DUCHAS HISTORIE

Ventende krokodille. Mikumi Nationalpark

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Det var nær Ulugurubjergene i Tanzania to hundrede kilometer vest for Dar es Salaam, at jeg hørte historien om Ducha, som tilbragte fem dage af sin ungdom i selskab med en krokodille. Vi sad under en flagermuslygte og drak forsigtigt af en kande øl. En gammel mand fortalte, for at historien ikke skulle blive glemt.
    Engang var Ducha den smukkeste pige i landsbyen. Alle kunne lide hende, men mest Alfajiri. Hendes far var en streng mand, som lod hende arbejde på skråningerne ned mod floden, eller han sendte hende ned ad bjerget med mango og kål og mange bananer til den store by i dalen. Hun var stærk og klagede aldrig. Også det kunne Alfajiri lide.
    En tidlig morgen gik Ducha ned til floden for at vaske. Alfajiri ventede for at hjælpe hende med at løfte den tunge kurv med kål op på hovedet. Men hun kom ikke tilbage. Alfajiri ledte. Hendes far ledte. Alle ledte, men ingen fandt hende.
    Efter fem dage var selv Alfajiri overbevist om, at hun var død. Hen under aften samledes alle fra landsbyen og sørgede under høje klageråb.
    Men hver dag, de havde ledt efter hende og kaldt hende ved navn  og grædt over hende nede ved floden, havde hun hørt deres råb og klage. Og hun havde følt deres længsel og kærlighed trænge ned gennem jord og sten og rødder til kulen under flodbrinken, hvor hun ventede på at blive ædt af den gamle krokodille.
    Han havde luret som en træstamme. Sagte var han gledet næsten forbi, men så, med et sving med halen havde han slået hende ned i vandet. Som ved et under overlevede hun slaget, men kun for at gå en endnu værre skæbne i møde.
    For han greb om hende med sin lange kæft og slæbte hende til sin stinkende kule under flodbrinken og stoppede hende ind.
    Med mange ord og miner fortalte den gamle mand om hendes rædsel, da hun forstod, at her skulle hun ligge sammen med gammelt bytte og som et andet kødstykke gå i forrådnelse. Krokodillen tilså flittigt sit forråd, åd lidt her og der og snusede til hende. Hun følte hans tænder nappe som for at mærke, om hun var blevet tilstrækkelig mør. Han puffede hende rundt med snuden, men valgte altid det mest rådne.
    Det var, som sparede han hende til sit livs måltid.
    Mørket og stanken i kulen var intet mod Duchas angst, mens hun ventede på krokodillens tænder. Hun mærkede, at han altid lå lige i nærheden og vogtede sit bytte mod de andre krokodiller. Somme tider hørte hun dem slås. Somme tider kom de så nær, at vandet skvulpede op over trærødderne, der strakte sig ned imod hende. Imens gravede hun opad med det krumme horn fra en halvt ædt gedebuk, som var hendes nærmeste selskab.
    Men Ducha var ikke bare angst. Hun var besat af længsel. Længsel efter den varme sol. Længsel efter den friske luft. Længsel efter Alfajiris stærke hænder, når de om morgenen havde hjulpet hende byrden på hovedet, og han lod dem glide ned over hendes nakke og skuldre. Hun længtes efter sin mor, der fortvivlet kaldte på hende. Hun længtes efter sine små søstre, som råbte hendes navn.
    Dette var i de første dage. Derefter blev alt stille. Kun stanken var tilbage. Krokodillens besøg blev tættere. Han snusede og nappede i hende. Men tog i stedet geden, rev den i småstykker og gylpede den ned.
    Så besatte en ny længsel hende, som var stærkere end Alfajiris hænder. Mægtigere end rædslen for krokodillen. Stædigere end flodens løb mod dalen. Hun ville være stammor. Hun ville se en slægt vælde frem af sit skød og vokse op og blive talløs som frugterne i mangolunden.
    Imens gravede hun med sit bukkehorn. På den femte dag var hun oppe og kravlede og krøb op til landsbyen. Hundene kom springende imod hende. Logrede slikkede de hendes sår og puffede hende med snuderne mod hytten, hvor Alfajiri sov. Hun famlede sig frem til ham i mørket.
    – Alfajiri, hviskede hun.
    Alfajiri vågnede ved lyden af hendes stemme.
    Han blev kold af skræk, men kunne ikke se noget. Så mærkede han stanken, der stod ud fra hende. Et spøgelse kan man ikke lugte, tænkte han. Han tog hende i sine arme. Et spøgelse kan man ikke mærke, tænkte han videre. Han kyssede hendes læber. Et spøgelse kan man ikke elske, sagde han højt.
    Den næste dag, før solen stod op, havde alle i landsbyen hørt om underet. Ducha lå hele dagen på en måtte i skyggen af et blomstrende koraltræ og så ud over den solbeskinnede dal, mens den ene, så den anden holdt hendes hænder og kærtegnede hendes pande.
    Den gamle fortalte, at hun stod op hver morgen og kogte hirsegrød, før landsbyens haner begyndte at gale og solens stråler ramte bjergene. Hun bar grøden hen til hytten, hvor den smukke Nuru, hendes barnebarns barn, lå med næsen mod Darweshis kraveben og indsnusede den søde lugt fra hans hud.
    Ducha havde været lykkelig hver dag, efter at hun slap ud af helvede. Den evige Ducha. Hver dag lykkelig. Lykkelig i firs år, fortalte den gamle mand fra Ulugurubjergene.


ANNONCE: