DER ER NOGET I LUFTEN

Peter Nicolai Arbo, Asgårdsreien, 1872

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Ved juletide er julemanden ikke den eneste, der befærder lufthavet over os. Lige så elsket og med længsel imødeset han er, lige så frygtet og frastødende er midvinterens dæmoner og gespenster, som jager over nattehimlen og skræmmer mennesker fra vid og sans. Men mens julemanden med sine rensdyr og kanen fuldt pakket med gaver er en sen – man fristes næsten til at sige postkristen opfindelse, så hører folketroens rædselsridt til førkristne mytologier og har været udbredt i den nordlige og centrale del af Europa så langt, man kan komme tilbage i tiden.  
På engelsk taler man om the Wild Huntsman, i nordiske sprog hedder fænomenet asgårdsreien eller oskoreien. Det var den norske digter J.S. Welhaven (1807-73), der med digtet Asgaardsreien genopvakte folketroens forestillinger om Odin, som på sin ottebenede hest Sleipner sprængte af sted i natten gennem dale og skove med horder af trolde og jætter og krigsguden Thor med hammeren, lynild og rædsomt bulder som følge.
Alt dette er er måske kun en fantasme, men det er spået i kaffegrums i Åbo Slots kasematter, at julemanden fra Korvatuntturi netop dette år skal støde sammen med Asgårdsrejen, hvis han vover sig ud over den Botniske Bugt på vej mod Sverige. Hans røde kappe vil blive flænget, hans falske skæg revet i tusinde stykker og de sorte kanestøvler smidt ned til skarvene, som skider dem fulde.  
Alt dette lyder utroligt. Men lige så usandsynligt lyder det, der siges om nylig afdøde præsident George H.W. Bush:
Han anså, at dyd og personlig værdighed var hans samfundspligt som præsident, og med Global Change Research Act og Clean Air Act Amendments fra 1990 skabte han instrumenter til at udforske klimaforandringer og deres årsager og modvirke dem.
Udgangspunktet, i hvilket han inkluderede ikke blot alle borgere i USA, men hele verdens befolkning, udtrykker han i en tale fra samme år således:

Vi ved alle, at menneskelig aktivitet ændrer klimaet på en uventet og uhørt måde.

Hans opfattelse af indvandring til USA er, nøgternt betragtet, mindst lige så eventyrlig:

Indvandring er ikke blot et led til Amerikas fortid, det er også en bro til Amerikas fremtid.

Det ville jo mutatis mutandis svare til, at Asgårdsrejens krigsgud Thor gav den falske julemand fra Finland kørelejlighed, og at Odin med den ottebenede hest hjalp ham med gaveuddelingen.
Men dette vil ikke ske.

PS
Lidt julemusik som akkompagnement til ovenstående, se You Tube, Oskoreien ved Transencence.



ANNONCE:

se min hjemmeside: asgeralbjerg.fi

















Ingen kommentarer:

Send en kommentar