MAN BEHANDLER BØRN

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Et link med en smiley og udråbet BØRN! Jeg åbnede og lyttede.

Det var Knud Romer, der talte.

Han er et snakkehoved af Guds Nåde, ingen original tænker, bevar’s, men i de 2 minutter og 26 sekunder, han holdt ordet, nåede han at opsummere det vigtigste i børns forhold til sig selv, til skole, uddannelse og samfund.

Jeg blev både glad og trist. For den barndom, dagens! som han talte om og talte imod, er hårdt styret. Men det engagement og det moralske ansvar, han talte med, viser en børneven, nært beslægtet med Rousseau, der vil give børnene den barndom tilbage, som hænger sammen med lyst, leg, famlen og fejlen.

Knud Romer talte lige ud af mit lidt romantiske hjerte, derfor vil jeg gerne bringe hans ord i min blog. Det må så blive i transskription. Denne skriftlige form er neddæmpet sammenlignet med Knud Romer live, for her er ingen mimik, gestikken mangler, tonehøjde, tryk og talehastighed må man selv tænke sig til. Samtidig bliver uregelmæssigheder i syntaks og ordvalg synlige. Men se bort fra det, lad være med at lege pedant, dem er der alt for mange af i forvejen.

Man behandler børn, ligesom man behandler alt andet, nemlig som ressourcer, som midler, som human ressources. Det skal så udnyttes, optimeres optimalt, sådan at de på et eller andet tidspunkt er klar til at komme ud i den ligesom mere og mere nådesløse konkurrence på arbejdsmarkedet.

Der er de så – og hvad er så gevinsten?

Der kan du så gå ind i Dansk Industris og Dansk Erhvervs lobbyister, Cepos, altså, tænketank, selv om der ikke er mange tanker, der bliver tænkt, vel? Men de laver så uddannelsesgevinst.dk, og der forklarer de, hvad uddannelsesgevinsten er. Det er forventet livsindkomst.

Jeg vil give barndommen tilbage til børnene, tiden tilbage til børnene, lysten, fascinationen, at få lov til at famle, fejle, lege, hvad hedder det – finde ud af, hvad man er god til. Ved du hvad, jeg lærte alt det, jeg kan i dag, i det øjeblik klokken ringer, og jeg fik fri.

Nu har man skubbet uddannelsen så langt tilbage, at du nærmest når du er 12 og 14 skal vide, hvad vil du blive til en dag af et job. Så skal du sammensætte din gymnasieuddannelse. Det er jo fuldstændig skørt. Hvorfor giver man dem ikke tid, fred, ro, så engang, når du er 20, så find ud af, hvad fanden du er god til, og så vælge. Og hvis du vælger forkert, så vælg noget andet.

Vi har jo den mest diagnosticerede generation nogensinde i skolen, ikke? Du kan nærmest ikke være dreng, uden at have ADHD. Og du kan ikke være pige, uden at have stress, ondt i maven, angst og skolevægring. Det er blevet til noget almindeligt.

Når man spørger sig selv, hvis de hele tiden er bekymrede for, hvad skal jeg blive til? Hvad kan jeg blive til? Kan jeg klare mig? Kan jeg klare mig? I stedet for, at de  vokser op i en barndom og en ungdom i tryg forvisning om, at du skal nok få og finde din plads i livet i fred og ro. Lad være med at bekymre dig.

Da de lavede skolereformen, så var det således også: hov, der var frikvarter, kan vi ikke lave styret leg? Og det er sådan noget med, at alting skal udnyttes, alting skal bringes på vareform, alting skal have et eller andet produkt, et resultat, lad dem dog være i fred.

Jamen prøv engang, børn er ikke midler, de er mål i sig selv, ikke også, og det er jo ikke sådan, at bare, fordi et middel ... Lad dem være.

Gode karakterer, få en god karakter, bliv en god karakter. Lær at hvile i dig selv, lad dem dog læse, gå på deres smartphones, bliv koder, lav en træbåd, lav et eller andet, som fascinerer dig. Lad være med at kolonialisere deres tid og underkaste dig et eller andet præstations-konkurrencesamfund, som er skudt i låget, som alligevel er fortid, det er jo historiens losseplads, vi snakker om, vi kan jo ikke blive ved med at forbruge og producere, så dør vi.

Dixit!

ANNONCE: