PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Hvis jeg ikke havde stået i en
aula med ovenlys i syv år og sunget efter Højskolesangbogen hver morgen, havde jeg
ikke anet, hvordan den danske natur så ud.
Synspunktet var
sat lidt på spidsen, men han gav mig ret. Han var biolog, vi var jævnaldrende, kendte
ikke stort til hinanden, men vi havde en fælles interesse i at køre fra
Roskilde til Lejre for at se på stenaldermuseet og siden fortsætte nordpå langs
Isefjord til Orø.
Den danske mark i en bølgen går
som åndedræt af en venlig kvinde. Sagde han.
Sødt gynger byggen sit silkehår. Sagde jeg - nogle måneder for tidligt, men
vi kunne jo begge se den for os, bygmarken med de lange vipper på aksene.
Hist hvor vejen slår en bugt. Sagde han, da vi kørte igennem et af de
mange sving.
Vi sletternes sønner. Svarede jeg, når landskabet lidt efter
bredte sig ud.
Vi så de bøgelyse øer. Den fagert smilende kyst. Havet omkring Danmark. De brede bøge. De grønne lunde. Det yndige
land, der dukker af disen med alle de små blomster, hylde, der dufter i stuen ind og hele
tiden havet omkring Danmark, der bugter sig i bakke, dal.
Vi fandt
hinanden under det lange, verbale potpourri med versestumper fra den danske
sangskat om det landskab, der passerede. Vi så det igennem dem, og siden den
biltur har ingen af os sluppet taget i den anden.
Baggrunden for
de naturlyriske udbrud var Højskolesangbogen og dens daglige brug i de skoler,
vi havde gået i for mange år siden. Det meste af det, vi havde siddet i
klasselokalerne og lært, var glemt. Men fællessangen hver morgen mellemskolen
og gymnasiet igennem havde sat sig fast og gav os en fællesfølelse. Vi aflæste
naturen gennem det, vi havde sunget om den, og det er ikke en dårlig måde at
gøre det på. Hverken for en biolog eller humanist.
Vrissent kan
man kalde sådan et forhold til naturlyrik for nationalisme og fordømme den
opståede følelse af samhørighed. Det synes jeg ikke, at man skal. For både
sangbogen og landskabet er hver dag en åben invitation til at deltage på lige
fod med alle andre.
Den, der vil med, hæng på,
nu skal min båt-bil gå,
som det hedder i en gammel
børnesang.
Endnu mere
vrissent kan man kritisere mig for, at jeg ser bort fra folks musikalitet, sans
for lyrik, deres sociale segment, etnicitet med meget mere.
Ja, og hvad
så? svarer jeg lidt irriteret, for der findes mange måder at være med i en
nations fællesskab på. Og alle er gode! Undtagen de ekskluderende og
aggressive!! Kærlighed er i mine øjne inkluderende. Det gælder også kærlighed
til fædrelandet.
Anledningen
til ovenstående er en kampagne, Danmark
læser, som kulturminister Marianne Jelved netop har skudt i gang.
Dens
udgangspunkt er, at skønlitteratur skaber en fælles referenceramme. For
litteratur, i særdeleshed den episke, handler om relationer mellem mennesker,
og den bidrager til, at vi bedre kan forstå hinanden og det, der foregår
omkring os. Og er den rigtig god, har den både et samfundsperspektiv og en
historisk og international dimension.
Der er afsat
sølle 20 millioner til kampagnen, altså færre end fire kroner pr. dansker. Men
måske er det nok til at den kan give resultater. Forandre verden, som Marianne Jelved siger. Det gør man ikke bare gennem
prestigeprojekter, fx halvtreds procent mere i filmstøtte. Forandre verden gør
man gennem at sætte en udvikling i gang. Det gør man ved at engagere mennesker.
Og den holder, fordi folk selv har været med i den.
Kort sagt:
Tillid til folket. Det er klar tale af en kulturminister i Grundtvigs
fædreland.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar