PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Dræber
et stort glas cognac - rakt af veninden gennem livet - en ældre kvinde med
ubodelig lymfekræft?
Jeg stiller mig spørgsmålet efter at have set kortfilmen Den
verden vi valgte (2020) fra Kakapo Productions. Engelsk titel: The
Morning Walk.
Men spørgsmålet implicerer ikke nødvendigvis en hjælpende hånd til
at dø. Hånden, der rækker den forførende velsmagende drik, er den samme hånd,
der i begyndelsen af filmen rækker en rød rose frem, venindens yndlingsblomst. Og
netop denne blomst dukker filmen igennem gang på gang op som et tegn på den
skønhed og kærlighed, begge veninder eftertragter.
På den måde bliver livet i skønhed og velvære uadskilleligt fra
den død, som er ufattelig, indtil den uundgåeligt er der.
Den verden vi valgte fortæller ikke kronologisk, men i krydsklip mellem de to
kvindelivs vigtigste aldre: de legende småpiger; de drømmende, unge kvinder; de
alderstegne kvinder på gammelhjemmet, hvor livet bæres af drømme om engang. Her
er maden et bæ-brunt modbillede til den franske restaurants farvemættede menu,
der forsvinder mellem leende læber.
Man kan kalde Den verden vi valgte en eventyrfilm - ikke
bare på grund af de ubesværede spring mellem forskellige tider og livsverdener,
men også, fordi den i høj grad betjener sig af klichéer, ofte i en grotesk
form, der giver dem nyt liv.
Klichéer ser jeg ikke her noget negativt i, for hvordan skal en
film på 23 minutter kunne visualisere to hele liv uden at slå på nogle
velkendte strenge og bruge velkendte typer og situationer?
Således blomstrer klichéerne i dødsdommen under konsultationen hos
den unge læge, der uden at ryste på stemmen disker op med tillærte omskrivninger,
som skal dække over hans grumme budskab, men ikke gør det.
Også gammelhjemmets evigt stressede plejepersonale, som ikke har
tid eller evne til at komme på bølgelængde med deres klienter, er velkendt.
Vi genkender mansplaineren og uromageren, der hader kvinder lige
så meget, som han elskede sin alt for tidligt afdøde ven og livskammerat.
Men ikke mindst i dansen og klovneriet ser vi det velkendte: Det
løfter og forløser drømmen om alt det skønne, som ophører – bogstaveligt taget ved
at falde på gulvet – i form af den røde rose.
Det er netop med dans og leg og et aldrig ophørende poetisk anslag,
filmen begynder. Pigerne Mia Ellen Kjær og Lara Daniel fylder rollerne som småpigerne
Lily og Olivia, der næste sekvens overrasker som indtagende unge kvinder mageløst
kostumerede i en uforligneligt smuk park (Frederiksberg Have, hvor den er
kønnest). Filmen igennem fremtræder de som dem, de er, var og bliver, men altid
nærværende i hinandens liv med håb,
drømme og tillid i det fineste venindeskab.
Overglidningen til de gamle kvinder Lily og Olivia, spillet af
Lisbet Dahl og Lane Lind, og tilbage igen til de unge og til småpigerne, sker nærmest
som i leg i en række krydsklipninger mellem barndommens umiddelbarhed, ungdommens
vilje til at finde forløsning, især synliggjort i Amalie Sparrebos minespil,
der skifter mellem opmuntring, forundring, skepsis og tilbageholdenhed, og
alderdommen, hvor spillet mellem den kræftramte Lilys håb og håbløshed gestaltes af Lisbet Dahl.
Alle aldre giver hinanden betydning i en aldrig standsende
vekselvirkning.
Kortfilmen Den verden vi valgte fascinerer ved sin skønhed
og intensitet lige fra indledningssekvensens rungende bedeslag til sidste
sekvens, hvor barnet Lily med rosen i hånden ros væk og vinker farvel til dem,
der står tilbage på brinken.
Jeg fanger dig snart,
råber
barnet Olivia efter sin legekammerat.
Men det er ikke en færd med Charons pram på floden Styx med kurs
mod det grumme græske dødsrige, vi bevidner.
Scenen har en poetisk lethed, der sætter alvoren i denne lille,
store film i relief. Den giver os billeder fra livet før døden, som vi med både
glæde og fortvivlelse kan tage til os og med os.
Mest med glæde, fordi instruktøren Marc Harpsøe, fotografen Sophie
Caroline Gohr og de nævnte skuespillere fanger skønheden før og i det
uundgåelige og gør den berørende.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar