SKØNHEDEN SKABES AF GRELLE KONFLIKTER

Når han er inde, vil han ud.

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Hvad sker der, når man smadrer et samfund for en drøm? For eksempel om frihed.

Hvem og hvor?

I Storbritannien, naturligvis, hvor dets premiereminister af navn netop i dag samles med sine nærmeststående og fjendtligst indstillede ministre og embedsmænd til det, Danmarks Radios korrespondent Kim Bildsøe Lassen kalder et ”konfrontatorisk maratonmøde”. En ren eufemisme, et udtryk uden kraft. Men hvilket er bedre?

Skæbnetime? for eksempel.

Det ord har været i brug i snart tre år af dem, der vil ind, og af dem, der vil ud. Dets patos er forbrugt, det lyder mere som en vittighed efter alle afstemninger og forsøg på at gradbøje brexitdrømmen, der elementært handler om at være inde eller at være ude - - - hvilket (fordi jeg ikke ved, om jeg skal le eller græde) giver mig anledning til at minde om vitsen om manden, der kaldte sin kat Brexit. Hvorfor? Jo, når katten var ude, ville den ind, og når den var inde, ville den ud.

Brexit er en uskøn oplevelse, har jeg gang på gang læst. Jeg er uenig, for så vidt skønhed skabes af grelle konflikter, som vi har til gode. Ikke idyllens skønhed, naturligvis, men den  konfrontatoriske. Den er ubehagelig, har ofte sin oprindelse i uendelig lidelse, tænk på alle prisvindende pressebilleder fra katastrofeområder, af druknede børn, børn forbrændt af napalm, fortvivlede mødre og fædre. De vil ikke bort fra nethinden, heller ikke den opsprættede spækhugger med maven fyldt af plastikposer eller skovbranden i Californien i en blød bue gennem landskabet med en røgfane foran sig.

Skønhed ved brexit er ikke vejende faner og standarter, farvestrålende plakater og papmaché-politikere i kæmpeformat – hele det politiske teater, som man længe har set foran Palace of Westminster. Vi har den til gode, skønheden som skabes af grelle konflikter, for den ligger ikke i selve afslutningen, døden, men i måden at dø på, spektakulært som Capas faldende soldat i den spanske borgerkrig.

I dag er familier splittede, tavshed foretrækkes for samtale, naboens synspunkter bliver lagt for had.

Hvor slibes knivene?

Hvem skal afmale det i digt, i billeder?

Hvad Tom Kristensen præcist lod sig inspirere af, da han i digtsamlingen Fribytterdrømme for præcis ni og halvfems år siden skrev Landet Atlantis,ved jeg ikke. Mulighederne er mange, en nærliggende er revolutionen i Rusland, der skulle skabe et nyt Atlantis. Havde digtet været fra i dag, kunne IS tænkes. Men havde dagens poetiske sprog med dets fortænkte minimalisme i udtrykket duet?

Under digtets titel har Tom Kristensen skrevet Et symbol. Jeg vil tage det som et udtryk for, at digteren ikke vil have os til at tænke på noget bestemt, heller ikke i den fremtid, han ikke kendte til, og som er vores dagligdag. Trods ham og læs det som et digt om brexit med en forræderisk forførende ekspressionistisk skønhed gestaltet i formen. Men en skønhed, der står for skud.

LANDET ATLANTIS

Et Symbol

Verden er blevet chaotisk på ny.

På ny intonéres med heftig klange.

Bort, Sycophanter! Og bort, Parasitter!

Og bort I, som knælende hylder de mange!

Og Kandis-Tenoren forstummer. - - -

Hør Agitatorens Sange.

Hæs er hans Mæle. Med sprængende rødt

ses Læberne flamme bag skægsorte Flige.

Hør, hvor han brøler om Landet Atlantis,

om Ungdom, om Kraft og om aldrig at vige,

at først gennem Landet Atlantis

når vi skønhedens Rige.

Skøn som en sønderskudt Banegård er

vor Ungdom, vor Kraft, vore vilde Idéer,

skøn som Revolverens isgrønne Stjerne,

der fødes i Nuet med smældende Véer

på Ruden i Revolutionens

skingrende Glasklangs-Caéer.

Rødt er Kupéernes flunsede Plyds,

som vajer i Vimpler på Vildskabens Farter.

Postbudets Frakker er gode som Faner.

Lakajers Kavajer er tunge Standarter,

der åbner sig blodigt i Vinden.

Held vore Fane-Bastarder!

Kampen skal vindes med rustent Gevær,

Gardinstænger, Daggerter, Brosten i Blokke.

Sejren skal fejres med grelle Fanfarer

på Blikgrammofoner og Mælkemands Klokke,

og Messingtrompeter skal høres

suppende kalde og lokke.

Landet Atlantis, vi længes imod,

har blanke geværpyramider på Gaden.

Bålene blafrer for Gydens Soldater,

som hungrige læner sig op mod Facaden

og af Hermetik-Dåser hugger

slugvorne til sig af Maden.

Gaderne gaber, og Blæst hujer hvast

og danner sig Nøglehuls-Fløjter og hviner

dødningeagtigt de Benpibe-Valse,

der danses ved Fester i Huses Ruiner,

mens Vinduers smadrede Ruder

kranie-ironiske griner.

Bålene kaster uroligt et skær

af Brand og af Blod imod Huse og Skure.

Blikdåser blinker med Lågene krænget,

Avisstumper klæbes af Blæsten mod Mure.

En Kniv bliver hvæsset mod Sporvogns-

Skinnernes stålblanke Fure.

Sådan er Længselens Land, Atlantis,

hvor alle harmoniske Fordomme svigter,

Farverne sprænges, og Formerne sprænges,

og skønheden skabes af grelle Konflikter.

I Chaos jeg løfter min Bøsse

mod Skønhedens Stjerne og sigter.

Kling og klang, siger nogle måske. Jeg selv får åndenød af digtet og en ubetvingelig lyst til at læse det højt.

ANNONCE: