andet indenfor filosofi
og litteratur. Efter sin grundlæggelse i 280 f.Kr. af Ptolemaios den 2. af
Ægypten udviklede det sig til at blive antikkens største bibliotek med anslået
400.000 til 700.000 skriftruller.
Men ingenting varer evigt. Biblioteket brændte.
Det vigtigste her er ikke, hvornår det skete. Det kan være i 47
f.Kr. i forbindelse med Cæsars invasion af Ægypten. Eller mere sandsynligt kan
det være blevet endeligt ødelagt i slutningen af 300-tallet, hvor en kristen
pøbel brænder det af i forlængelse af kejser Theodosius ordre om destruktion af
alle hedenske templer i Alexandria. – Usandsynligt? Ikke det mindste. Anfald
mod kulturelle ytringer findes til alle tider i historien.
Det vigtigste her er, at biblioteket er kommet til at stå som et
symbol på klassisk viden og lærdom, kunst og kultur, hvis kilder til en del
forsvandt med biblioteket. Det er grunden til, at mange værker fra antikken i
dag til stor ærgrelse for filologer og andre videnskabsfolk kun findes som
anden- eller tredjehåndsfragmenter.
Lidt i leg følte jeg mig i samme situation som den klassiske filolog
efter det alexandrinske biblioteks brand. Jeg har en tekst i fragment, en
melodi samt præcise oplysninger om begges ophav og tilblivelsestidspunkt:
Teksten er af Emil Christian Teodor Bønnelycke (1893-1953), digtet
kaldes Cyklernes, Cyklernes, Cyklernes Kor, det findes i digtsamlingen Gadens
Legende, afsnittet Fremtidens Gade, 1920, p 145. Danske biblioteker rummer
en håndfuld eksemplarer af dette værk af Bønnelycke – men ingen af dem ligger på
mit skrivebord.
Emil Bønnelycke da? Mest huskes han måske for det revolverskud,
han i 1919 i København affyrede under en oplæsning af en tekst om den polsk-tyske
revolutionære antikrigsaktivist Rosa Luxemburg omkring en måned efter mordet på
hende.
Mere seriøst i nærværende sammenhæng: I den første, futuristiskekspressionistiske
periode af sin digtning, der starter med samlingen Ild og Ungdom (1917),
viderefører Bønnelycke den begejstring for den moderne teknik, som bl.a.
Johannes V. Jensens var talsmand for. Et brudstykke fra Filippo Marinettis Futurismens
manifest (1909) fører os ind i den verden af fart og moderne
frembringelser, som Bønnelycke, om end i mere afdæmpet, og bundet metrisk form,
fandt udtryk for.
Et væddeløbsautomobil [...] med sit eksplosive åndedræt [...] er
skønnere end Nike fra Samothrake,
skriver
Marinetti.
Bønnelyckes digt om cyklerne blev sat i musik i 1932 af Jørgen Liebenberg
Bentzon (1897-1961). Sammen med et kor på aftenskolen på Ny Carlsbergvej
komponerede han melodien, der allerede fra førstelinjens insisterende,
fasthamrende tråd i pedalerne får en fremdrift, som gjaldt det livet.
(fortsættes næste tirsdag)
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar