HVIDVASK

Vaskebræt






 



PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Jeg kom fra postkassen nede ved vejen med min daglige avis under armen, hænderne dybt i lommerne og skuldrene trukket højt op om ørerne. Blæsten var kraftig, vindstødene værre, og skyerne så ud til med et øjebliks varsel at ville hælde alt det vand ud over mig og verden, som de havde holdt tilbage sommeren igennem.
Så stod han der, min finske nabo, og lignede en, der hverken kunne fryse eller havde travlt.
– Jeg har skrevet et digt, sagde han og trak en lap papir op af lommen.
Et digt! Jeg var himmelfalden. Skulle han have skrevet et digt – han, som elskede at kløve brænde og var en mester i at slibe økser?
– Det hedder Den danske Bank, sagde han, holdt fast i papiret med begge hænder og begyndte at læse højt:

DE NYE POTENTATER

Når man bliver
ansat i Finanstilsynet, ved man
ikke så meget. Om for
eksempel
hvidvask af penge.

Med tiden, med en
helt
ekstra
arbejdsindsats,
sans for
tal og ambitioner
ved man meget mere.
For eksempel
om
hvidvask af
penge.

Ikke i det store og hele, for det ved man
allerede, når man bliver ansat i Finanstilsynet,
men
i
detaljen.

Men
en
detalje
består af
flere millioner trans-
aktions-
enheder
pr.
d
a
g.

Og her bliver det svært: For blandt alle disse
trans-
ak-
tio-
ner
skal man kunne spotte dem, der angår hvidvask,
for eksempel.

Her så min nabo stolt op fra sit papir og spurgte:
– Fatter du dybden i digtet?

Når man er nået så vidt,

fortsatte han uden at vente på mit svar,

bliver
man
headhuntet
til en bank, for eksempel til Den danske,
der giver en meget højere løn end den,
man
får
i
Finanstilsynet.

Sådan skaber et af verdens mindste lande
verdens
største
sag
om
HVIDVASK!!!!!!

Min finske nabo så tilfreds op fra sit papir og stoppede det i lommen.
– Og hvad så? sagde jeg.
Han rystede overbærende på hovedet.
– Så ikke andet, end at vores tidligere nybegynder i Finanstilsynet er på vej til tops i det bankhierarki, der har den højeste ekspertise i at se igennem fingre og bortforklare. Og når de så bliver fanget, hvad der jo sker en sjælden gang imellem for nogle få af dem, så er de verdensmestre i at fralægge sig ethvert juridisk ansvar samt i at få et afgangsvederlag, der er større, end en kassedame gennem et livs surt arbejde kan tjene i Alepa.
– Tak for dit digt, sagde jeg og fortsatte gennem vinden ind til min kære lænestol.
Den første artikel, mit blik faldt på, handlede om korruption og nepotisme i Afrika.


ANNONCE

Læs min hjemmeside asgeralbjerg.fi
















 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar