PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Ordet statskvinde findes ikke i netudgaven af Den danske ordbog (http://sproget.dk/). Hjælpsomt foreslår den talskvinde eller statsærinde.
Men statsmand findes selvfølgelig.
I ordbogens definition af statsmand fremhæves indsigt og handlekraft samt befolkningens respekt eller beundring. Eksemplet handler om Stalin,
officielt fremstillet som den altvidende landsfader. Hans billede hang overalt. Han blev betragtet som historiens største statsmand.
Det er tydeligt, at formuleringerne sår tvivl, om den sovjetiske diktator faktisk levede op til det officielle billede af ham. Men ser vi bort fra det negative, viser statsmanden sig som en person med overblik og evne til at føre sine beslutninger ud i livet.
VALGPROGRAMMER OG HUNDESLAGSMÅL
Statsmandens m/k evne til ud fra en vision at tale i et højere fællesskabs tjeneste har jeg længe spejdet efter i dansk politik. I særlig grad efter udskrivelsen af valget til Folketinget, der finder sted om nu ni dage.
Et udpluk af emner for de daglige hundeslagsmål kunne være:
- Svigter DF efterlønsaftalen?
- Vil SF af med 24-årsreglen?
- Hvis midlertidige boligpakke er bedst?
- Flere end fire fede toldere?
- For og imod betalingsring rundt om København…
Disse elementer, hvis præcise betydning de fleste har glemt om fire år, bundtes så sammen med andre emner og bliver til de opstillede partiers valgprogrammer om vækst og velfærd. For nogle er fx betalingsringen en tidsel, for andre en rose.
Med valgprogrammet godt og vel i hus, råber nogle, at de har ”hjertet til venstre”, og at andre har det i baglommen, hvor pengepungen ligger.
Skræmmekampagner. Mudderkastning. Talkrig.
Gnidder-fnidder-fnadder.
Sådan er valgkampen, og det er vældig kedeligt.
BORGEN SOM LÆRESTYKKE
I Finlands Svenske Television vistes sidste onsdag det første afsnit af serien Borgen. Som andre danske tv-serier er også Borgen velfotograferet, velspillet og med et hav af velturnerede intriger og relationer på kryds og tværs.
Scoopet i første afsnit, som meget apropos handlede om en valgkamp, er De Moderate leders, Birgitte Nyborgs, tale på to minutter i valgets afsluttende partilederrunde. Ikke alene er hun klædt i det forkerte tøj, hun holder også den forkerte tale. Men netop dét er at gøre det rigtige, for præcis ved at forkaste spinddoktoren og hans manuskript vover hun at være sig selv, vover at være personlig og bliver derfor troet af vælgerne og fordobler sit partis mandattal.
Hendes sejr bliver sat i relief af en af de andre partiformænd, som ved samme lejlighed taber vælgernes tillid, fordi han bevæger sig ind i et intrigespil, hvor den skam, han kaster over sin modkandidat, rammer ham selv.
Eller sagt på en anden måde: Den, der kaster med lort, undgår ikke selv at få det på fingrene.
DE DYRE ORD
Det overblik over detaljerne og den vilje til magt, som fiktionens Birgitte Nyborg besidder, deler hun med sine kolleger, både dramaseriens fiktive og den faktiske valgkamps virkelige. Og jeg vil da ikke skjule, at jeg beundrer den håndværksmæssige kunnen, dagens politikere er i besiddelse af. Den ligger i alle facts osv., de til enhver tid kan diske op med.
Når de er rigtig gode, optræder de som deres egne embedsmænd eller velforberedte studerende til eksamen.
Det er bare ikke godt nok. Det, de mangler, er den kunstneriske udførelse, som stiller sig over kævl og brok, og som på en troværdig måde viser visionen og vejen til den.
Det kræver, at de kan finde og tør bruge de dyre ord, der løfter hverdagen.
Den, der formår det, vinder valget.
Jeg er sikkert ikke den eneste, der spejder efter en statskvinde m/k i Danmark.
ANNONCE:
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar