PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Overskriftens
påstand er pompøs. Og skræmmende.
For fragmentet er jo en reduktion, en del af en helhed, måske kun en
lille bitte del. Der kan være tale om et fragment af en dagbog eller af en
tempelsøjle eller af et kranium fra en uddød dyreart.
Det giver også god mening at tale om et fragment af livet eller Et
Livs-Fragment, det gør for eksempel Søren Kirkegaard i undertitlen til Enten
– Eller.
Men ser man livet som sådant som et fragment, for eksempel dit,
kære læser, eller mit, indtræffer den tankens svimmelhed, der kommer af
modsigelsen mellem livet som en ubegribeligt kompleks helhed, og fragmentet, som
er og bliver en del, men om hvilken det nu påstås, at den kan udfylde helhedens
plads.
Tanken om livet reduceret til fragment slog mig for et par dage
siden, da jeg var grebet af en forrygende oprydningstrang og kassersyge. Årsagen
var den, at jeg ville følge mine tanker under udarbejdelsen af romanen Sfinksens
datter samtidig med, at jeg stoppede deres fremtræden på papir i sække for
at køre dem til papirindsamlingen.
Det blev til en lang rejse tilbage i tiden fra udgivelsesåret 2018
til september 1997. Undervejs blev titlen Kridtet udskiftet med Ane
(som var ment som både et kvindenavn og et verbum), inden jeg til sidst endte
med titlen Sfinksens datter. Alle papirer var ordnet i mapper i min og gemalindens værelse for produktion
af ord, men stukket ind på forskellige steder i reolerne, der går fra gulv til
loft. Sammenstillet blev det til 1,6 meter ideer, notater, udklip,
refuseringer, nye forsøg med gennemskrevne manuskripter, venners kritik med
videre.
Papirerne bød mig på en lang rejse i erindringen, men bragte mig
også ind i sammenhænge, hvor det nedskrevne kun var et springbræt videre ud i
hukommelsens krinkelkroge, som intet havde haft at gøre med det færdige
resultat.
I hvert fald direkte.
Tanken om, hvordan det indirekte forholdt sig med alt det, som
angik bagvedliggende tanker og forestillinger om både indhold og struktur, og
som ikke blev udmøntet i ord på papir, henlå i tåge eller rejste sig som en
hvirvel af fragmenter – netop det: fragmenter – og efterlod mig i en
tilstand af forvirret håbløshed.
Redningen i en sådan situation ligger naturligvis i overblikket,
men hvordan overblikke og få en fornuftig struktur i det modsigelsesfyldte og
hinanden udelukkende forestillinger?
Mit bedste svar er resultatet Sfinksens datter, Byens Forlag,
2018.
Det ligger midt i rodet som et helt og færdigt værk, men kun
tilsyneladende, for i virkeligheden er det bare et fragment af et værk på 1,6
meter. Plus af en masse tanker, som jeg ikke har struktureret og nedskrevet, og
som udgør en ubegribeligt kompleks helhed tappet direkte ud af livet, mit liv, men
uden derfor at fortælle noget autentisk om det. Dertil er det alt sammen for
fragmentarisk.
Jeg vil påstå, at det er vilkår, alle forfattere deler. Også
Marcel Proust, som i utallige år forsøgte at spore sit tabte liv, og som måske
mere påståeligt end nogen anden forfatter i litteraturhistorien foregiver at
forevige livet i dets uendelige kompleksitet.
Men egentlig er det ikke de mange ord i mit arbejde med
manuskriptet til Sfinksens datter, der er ovenstående ræsonnements direkte
anledning.
Anledningen var to brevsider, som dukkede op under oprydningen –
begge fragmenter af længere, næsten tyve år gamle breve fra to forskellige
personer. Jeg kender dem stadig, og vi står i nær kontakt med hinanden. Men
breve forstået som længere, skriftlige meddelelser på papir mellem to parter,
en afsender og en modtager – næ, det er vi for længe siden holdt op med at skrive.
Kommunikationen foregår nu på whatsapp og består af korte
meddelelser eventuelt vedhæftet fotografier og emojis. De omhyggelige forsøg på
at ræsonnere og beskrive, diskussioner og uenigheder, nuanceringer af
standpunkter, afprøvninger af sproget og oprigtige forsikringer om venskab og
sammenhold er afløst af noget, der til tider kan føre tankerne til
donaldtrumpske tweets – en rå form af påstande og oplysninger, som man kan tage
til sig eller afvise.
Er brevet et fragment af livet, er whatsappen fragmentets fragment.
Jeg blev – med brevfragmenterne i hånden – lidt trist over udviklingen, i hvilken jeg dog
selv deltager helhjertet. For den giver meget – og giver tid til meget andet.
Men samtidig indså jeg, at det fragmentariske i både kunst og venskabsbreve er
et vilkår.
I kunsten uomgængeligt med værket som det endegyldige fragment.
I livet, mennesker kontinuerligt deler med hinanden, indgår
fragmentet som en del af større og mere betydningsmættede helheder med større
tidsperspektiver. Det er helheder, som tillid, hengivenhed, intimitet,
kærlighed i forbindelse med ødslen med tid kun kan fordybe.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar