PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Episode 1
Det
var midt på dagen sidste torsdag i toget mellem centralstationen i Helsingfors
og Helsinki Vantaa Airport. Jeg opdagede pludselig, at jeg sad og skævede til
de nærmeste passagerer. Hvem rejste med kufferten, model maxi, sort med et anonymt
udseende, der stod alene under vinduet
mellem to sæder lige ved siden af mig. Det måtte være en mand, for den var for
tung til en kvinde.
Nu rullede den selv – lidt tilbage ved togets acceleration, og det
samme stykke fremad, når det bremsede ind.
Ingen vaskeægte arabisk terrorist, sådan en mand med daggamle skægstubbe,
turban eller PLO-tørklæde, dukkede op i mit synsfelt, kun en ældre herre med
sixpence og stok, men hvem ville garantere, at ikke også han kunne ... Desuden
tre kvinder, hvoraf den ene så temmelig mandhaftig ud, håret var rødbrunt med
mange lokker og en underlig glans.
En paryk, formodentlig. Sådan en havde man før hørt om blev brugt
til forklædning.
Ingen af de tilstedeværende syntes interesseret i den store, sorte
kuffert. Men det kunne jo være et trick. I hvert fald stod det klart, at det
var det rene selvmord at sidde i nærheden af sådan en kuffert, hvis den altså
tilhørte en selv.
Og mord. Overlagt mord på uskyldige – som for eksempel mig.
Lignede nogen af de tilstedeværende en morder og en selvmorder?
Jeg skævede op til min egen grå metallic kuffert i kabinestørrelse,
som jeg havde smidt op på bagagehylden. Skulle jeg tage den og hurtigere end
vinden forsvinde længst muligt frem i toget? Eller stå af ved næste station? Det
ville være mere end ærgerligt, for jeg havde en aftale i København, som jeg ikke
bare kunne aflyse på grund af en personligt opdaget bombetrussel. Men hvis det
nu ikke bare var en trussel, men en realitet med den bombe, der om lidt sprang
i luften en halv meter fra mig, så kom jeg jo heller ikke til København.
Gode råd var minsandten dyre.
Skulle jeg afvente og snige mig efter manden, hvis jeg altså
kunne, når han, hvis han dukkede op, stod af ved lufthavnen slæbende sin
kuffert efter sig og anmelde ham til den nærmeste politimyndighed for begrundet
trussel mod flysikkerheden.
Jeg kunne jo ringe med det samme, for pokker, telefonen lå i min
lomme.
Episode 2
Nogle
dage efter stod jeg i Copenhagen Airports passager- og håndbagagekontrol. Jeg
var kommet uhindret igennem. Foran mig en
midaldrende mand, en anelse korpulent på den italienske måde – han havde sikkert en fed kone hjemme i Napoli,
der fodrede ham med spaghetti og olivenolie, og en ældre kontrollør med to
ruder på hver skulder.
Omhyggeligt tog den veltrænede kontrollør genstand efter genstand
op af italienerens mintgrønne toilettaske, og holdende dem mellem to fingre puttede
han dem ned i lufthavnene egen lille, autoriserede plasticpose, mens han på
overtydeligt engelsk med dansk accent benævnede hver genstand:
– Deres parfume, sir, Deres tandpasta, Deres barberskum, Deres
ansigtscreme ... Sådan her som jeg nu gør, skal De huske at gøre hver gang, før
de ankommer til bagagekontrollen her i Københavns Lufthavn. Kan De have en
fortsat god dag og en behagelig rejse hjem til Italien.
Mens jeg stod der som tilskuer med mit på det tørre, syntes jeg,
at det virkede helt naturligt.
Men da jeg lidt efter sad i flyet, indså jeg, at terrorismen med indtoget
af frygt, fordomme og ydmygelser isprængt racisme, sexisme og tvangstanker har
vundet sin første storsejr over vores sind og vore handlinger.
Jeg famlede i nettet på stoleryggen foran mig. Mon der fandtes en
brækpose?
Læs min hjemmeside asgeralbjerg.fi
Ingen kommentarer:
Send en kommentar