Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Al
tale om klimaets tipping point indgyder alvor. Vender Golfstrømmen, og
går afsmeltningen i Arktis ind i en irreversibel fase, betyder det totalt
ændrede temperaturforhold for eksempel langs Norges lange Atlanterhavskyst, og en
så høj vandstand over Amagers sølle diger, at Kastrup lufthavn forvandles til
en landingsplads for vandflyvere.
Jeg fik for nogle dage siden en demonstration af
både legen og alvoren i netop fænomenet tipping point. Det var en
bekendt klimaaktivist, der stod for den. En stol blev stillet frem, og et let
tryk på rygstødet løftede dens forreste ben. Da trykket forsvandt, indtog den
sin foregående position.
– Når trykket ikke bliver for stærkt, finder både stol og natur
tilbage til sit vanlige ståsted, sagde kvinden, som stod for demonstrationen.
Hun vippede igen stolen, nu lidt dristigere, slap, og igen faldt den
ned på de forreste ben.
Den tredje gang pressede hun stoleryggen så langt tilbage, at
stolen i et kort sekund balancerede uden at falde. Trods gentagne forsøg fandt
hun ikke en varig balance for den. Så, med et smil og efter et helt ubetydeligt
skub, trak hun hånden til sig, og stolen væltede bagover.
– Det er som at skyde verdens sidste næsehorn, sagde hun og
børstede hænderne af mod hinanden, efter at hun igen havde stillet stolen på
højkant. – Men næsehornet kommer aldrig tilbage.
Jeg fik nogle dage efter denne lille demonstration den samme
følelse af indsigt, da jeg havde læst en bagsideleder i Dagbladet
Information.
Det var begrebet Minskymomentet, jeg blev fascineret af.
Lederens tema var ophøret af lånefinansiering af fossile
energiprojekter. I front herfor står Den Europæiske Investeringsbank, der
omtales som verdens største offentlige finansinstitution. I stedet for i fossil
energi skal der investeres i bæredygtighed og i tiltag, der kan stabilisere
klimaet. Lederen opregnede desuden en lang række store spillere på
investeringsmarkedet, som trækker i samme retning, og som herved er med til at vælte
økonomien for stenkul, olie, tjæresand og andre fossile produkter.
Her kom jeg til at tænke på det netop omtalte tipping point.
Men så lærte jeg et nyt begreb: Minskymomentet. Det er en term fra
økonomien og beskriver det øjeblik, da det såkaldte marked, der som bekendt
styres af en samling nervøse kællinger, gribes af panik.
Fremtrædende bankfolk i England og Frankrig har, stadig iflg.
lederen i Information, advaret om, at dette moment kan indebære en
destabilisering af hele det globale finansielle system.
Jeg forstår processen mod Minskymomentet både som en gåsegang,
hvor den forreste gås bestemmer retningen, og som et lemmingtog, hvor alle myldrer
af sted mod afgrunden.
Eller hvorfor ikke, for at komme bort fra disse dyremetaforer,
simpelthen tænke på 1920-ernes store børskrak, hvis sammenhæng med Anden
Verdenskrig er uomtvistelig. Ikke så lidt af en mavepuster for alle, der lever
med et stille håb om, at den nødvendige kursændring er stærkt på vej og uden
problemer kun fører godt med sig.
Vi må kort sagt forberede os på, at alt ikke alene bliver anderledes, men også meget svært.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar