PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Der
var engang
da
askebægrene stod fremme
også
i hjem
hvor
ingen røg.
Man
kunne jo få besøg
af
en som kom rygende ind
gennem
døren
og
skulle have et sted
at
lægge cigaretten.
I
mit hjem brugte vi en skål
med
en fed Pegasus i bunden.
Der
lå mest
clips
og tegnestifter på den.
Naboer
og skolekammerater
havde
gulvaskebægre med trykknap
og
spindel med sus i.
Eller
i det mindste
et
af glas
med
plads til en rygende cigaret
i
hvert hjørne.
Et
vippeaskebæger
havde
også været ok
hvis
det stod ved siden
af
en cigaretholder.
Skolens
lærerværelse hed
gaskammeret.
Det
havde ni askebægre
på
langbordet.
På
hyblernes ølkasser
stod
kæmpe keramikaskebægre
med
plads til piber
pibekradsere
piberensere
og
afbrændte tændstikker.
Var
man på blaf
var
det belevent
at
byde chaufføren
før
man tændte
sin
krøllede cowboysmøg
mens
han åbnede askebægeret.
Engang
til en ansættelsessamtale
kom
jeg rygende ind.
Høfligt
så jeg mig om
efter
et askebæger.
Professoren
åbnede vinduet
og
stillede sig ved det.
Jeg
stak piben i lommen
og
fik stillingen.
Et
askebæger ved sengen
var
et must for mange.
Så
havde man også et sted at skodde
den
postcoitale cigaret.
I
dag vidner museernes askebægre
om
seklers omgang
med
røgtobak og cigaretter.
Fra da farfar
var ung
og
tip-tip-tip-tip-oldefar gammel,
forklarer
teksten.
Hvem
havde drømt om det
den
gang?
I
dag slibes
køkkenernes
kødknive.
Hvem
kunne drømme om
at
morgendagens mennesker
genfinder
dem i en montre
ved
siden af askebægrene?
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar