NETKØB




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Havde jeg virkelig brug for en ny skægtrimmer? Egentlig ikke. Det, jeg havde brug for, var mere strøm i den trimmer, jeg i omkring syv  år har plejet mit skæg med. Men batteriet er integreret i skaftet, som ingen kan skille ad uden at ødelægge det og batteriet.
Derfor! Ud med den gamle og ind med en ny. Køb & kasser.
Jeg gjorde, som folk gør, fandt en på nettet, bestilte den og hentede den efter nogle dage i det lokale supermarked, der administrerer den lokale post.
Pakken var stor, nærmest enorm, en mindre plæneklipper kunne have ligget i den. Jeg tog den under armen, for den kunne ikke ligge i min rygsæk, gik hjem og pakkede ud.
Her følger en liste over det papir, plastic og pap, som trimmeren, den er 16 cm lang og har en omkreds på gennemsnitlig 12,6 cm, lå pakket ind i. Sammen med tilbehøret, som består af 12 forskellige kamme og skær.

Papir:
– en garantiseddel,
– en opfordring til at registrere produktet og derved få en gratis udvidelse af garantien,
– et hæfte med advarsler om farer ved forkert brug, genvindingsanvisninger m.m.,
– en brugsanvisning i billeder.
Plastic:
– 12 små plasticposer med det nævnte tilbehør af kamme og skær.
Pap, i alt 4 dele af varierende størrelse:
– selve forsendelsesemballagen på 39,5 x 19,5 x 9,5 cm; højde når helt udslået 26,5 cm.
– et paplåg til forsendelsesemballagen.
– salgs/præsentationsæsken til trimmeren indeholdende en ruminddelt og slagresistent papdel  på 22,3 x 19,3 x 6,8 cm.
– en pose på 24,5 x 14,5 cm, som giver rigelig plads til trimmer, kamme og skær.

Og nu er det så, jeg spørger af hensyn til den, der endnu ikke har fattet pointen:
Hvad ligner det med sådan en indpakning i disse tider, hvor vi daglig oplyses om miljødelæggelse, CO2-udledning, Parisaftale, klimaændringer, grænser for vækst, monsterstorme, de kommende generationers overlevelse og verdens undergang?
Hvis min pakke havde været den eneste i verden med overdimensioneret emballage, havde mit spørgsmål været latterligt. Men samme verden krydses daglig af millioner og atter millioner af pakker, hvis indpakning ud fra indpakkerens synspunkt er rationel, men som ud fra modtagerens, affaldshåndteringens og miljøets synspunkt er idioti. For ikke at tale om indholdet, der i mit tilfælde kunne have været et nyt batteri til en trimmerkonstruktion, som jeg selv kunne åbne for at udskifte batteriet. Og så videre, og så videre.
Men det er jo bare som en dråbe i havet! Naturligvis, men glem ikke, at havet jo består af dråber.
Nu har jeg givet min galde luft – er der nogen, der har hørt mig?

En otteårig i kassen.






ANNONCE:

Se min hjemmeside: asgeralbjerg.fi 
















Ingen kommentarer:

Send en kommentar